Undersøgelser viser, at kvinder oplever så store gener af overgangsalderen,
at de kan have svært ved at varetage bestemte arbejdsopgaver, og andre takker
ligefrem nej til lederstillinger. Samtidig estimeres overgangsalderen
at koste samfundet fire milliarder kroner hvert år i tabt
arbejdsfortjeneste.
Som den første region herhjemme har politikerne i
Hovedstaden netop besluttet, at ansatte i overgangsalderen skal have mere
støtte. Vi har talt med medstifter af forummet Menokind, Maria Ørnbøl Trier om,
hvordan perimenopause/overgangsalder kan spille ind på karriere og arbejdsliv.
Journalist Maria Ørnbøl Trier begyndte at sove dårligt,
havde hjertebanken og uro i kroppen, og hun blev glemsom og mere grådlabil –
symptomer, som også kom til at spille ind i hendes arbejdsliv.
”Jeg følte mig pludselig inkompetent. Jeg glemte ord midt i
møder, følte mig helt ude af takt og begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet
kunne det, jeg før kunne gøre i søvne. Det værste var nok ikke symptomerne i
sig selv – men at jeg troede, det var mig, der var ved at knække, og det tog
mig alt for lang tid at forstå, hvad der faktisk var på spil.”
Maria fik at vide, at det nok var stress. Så angst. Så
depression. Det var det ikke. Først da hun begyndte i behandling for
overgangsalder, faldt det hele på plads.
”Det er vigtigt at sige, at det ikke skete pludseligt. Alt
det her begyndte et helt år før, jeg for alvor bukkede under. Et år, hvor jeg
prøvede at løse det med struktur, søvntracking, arbejdskalender og vitaminer.
Jeg holdt oplæg, jeg ledede projekter, jeg tog mig sammen.”
Men indeni Maria var der begyndt at ske noget, som ikke
længere kunne tæmmes.
”Jeg var i konstant alarmberedskab – uden at forstå hvorfor.
Og det er netop derfor, det rammer så hårdt: Fordi det kommer snigende. Og
fordi man – indtil det hele kollapser – stadig tror, man kan klare det selv. Og
det skal også siges helt tydeligt: Overgangsalderen holder ikke pause mellem klokken
9 og 17. Den rammer, når den rammer. I præsentationer, i samtaler, på scener,
til møder. Det er et grundlæggende skifte mellem kroppen og psyken, der ikke
respekterer arbejdstider.”
Overgangsalder er ikke et punktum
Der er blevet talt og skrevet meget om perimenopause og
overgangsalder i de seneste par år. Et emne, som før har været tabubelagt, men
i dag er blevet en mere naturlig del af kvindelivet.
Maria Ørnbøl Trier var for
et par år siden med til at stifte Menokind, som er et forum og fællesskab med
fokus på perimenopause, menopause og postmenopause. Her kan kvinder dele deres
personlige erfaringer.
Ifølge hende er der kommet en større forståelse
for, hvordan overgangsalder påvirker kvinder – også i arbejdslivet. Men det går
langsomt.
”Vi er begyndt at tale mere om det – men vi gør det stadig
med en ironisk distance. Mange ved fx stadig ikke, hvad perimenopause er. Og
selv når man ved det, kan det være svært at tage alvorligt, fordi symptomerne
spænder så bredt og ofte bliver afvist som “almindelig travlhed” eller “livets
belastninger”.
”Vi skal huske, at overgangsalderen for mange kvinder ikke
føles som et punktum – men som en destabilisering. Det er ikke bare kroppen,
der ændrer sig, det er også identiteten. Den mentale klarhed, som mange kvinder
har bygget deres arbejdsliv på, bliver pludselig sløret. Det bliver sværere at
huske, træffe beslutninger, holde overblik. Det her er ikke noget, man kan
tænke sig ud af. Det er biologi. Det er østrogen, progesteron og testosteron,
der fluktuerer og falder. Og når vi ikke forstår det, risikerer vi at tabe
kvinder på gulvet, netop når de er mest erfarne.”
Koster fire milliarder
At overgangsalder også kan påvirke arbejdslivet, viser flere
undersøgelser. Ifølge beregninger fra Københavns Universitet koster det årligt
fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste svarende til 10.198 tabte
årsværk og 243.091 lægebesøg pr. år.
Region Hovedstaden har netop besluttet at sætte gang i en ”indsats
med henblik på at oplyse, støtte og hjælpe medarbejdere i Region Hovedstaden,
som påvirkes af overgangsalderen.” I England har hver fjerde virksomhed indført
tiltag og hensyn målrettet medarbejdere i overgangsalderen. Og i Danmark
har enkelte firmaer også indført særlige menopausevilkår for deres medarbejdere.
Spørger du kvinderne i Menokinds forum, hvordan
perimenopause og overgangsalder påvirker deres arbejdsliv, beskriver mange, at
de oplever et stort tab af selvtillid.
