Tre forretningskvinder giver hinanden highfives i et lyst, åbent kontor.

Godt nyt til kvinder i overgangsalder: Det er en klar gevinst

Mange kvinder oplever, at overgangsalderens symptomer påvirker deres arbejdsliv - og for nogen er det så alvorligt, at de må stoppe med at arbejde. Nu udkommer en ny guide, der skal hjælpe arbejdspladserne med at stoppe den udvikling.

Da journalist og stifter af Menokind Maria Ørnbøl Trier gik i overgangsalder, begyndte hun at sove dårligt, havde hjertebanken og uro i kroppen, og hun blev glemsom og mere grådlabil – symptomer, som også kom til at spille ind i hendes arbejdsliv, hvor hun pludseligt kunne føle sig inkompetent. Det har hun tidligere fortalt om til alt.dk. 

Og hun er ikke alene med de følelser og problemer. 

Undersøgelse viser, at perimenopause og overgangsalder påvirker arbejdslivet for to ud af tre kvinder. Knap hver femte har overvejet at skifte job, mens fem procent har sagt op som følge af generne, og det samme tal gør sig gældende, for dem har haft sygefravær relateret til overgangsalderen.

Men kvinderne lider i stilhed. Selvsamme undersøgelse viste nemlig at kun lidt over hver tiende har talt med deres leder, mens kun tre procent har talt med tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. Ydermere viser estimerede tal fra KISO, at overgangsalderen årligt medfører 10.200 tabte årsværk. Det svarer til et samfundsøkonomisk tab på omkring fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. 

Ovenstående kan der forhåbentligt blive lavet om på nu, hvor der er landet en ny guide om overgangsalder på arbejdspladsen. Bag guiden står virksomheden Dansk Standard, og den er tænkt som støtte til dialog, refleksion og konkrete handlinger på arbejdspladsen og peger samtidig på vigtigheden af at tage højde for individuelle forskelle og tilpasse løsninger til den konkrete situation.

– Jeg er stolt af, at vi i Dansk Standard sammen med KISO, Foreningen for Kvinder & Sundhed og Hormoner på Arbejde har udviklet en guide, der giver ledere og medarbejdere et fælles sprog og konkrete værktøjer til at støtte kvinder i en livsfase, der kan opleves meget forskelligt. Vores håb er, at guiden bidrager til større forståelse og gør det lettere for kvinder at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig er der også en klar gevinst for virksomhederne, som kan fastholde værdifulde medarbejdere og styrke trivslen, siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.

Guiden kommer med bud på mulige indsatsomårder indenfor fysiske rammer, arbejdstilrettelæggelse, psykisk arbejdsmiljø, samt sociale og organisatoriske forhold.

Og ifølge Maria Ørnbøl Trier er det ikke kun en fordel for kvinderne med guidelines på jobbet – arbejdspladserne får også stor gavn af at have guidelines og særlige tiltag målrettet medarbejdere i overgangsalderen.

”De vil få glade medarbejdere, lavere sygefravær, øget loyalitet. Og ikke mindst: Bevarelse af erfaring, ledelseskompetencer og faglighed hos kvinder midt i livet. Vi taler om kvinder, der er midt i deres professionelle højdepunkt – men som risikerer at forsvinde ud ad bagdøren, fordi kroppen larmer, og ingen lytter. Det er både dyrt og dumt,” har Maria Ørnbøl Trier tidligere fortalt alt.dk.

Guiden kan downloades hos Dansk Standard.