Foto: Caroline Abildtrup Bagger
Mette Wendelboe Okkels mistede sin mor på tragisk vis – men hendes børn blev en redning midt i sorgen
Hjemme hos Mette Wendelboe Okkels bliver sommeren 2016 omtalt som ”Liv og død-sommeren.” Inden for en ganske kort periode blev livet nemlig sat på spidsen på både godt og ondt, men midt i alt det kaotiske blev hendes børn en redning.
Der er nu gået ti år siden sommeren 2016, hvor alting syntes
at ske på én gang hjemme hos PetiteKnit-stifter og ejer Mette Wendelboe Okkels
og hendes familie.
Inden for bare to måneder startede hun virksomheden
PetiteKnit op, hun og manden Niels fik deres andet barn, de fik ham døbt, de
blev gift, og så mistede de desværre både et ældre familiemedlem og Mettes mor
til en tragisk ulykke, hvor hun blev klemt mellem to heste på sin gård i
Sverige.
– Det var en intens sommer, som bød på meget glæde
og meget sorg, men heldigvis nåede min mor at være med til vores bryllup, inden
hun døde. Jeg er min mors eneste barn, og vi tilbragte meget tid oppe i Sverige
efter ulykken for at lukke hendes virksomhed ned, rydde op, tale med advokater
og så videre, fortæller Mette Wendelboe Okkels i et stort interview med ALT for
damerne uge 20.
Da året var omme, aftalte hun og hendes mand, at 2017 skulle
blive et helt almindeligt, stille og roligt år, men da familien endnu stod midt
i orkanens øje, blev hendes børn et fast anker.
– Jeg tror også, at jeg kom nemmere videre efter
min mors død, fordi vi havde fået børn på det tidspunkt. Vi havde meget fokus
på, at børnene ikke skulle mærke noget, og det var nok på en eller anden måde
min redning midt i det hele.
Et skilsmissebarn får en kernefamilie
Mette Wendelboe Okkels egne forældre blev skilt, da hun var
ti år, og moren flyttede til Sverige, hvor hun slog sig ned med en svensk mand,
nogle heste og en tøjbutik. Mette blev hos sin far og så ikke sin mor så tit,
hvilket naturligvis var svært.
Hun har brugt tid og kræfter på at bearbejde det, og som
voksen ser hun mere nuanceret på, hvad der skete, end hun gjorde som barn. Hun
har ikke lyst til at tale så meget om det, det er for privat, synes hun, og hun
har fundet en plads til det. Det er heller ikke noget, der påvirker hende i
dag, understreger hun.
I dag har hun fem børn med sin mand og er ikke i tvivl om,
hvorfor hun har turde kaste sig ud i at lave en stor familie, når hun selv
kommer fra et skilsmissehjem.
– Det er fordi, jeg har mødt den rigtige mand. Han
har altid troet fuldt og fast på kernefamilien, og han fik mig meget hurtigt
overbevist om, at det var det rigtige. Og det viste det sig jo også at være.
Mette Wendelboe Okkels
Iværksætter og strikdesigner.
Stifter og ejer af firmaet
PetiteKnit, der sælger strikkeopskrifter og strikketilbehør.
Læste medicin i ni år, inden hun
gik fuld tid med sin virksomhed. PetiteKnit kan den 23. maj
fejre sin 10-års fødselsdag.
Mette er 37 år og gift med læge,
ph.d. Niels Okkels. Sammen
har de fem børn: Karen, 12,
Jens, 10, Ellen, 8, Anna, 6,
og Holger på 4 år.