”De bliver i tvivl, om de overhovedet dur – fordi symptomer
som søvnløshed, angst, svedeture og kognitive udfald undergraver deres
performance. Nogle bliver sygemeldt. Andre siger op i stilhed. Nogle oplever
direkte at blive fyret, uden at nogen taler om det reelle problem. Der er en
stor mængde uforløst potentiale og viden, der går tabt – bare fordi ingen tør
tage snakken.”
Personligt tror Maria Ørnbøl Trier, at vi har at gøre med et
stort mørketal.
”Alle de kvinder, der forsvinder ud af arbejdsmarkedet i
40’erne og 50’erne, som begynder at tage freelanceopgaver i stedet for fast
arbejde og skruer ned for ambitioner og synlighed – ikke fordi de ikke vil, men
fordi de ikke kan. Fordi kroppen er begyndt at modarbejde dem. Det er ikke
dokumenteret i statistikkerne, men det er tydeligt i samtalerne. De forsvinder
ikke, fordi de er trætte – de forsvinder, fordi de ikke får hjælp.”
Kan ikke løses med duftlys og vifter
Menokind og Maria Ørnbøl Trier understreger, at løsningen
ikke er “overgangsrum” med duftlys og vifter, men derimod mener de, at vi skal
have ledere, der ved, hvad overgangsalderen er – og som tør spørge ind og vise
fleksibilitet, samt HR-politikker, der anerkender hormonel sundhed som en reel
faktor.
"Det handler ikke om at gøre kvinder skrøbelige – men om at
give dem reel mulighed for at blive i arbejde med fuld styrke. Og give adgang
til reel og hurtig behandling, fx en læge, der kender perimenopausens symptomer
og tør handle på dem – uden at vente på unødvendige blodprøver eller
henvisninger, er supervigtigt. Det kan ikke understreges nok. For det er ikke
nok at have forståelse, hvis der ikke er en vej til konkret lindring. Kvinder i
overgangsalderen har ikke brug for sympati uden handling – de har brug for
sundhedshjælp, der virker. For uden behandling bliver det hurtigt en kamp,
kvinder ikke kan vinde alene.”
Og ifølge Maria Ørnbøl Trier er det ikke kun en fordel for
kvinderne –arbejdspladserne får også stor gavn af at have guidelines og særlige
tiltag målrettet medarbejdere i overgangsalderen.
”De vil få glade medarbejdere, lavere sygefravær, øget
loyalitet. Og ikke mindst: Bevarelse af erfaring, ledelseskompetencer og
faglighed hos kvinder midt i livet. Vi taler om kvinder, der er midt i deres
professionelle højdepunkt – men som risikerer at forsvinde ud ad bagdøren,
fordi kroppen larmer, og ingen lytter. Det er både dyrt og dumt.”
"Mange virksomheder taler om fastholdelse, mangfoldighed og
bæredygtighed – men glemmer, at netop denne målgruppe er nøglen. Det er ikke et
individuelt problem, som kvinder skal fikse i stilhed. Det er en strukturel
blind vinkel, som arbejdspladser kan vælge at tage alvorligt – eller ignorere.
Og når man vælger at tage det alvorligt, er der faktisk noget at vinde. Ikke
kun for kvinder – men for hele organisationen. Samfundet kan kort sagt ikke
både kræve, at vi yder, præsterer og bliver – og samtidig ignorere de
biologiske forandringer, der risikerer at skubbe os ud.”
Tal højt om det
Nye retningslinjer og guidelines om overgangsalder på
arbejdspladserne kan dog også føre til en øget stigmatisering. For selvom vi de
sidste år har talt højt om overgangsalder i podcasts og aviser, på sociale
medier og TV, har ingen lyst til at blive set som gammel og træt – og som én,
der har brug for særlige hensyn.
Derfor mener Maria Ørnbøl Trier, at det er vigtigt, at vi
fortsat taler, om perimenopause og overgangsalder som det, det er: En
fysiologisk fase, ikke en svækkelse.
”Vi skal væk fra idéen om, at det at sige højt, at man er i
overgangsalderen, er det samme som at indrømme, at man ikke kan klare mosten.
Tværtimod. At kende sine symptomer og søge hjælp er ikke et svaghedstegn – det
er et kompetencetegn. Og det kræver mod. Især i et arbejdsliv, hvor man helst
skal være konstant på, robust og i kontrol. Hvor alt, der ligner uro eller
forandring, stadig tolkes som noget, man bør skjule.”
Men når en kvinde siger: “Jeg
sover ikke. Jeg husker ikke. Jeg ved ikke, hvad der sker – men jeg har brug for
hjælp,” så gør hun det ikke bare for sig selv. Hun åbner døren for den næste.
Ikke med store erklæringer, men med helt almindelige, ærlige ord. Og vi skal
huske, hvor hurtigt normer kan ændre sig. I dag taler vi åbent om både
barselsordninger og fertilitetsbehandling. Det samme skal vi kunne gøre med
overgangsalderen. Det handler ikke om særhensyn – men om sund fornuft,
systemisk forståelse og basal arbejdssundhed.”
