Folk går mod et stort festivaltelt med skiltet Heartland Banquet på en solrig dag.

Billetsalget åbner i dag: Se første hovednavn på Heartland

Heartland kan i dag offentliggøre fredagens hovednavn på næste sommers festival.

logo herognu HER&NU HN


Den midtfynske festival Heartland skyder i dag billetsalget i gang og kan i samme ombæring afsløre det første hovednavn i 2027. 

Fredagens hovednavn bliver nemlig ingen ringere end Alex Warren.

Alex Warren har stået bag det største hit nogensinde i amerikansk radiohistorie med ”Ordinary” og spillede i april 2026 en udsolgt koncert i Royal Arena. 

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Til sommer vender den amerikanske superstjerne så tilbage til Danmark med sin første danske festivaloptræden, når han indtager Heartlands største scene fredag den 11. juni 2027.

Festivaldirektør og musikansvarlig Ulrik Ørum-Petersen udtaler:

– Jeg er stolt over, at vi i dag kan skyde billetsalget til den 10. udgave af Heartland i gang med en topaktuel verdensstjerne. Alex Warren har på rekordtid bevist, at han er en af tidens absolut største hitmagere, der kan fylde arenaer over hele verden. Så det er et kæmpe scoop for os, at vi til sommer på Heartland kan præsentere hans første festivalkoncert i Danmark og hans første danske koncert uden for København.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Ung mand i rød cardigan poserer foran en blå baggrund.
Alex Warren indtager Heartland fredag den 11. juni 2027.

I kølvandet på succesen med ”Ordinary” udgav Warren sit debutalbum You’ll Be Alright, Kid i juli 2025. Albummet indeholder alle sangene fra EP’en You’ll Be Alright, Kid (Chapter 1), som udkom i efteråret 2024, samt 10 nye numre. Blandt disse numre er Warrens kæmpehit ”Ordinary”, ”Bloodline (med Jelly Roll)” og ”On My Mind (med Rosé)”. Hvor You’ll Be Alright, Kid (Chapter 1) fokuserer på at håndtere sorg, handler You’ll Be Alright, Kid i stedet om heling, modstandsdygtighed og optimisme.

I de kommende måneder vil flere navne til sommerens festival blive offentliggjort på tværs af festivalens fire programben. Heartland 2027 finder sted fra torsdag den 10. juni til lørdag den 12. juni 2027.