Det gamle, småkolde sommerhus kom pludseligt til at betyde alverden for Pia

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Pers forældre havde købt deres sommerhus, da han var barn. Det lå i skovbrynet tæt på en sø i det midtjyske. 

Hans forældre var selv vokset op ude på landet og havde derfor brug for en modvægt til hverdagen i den lejlighed i byen, de nu boede i. Per og hans familie tilbragte stort set al deres fritid derude – også om vinteren, selvom huset kun var opvarmet med en brændeovn. 

LÆS OGSÅ

Da Louise besluttede sig for at give Lars en chance, skete der noget i hende

– Ham Lars er jo vild med dig! Hvad er der nu galt med ham? spurgte min veninde mig. Og jo, Lars var da både sød og flot, og han lagde heller ikke skjul på, at han var vild med mig. Alligevel blev jeg ved med at afvise ham. Hvorfor egentlig? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det havde jeg i mange år svært ved at forstå. Jeg var til sol og strand, så et fugtigt og køligt sommerhus i skoven trak ikke i mig.

Per og jeg mødte i sin tid hinanden til en fest. Vi var sidst i 20’erne og blev lynhurtigt forelskede og flyttede hurtigt sammen i et parcelhus i udkanten af den by, vi begge stammede fra. Vi blev gift to somre senere, og i årene efter blev vi forældre til to drenge og en pige.

I de år var det helt naturligt, at besøgene i Pers forældres gamle sommerhus var begrænsede. Vi havde nok at se til med det hus, vi selv boede i, og med tre børn var de fleste weekender optaget af sport, legeaftaler og andre aktiviteter, der alle kredsede om børnene.

Men da de blev ældre og mere selvstændige, fik vi mere fritid, og det var her, Per begyndte at bruge sommerhuset igen. Hans forældre var blevet gamle og brugte det ikke selv længere, så der var også brug for, at han tog ud for at holde stedet.

For mit vedkommende trak det gamle sommerhus fortsat ikke. Jeg ville hellere bruge mine weekender på andet end et primitivt og koldt hus. Det var Per selvfølgelig ked af, men vi havde altid været gode til at give hinanden frihed. Så mens Per tog af sted, mødtes jeg med mine veninder eller slappede af derhjemme.

At slappe af fik jeg efterhånden virkelig brug for. For selvom jeg nu havde mere luft i mit liv, fordi børnene klarede sig selv, blev mit arbejdsliv stadig mere presset. Jeg var ansat som planlægnings koordinator på en større produktionsskole. 

Det var et job, jeg ellers altid havde været glad for, men nedskæringer og personaleudskiftninger var med tiden blevet hverdag. Vi skulle efterhånden virkelig løbe stærkt for at få det hele til at hænge sammen, og det gik ud over vores arbejdsglæde. Det påvirkede alle – også mig.

LÆS OGSÅ

Problemer med din hund? Her er løsningen på de mest almindelige udfordringer

En hundepsykolog deler sine bedste tips til, hvordan du håndterer de syv mest udbredte udfordinger med vores firbenede venners adfærd.

Jeg havde mærket stressen tage til, og efterhånden fyldte den så meget, at en weekend ikke længere var nok til, at jeg fik hvilet ud. Jeg sov elendigt om natten og begyndte at melde fra, når mine veninder ville mødes på en café inde i byen eller ud at gå en tur. 

For når jeg havde fri sent fredag eftermiddag, ville jeg bare hjem og synke ned i sofaen foran fjernsynet. Nogle weekender endte jeg med at gå rundt i min housecoat, og bare det at skulle lave aftensmad eller gå ned for at handle blev en udfordring.

Per var bekymret.

– Du plejer altid at være så aktiv og skulle en masse i dine weekender? Hvad sker der?

Jeg forstod hans bekymring, men samtidig gjorde det mig kun endnu mere presset, for jeg behøvede ikke en reminder om, at der var noget galt.

En lørdag morgen skulle Per ud for at gøre sommerhuset vinterklart og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at køre med. Jeg skulle lige til at sige nej, men jeg var træt af at være træt, og det var sådan en smuk og gylden efterårsdag, så jeg endte med at tage noget varmt tøj på og tog med.

Og indrømmet: Det føltes skønt at komme væk og ud på landet. Da jeg steg ud af bilen og mærkede den kølige luft, der duftede af vådt græs og skov, skete der noget med mig. Skuldrene faldt ned, og de tanker, der konstant kværnede rundt i hovedet på mig, forduftede.

Jeg brugte dagen på at rive græsplænen for rådne blade, og da Per og jeg senere vendte retur fra en gåtur ned til søen, spurgte jeg, om vi ikke bare skulle blive og overnatte i huset. 

Per så glædeligt overrasket på mig og slog selvfølgelig til. Vi tændte op i brændeovnen og kørte så ned og handlede i den lokale Brugs. Senere lavede vi middag, og efter at have spist og siddet foran ilden med en flaske rødvin, gik vi i seng, og jeg sov for en gangs skyld som en sten gennem natten.

LÆS OGSÅ

Hendes opskrifter lever stadig – men hvem var kvinden bag Frøken Jensens kogebog egentlig?

Frøken Jensens kogebog. Bare navnet får det til at dufte af sprængt oksebryst og kåldolmere. 124 år efter udgivelsen lever bogens opskrifter i bedste velgående, men kvinden bag kender de færreste. Ny roman giver et bud på, hvem hun var – husbestyrerinden, hvis succes endte med at forsøge hendes arbejdsgiver.

Fra da af blev det gamle sommerhus mit tilflugtssted, for det var så vidunderligt at være derude. Jeg glædede mig hver fredag til at komme hjem og pakke taskerne for så at køre derud. Det var simpelthen blevet min stopknap i forhold til den stress, jeg havde døjet så meget med. 

Der var noget ved skoven og de store, stille landskaber, der var helende i sig selv.

Stort set hver weekend drager vi fortsat ud til sommerhuset, og det har vi gjort i et par år nu. Jeg har stadig travlt på mit job, men takket være sommerhuset har jeg i dag overskuddet til at håndtere det. Jeg er langt mere effektiv på mit job, og når jeg går hjem, er jeg i stand til at lægge alt det, jeg ikke lige nåede, bag mig. 

Så jeg er i den grad kommet til at elske vores helle i skoven. Det lille hus er ganske enkelt blevet min medicin mod stress, og det er vel egentlig den sundeste form for medicin, man overhovedet kan tænke sig til.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.