Lisa var fortvivlet, da hendes hund forsvandt – men i sin søgen fandt hun kærligheden i stedet
Lisa var fortvivlet, da hendes hund Dagny forsvandt i flere dage. Hundetræneren Nicklas begav sig ud på en længere rejse for at hjælpe med eftersøgningen. De fandt ikke hunden – men de fandt kærligheden. Og Dagny? Ja, hun kom hjem igen.
Mikael SvenssonMikaelSvensson
Lisa Örtbrant var netop kommet ud af et 20 år langt forhold og var sikker på, at hun ville leve resten af sit liv alene med sine hunde.
Nicklas Nordwall havde også et langt ægteskab bag sig. Det var endt for et par år siden, og ligesom Lisa havde han besluttet at leve alene resten af sit liv og hellige sig sine hunde.
Men disse livsplaner blev vendt på hovedet, da de to ensomme sjæle mødtes på øen Gotland i Østersøen sidste år. Nu bor de sammen i Lisas hus i Visby, og kærligheden blomstrer.
– Det føles fantastisk, siger Lisa, 54, og Nicklas, 49, nikker samstemmende.
Omkring dem tumler en flok hunde rundt og vil have opmærksomhed. Og det var jo netop gennem hundene, at de fandt kærligheden. Eller i hvert fald gennem en af dem.
Lisa tager sin fem år gamle Cavalier King Charles Spaniel, Dagny, op på skødet.
– Det var hendes fortjeneste, griner Lisa, der er født på Gotland og har boet der hele sit liv.
Ja, nu kan hun grine ad det. Men baggrunden var alt andet end morsom, og hun stortudede, da Dagny forsvandt.
Dagny er internathund, som Lisa har taget til sig, og ud over Dagny har hun tre andre hunde. Det er ingen overdrivelse, at de er hendes store passion.
Lisa har et sommerhus på det sydlige Gotland, hvor hun var i slutningen af oktober sidste år. Det var kort efter, at hun og hendes daværende mand havde besluttet at gå hver til sit.
Annonce
Som sædvanlig lukkede hun sine fire hunde ud om morgenen, så de kunne løbe rundt. Tre af dem kom løbende tilbage hende, da hun kaldte, men Dagny var ingen steder at se. Lisa tænkte, at hun som sædvanlig havde fundet et kaninhul at kravle ind i, så hun begyndte at lede rundt om huset.
Men der var ingen spor af Dagny.
– Først var jeg vred over, at hun ikke kom tilbage. Men så blev jeg bekymret og trist over, hvad der kunne være sket med hende.
Hun lagde opslag på sociale medier, og mange mennesker blev involveret i eftersøgningen.
Lisa kontaktede organisationen ID-hund Sverige, som formidler kontakt til hundeførere med certificerede eftersøgningshunde, der kan finde hunde og andre forsvundne kæledyr.
Lisa tog kontakt til organisationen ID-Hund for at få hjælp til at finde Dagny. Og Nicklas fik opgaven...Foto: Stig Hammerstedt
– Vi kan måske ikke finde den forsvundne hunds nøjagtige placering, men vi kan spore den til et begrænset område, hvor eftersøgningen kan foregå, siger Nicklas, der har tre eftersøgningshunde og har været hundefører i flere år.
En særlig hund
På Gotland var der ingen certificerede eftersøgningshunde, så fastlandet var den eneste mulighed. Organisationen ID-hund kontaktede Nicklas, der på det tidspunkt boede lidt uden for Stockholm. Han ringede til Lisa og kunne høre, hvor fortvivlet hun var. Nicklas tilbød at komme til Gotland med sine hunde og hjælpe hende med eftersøgningen.
– Men at rejse så langt ville være at gøre for meget ud af det, syntes jeg, så jeg sagde til ham, at det ikke var nødvendigt. Men Nicklas insisterede på at komme, især efter at han havde set et billede af Dagny.
– Der var noget særligt ved hende, noget i hendes øjne, der tændte en ild i mig. Jeg ville virkelig gerne hjælpe Lisa, siger Nicklas.
Efter lidt overtalelse gav Lisa efter. Nicklas tog sine hunde med færgen fra Nynäshamn til Visby, hvor Lisa skulle hente ham i bil.
– Turen fra Visby til sommerhuset tager en times tid. Jeg var trist og havde røde øjne, og på vej til havnen spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle klare at sidde i bilen i en time med en person, jeg ikke kendte. Jeg havde ikke lyst til at småsnakke, og det ville være ubehageligt at sidde i tavshed, siger hun.
”Hvordan har du det?” var det første, Nicklas spurgte. Så kom samtalen i gang.
