Par står og taler sammen på græsplæne ved træbord i grøn park.
Maia og Jesper i "Landmand søger kærlighed". – Det var heldigt, at jeg skulle sidde ned i baren under vores første speeddate for benene blev godt nok bløde under mig, siger Maia med et grin.

Maia i tvivl til det sidste: Derfor valgte jeg Jesper

Maia Korsgaard var i tvivl lige til det allersidste, da hun skulle vælge mellem Jesper og Oliver til romantisk weekend. 

logo herognu HER&NU HN

Det var langt fra en nem beslutning for Maia Korsgaard, da hun skulle vælge, om det var Jesper eller Oliver, som skulle med på romantisk weekend. 

Faktisk var landmanden i tvivl lige til det sidste. Det fortæller hun til HER&NU. 

Artiklen fortsætter under videoen...

– Jeg var i tvivl lige indtil sidste øjeblik. Det var lige inden, jeg satte mig i sofaen, at jeg fortalte produktionen, hvem jeg ville vælge. Det var lige i sidste øjeblik, jeg tog beslutningen, siger Maia, som derfor heller ikke var helt sikker på sin beslutning i øjeblikket. 

– Jeg var megabange for at vælge forkert. Som jeg siger i programmet, er Oliver én ud af 1000. Jeg var ikke sikker på, at hvis jeg kom krybende bagefter, at han var klar på en tango mere. Der er konsekvenser af ens handlinger. Det er også et stort sats at tage en sjællænder, for der er også en afstand, og kan vi få det til at fungere? Hvordan bliver hverdagen? 

Maja besluttede sig derfor for at lave en liste over fordele og ulemper ved at vælge den ene frem for den anden. Men også her, stod mændene fuldstændig lige, forklarer Maja. 

– Der var fordele og ulemper ved at vælge begge to. Det, der vægtede højt ved Oliver, var, at han vil have et nedlagt landbrug i Nordjylland og stifte familie indenfor rimelig fremtid. Han var alt dét, jeg drømte om, men man kan bare heller ikke se igennem fingre med den der sjove tiltrækning, der nogle gange er, hvor man ikke kan forklare det. Men der er et eller andet ved Jesper, siger hun. 

Forlænget date

Daten med Oliver endte med at blive længere, end hvad det først var tiltænkt. De to nordjyder kørte nemlig forkert på vej ud til stranden, forklarer Maia. 

– Det resulterede i, at vi fik halvanden time alenetid. Det var den bedste date, jeg kunne have fået. Det var to jyder på tur, og da vi fandt ud af, at vi var kørt forkert, blev jeg ekstremt frustreret. Oliver sagde til mig: "Rolig nu, Maia. Vi kører til Løkken nu", erindrer Maia. 

Den ekstra tid med Oliver gjorde også, at Maia blev endnu mere afklaret om, hvem hun skulle vælge til slut. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Par i jakker står på stenstrand med hav og overskyet himmel i baggrunden
Oliver og Maia har efter programmet mødtes flere gange til aftensmad.

– Vi havde den fedeste tur, men jeg følte lidt, at han var én af gutterne. Jeg fik mere en vennevibe. Så kom jeg til at tænke, at hvis jeg nu bliver kærester med Oliver, og det ikke går, så mister jeg ham 100 procent. Men hvis jeg ikke vælger ham, er der en chance for, at vi kan blive venner. Det var også én ting, jeg tog op med mig selv, forklarer Maia. 

I dag er Oliver og Maia da også blevet gode venner. 

– Vi havde en pause fra kommunikationen efter programmet, fordi han skulle have lov til at komme ovenpå igen. Efter noget tid likede han et opslag på min Instagram, og jeg valgte derfor at skrive til ham. Jeg kunne se, at han var på Hjallerup Marked, så jeg skrev, at jeg håbede, han havde det godt. Han skrev tilbage, og vi aftalte, at vi skulle have en øl en dag. Da jeg havde sommerferie, skrev han, at han også havde sommerferie, og der aftalte vi at drikke en øl. Vi snakkede om løst og fast, og hvad der er sket siden sidst, forklarer Maia, som har set Oliver flere gange efter programmet. 

– Vi har mødtes et par gange til aftensmad, når det lige har passet.

Kærlighed ved første blik

Lige fra første øjekast var Maia draget af Jesper. 

– Den kemi, jeg har med Jesper, er så voldsom og så vild, at det måske kun er noget, man oplever én til to gange i livet. Det var derfor, jeg valgte ham. Jeg gik med det uforklarlige, siger Maia, som med egne ord valgte at tage en chance frem for det sikre valg.

– Når du møder en, der har så kraftig en indvirkning på dig – bare på grund af måden, han ser ud på, og måden han går på, og måden han udstråler sig selv på, så kan man vitterligt snakke om kærlighed ved første blik, siger Maia. 

Efter kameraholdet smuttede, blev Jesper også hængende hos Maia i lang tid.

– Der gik tre uger, inden Jesper tog hjem første gang. Så det var rigtig vellykket. Så skulle han lige hjem til Sjælland, fordi han lige skulle hjem til familien og tage sig af noget arbejde, forklarer Maia. 

Om Maia og Jesper stadig er sammen, må man vente og se i de kommende episoder af "Landmand søger kærlighed", der kører hver tirsdag på TV 2 og TV 2 PLAY.