– Fordi jeg er vant til at møde mennesker, hvis kæledyr er forsvundet, har jeg også udviklet evnen til at være empatisk, siger Nicklas.
– Turen tilbage til sommerhuset var ikke så akavet og besværlig, som jeg havde troet, fordi vi havde noget at tale om, siger Lisa.
Niklas begyndte eftersøgningen med sin hund Sigge. De søgte hele dagen uden resultat. Men under deres fælles eftersøgning af Dagny havde Nicklas og Lisa lært hinanden bedre at kende, og der var opstået en vis sympati mellem dem.
Da dagen gik på hæld, kunne de ikke søge længere. Og der var ingen spor af Dagny. Nicklas havde booket et hotel i Visby, og Lisa skulle køre ham derhen.
På vejen tilbage til Visby følte de begge, at der var en kemi mellem dem, noget var sket i løbet af dagen.
Da Lisa satte Nicklas af, ville hun betale ham for hans arbejde og udgifter som færgebillet og hotelophold. Men han ville ikke have penge.
– Ikke engang en kop kaffe havde jeg budt dig på, siger Lisa, der havde lidt dårlig samvittighed, da hun satte ham af ved hotellet.
Annonce
– Jeg kom jo bare for at hjælpe af egen interesse, siger Nicklas.
Græd af glæde
Et par dage senere sendte Nicklas en sms og spurgte, om de kunne mødes en dag, måske hvis Lisa skulle til Stockholm?
Lisa følte sig lidt varm indeni. Selvfølgelig ville hun gerne se Nicklas igen. Det ville være rart.
Men nu var det, som om alt pludselig gik deres vej. En uge senere ringede en jæger fra det område, hvor Lisa har sit sommerhus, og sagde, at han havde fundet Dagny.
– Jeg troede, han havde fundet hende død et eller andet sted. Men så sagde han, at ”hun står her ved siden af mig”. Jeg kunne ikke tro det!
Parret har ikke fortrudt et sekund, at de flyttede sammen – med deres tilsammen syv hunde.Foto: Stig Hammerstedt
Hun hentede Dagny og ringede derefter til Nicklas for at fortælle ham den glædelige nyhed.
– Vi græd begge af glæde i telefonen.
Og tilfældighederne fortsatte med at gå deres vej. En uge efter Dagnys hjemkomst forsvandt en anden hund på Gotland, og ejeren ønskede hjælp fra en ekspert til at finde den.
Da Nicklas hørte om dette, så han sin chance. Han ringede til Lisa og sagde, at han ville tilbyde at tage til Gotland igen. Og Lisa havde ingen indvendinger...
Annonce
– Jeg tilbød at hente ham igen, når han ankom med færgen, siger Lisa, der var spændt på at se Nicklas igen.
Da han steg af båden og mødte Lisa, var det meget følelsesladet.
– Jeg kan næsten ikke tale om det, siger Nicklas og bliver synligt rørt.
– Det var et smukt øjeblik, siger Lisa.
Nicklas havde en opgave at udføre, men den forsvundne hund blev først fundet tre uger senere. Heldigvis var også den i live.
Nu følte både Lisa og Nicklas, at deres beslutning om at leve alene måtte revideres. Følelserne mellem dem var for stærke. Og den uge blev speciel på mange måder.
– Ikke alene blev Nicklas og jeg et par, jeg købte også det hus, hvor vi nu bor, siger Lisa.
– Og jeg blev erklæret helbredt for den kræft, jeg var blevet diagnosticeret med et par år tidligere, tilføjer Nicklas.
De besluttede at starte deres liv sammen, og det skulle være på Gotland. Nicklas tog hjem og solgte sit hus og tog derefter færgen tilbage til Lisa.
Efter en kort periode i en lejlighed kunne de flytte ind i det hus, Lisa havde købt. Der bor de nu med i alt syv hunde.
Annonce
Nicklas har ikke haft problemer med at vænne sig til livet på øen.
– Før jeg kom hertil for at lede efter Lisas hund, havde jeg kun været her som barn. Men at flytte hertil var ikke noget stort skridt, jeg er født i Västervik og er vant til at bo i en mindre by. Jeg føler mig mere fri her. Og så får jeg lov til at være sammen med Lisa, smiler han.
– Det var nok mig, der var mest bekymret for, hvordan du ville trives her, siger Lisa.
At der gik så kort tid, fra de mødtes, til de flyttede sammen, ser de ikke som noget problem
– Nej, vi er omkring 50 år, så hvorfor vente, hvis alt føles rigtigt? Det er bare at gøre det.
Dagny gnider sig mod Lisas ben og ser op på hende. Måske føler hun, at hun har æren for sin ejers lykke?
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.