Kvinde holder om mand udendørs og ser eftertænksomt væk fra kameraet.

Jeg har mødt en 10 år yngre mand - men ekskonen spøger stadig

En læser har skrevet til Nillou Zoey Johannsen for råd til, hvad hun skal stille op med sin forelskelse i en mand, der har en del bagage med. Læs hendes svar her.

alt.dk logo

Jeg har mødt en 10 år yngre mand med to yngre børn, og havde det været på en dating app ville jeg aldrig have swipet ja – fordi 10 års aldersforskel, en lille datter og nyligt skilt er et kæmpe NEJ TAK for mig. 

Men kemien og den måde vi havde det sammen på, slog benene væk under os begge to. Han havde datet lidt før, men fundet ud af, at det alligevel var for tidligt, men da vi mødte hinanden, var der ingen af os, som kunne sige nej. 

Jeg har omsorgssvigt i min bagage og har altid haft en masse regler for at passe på mig selv, men med ham faldt alle forsvarsmekanismer til jorden. Alt i mig var trygt. for på alle måder var vi et match. Vores forelskelsesfase varede cirka 14 dage, så kunne jeg både se og mærke en forandring især i vores kommunikation og kontaktform. 

Når han var sammen med mig, var han 110% på. Det var intenst, nærværende, dejligt, varmt og lækkert, men når han tog hjem, svarede han meget kort. Det var som om, at han trak sig, og kontakten stod i stor kontrast til, når han var hos mig. Selvom han havde den adfærd, var jeg 110% tryg, når han stod udenfor min dør.

Der var mange problemer i hans bagland, og jeg ville egentligt gerne have støttet ham på sidelinjen. MEN min angst for at miste blussede op, dels ved hans kontaktform men især fordi det blev tydeligt, at hans ekskone var for meget til stede i hans liv. Han sagde, at han kun støttede hende af praktiske grunde, og det havde de aftalt, da de gik fra hinanden. Jeg sagde til ham, at det pustede til min angst for at miste. At jeg var forvirret over, at de var skilt, men hele tiden havde lagt aftaler ind og lavede parting sammen. Han forsvarede det med den gamle aftale om at hjælpe hinanden, og at han gjorde det af praktiske grunde.

Efter halvanden måned endte vi med at sige pænt farvel til hinanden. Jeg er ked af det og svæver i det uvisse. Jeg vil ham rigtigt gerne, og min krop og sjæl har svært ved at forstå, at noget, der føles så rigtigt, går galt.

Kan du råde mig og se, om vi har en fremtid sammen? 

Nillou svarer:

Jeg vil starte med at skrive, at jeg er helt indforstået med, at man kan blive ramt af kærlighedspilen efter ganske kort tid. Og at det både kan være dybt og ægte og smerten tilsvarende, når det ikke lykkes. Kærlighed skal anerkendes for sin dybde og ikke kun for den tid, man har brugt sammen, så til at starte med, vil jeg invitere dig til at anerkende dig selv for, at du rent faktisk er i stand til at elske dybt.

Det er så langt fra alle, der kan det. For mig er det livets nådegave, at du trods alle dine regler og omsorgssvigt i din bagage, stadig har et hjerte, der kan åbne sig vildt for et andet menneske. Lad os aldrig nogensinde gøre det forkert, for det er noget af det, der gør os til mennesker. Hjertet er på overfladen skideligeglad med hans livsomstændigheder. Det har genkendt ham, og det elsker ham, og hjertet er dit stærkeste organ, så det nytter ikke at modsætte sig dets vilje.

Det er din superpower

Jeg går direkte til din øvelse, der kan føles umulig, men det er det ikke, tro mig. Hvis du kan tillade dit hjerte at elske en, du ikke kan få, så har du healet dine kærlighedssår og omsorgssvigt fra tidligere. Jeg fornemmer næsten, at du forsøger at gardere dig mod din evne til at elske dybt, fordi du er blevet såret før, men jeg er nødt til at skrive, at det netop er din superpower, du har afskåret dig selv fra at mærke. For når du kan elske så dybt, kan du også tilgive og slippe dybt, uden at lukke dit hjerte.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil anerkende det magiske ved at være sammen med én, man er så draget af, og jeg anerkender også fuldt ud det smertefulde i tabet, men det er nu engang sådan, det er for jer, at I ikke kan være sammen, så hvordan kan du bruge energien til at få healet dig selv, er det, vi interesserer os for. I det følgende er mit blik på jeres situation, ganske kort, fordi du har skrevet indgående og søger forståelse:

Skriv til Nillou

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn. 

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion. 

Han lyder fair ud fra sine svære omstændigheder, og det samme gør du. Han skal have tid til at lande i, hvordan han vil leve med sin eks og børnene samt de svære omstændigheder. Det må livet vise ham. Du vil ikke være hende, der presser ham til ikke at hjælpe med kaninerne. Han skal selv finde sin balance. Situationen med børnene (som er skåret væk, red.) lyder supersvær for ham, og jeg forstår godt, at han ikke kan navigere i din separationsangst oveni, og det er ikke, fordi det er forkert, at din angst bliver aktiveret. Men der er noget indeni dig, du selv mangler at møde kærligt og empatisk. Han er en katalysator, der gør dig opmærksom på de sår. Du vil heller ikke være den kvinde, der ikke kan rumme, at han holder jul med sin familie, selvom de er skilt. Det handler om børnene, og du vil gerne være et sted, hvor du kan støtte ham i at være den bedste far i verden for de børn, der ikke selv har valgt, at deres forældre bliver skilt. Men det er svært, når du ikke har healet dit eget indre barn, så det ikke bliver aktiveret. Helt fair. Det er kort sagt sådan, jeg læser det. Bliv bevidst om den pige i dig, der føler sig forladt. Der er noget, som gerne vil heles, og jeg tror, at du er klar.

Samtidig synes jeg, at du skal invitere hans energi (tanker om ham, minder, duft og følelser) ind i dit liv, fordi han på en lækker måde har vist dig, at kærligheden bryder alle vores regler og forestillinger. Vi er tilbage ved din øvelse, jeg skrev om tidligere. Kan du tillade dig selv at trække de gode oplevelser ud, kan du tillade dig at være hende, du var sammen med ham, selv når han ikke fysisk er der? For i energien er han jo i dit liv.  

Find din egen vej

Noget af din sorg handler om, at du selv mødte en side af dig selv sammen med ham, du supergodt kan lide, og som du nu føler, at du har mistet, fordi han ikke er der. Men det er ikke sandt. Du kan træffe det valg at holde fast i den, du blev med ham, uden ham. En version af dig selv, du ikke anede eksisterede før ham. Det er også vejen til healing: At hylde kærligheden og den forandring, den har skabt i dig, med eller uden ham.

Kortene er 8 of Cups, 5 of Swords og 7 of Pentacles.

I har brudt og gået hver jeres vej, fordi der er en svær konflikt i hans liv, der ikke er parat til den kærlighed, du længes efter. Så det er bedst at slippe og finde en vej for dig selv. Det er ikke en tid til at gå imod ham, men til at finde dig selv og din egen høst i livet. Jeg tror ærligt ikke, at du finder afklaring ved at mødes med ham og tale. I har en forbindelse, men han er ikke parat. Det er dig, der skal gå videre herfra.

Jeg spurgte til det gode råd for dig og fik Strength og The Devil. To store arkanakort, der begge peger på noget skæbnebestemt.

Situationen vil hjælpe dig med at finde din egen sande styrke, den der bor i hjertet, og i den proces møder du din dybeste frygt, som Djævlen repræsenterer. Husk på, at det største lys ofte findes i det dybeste mørke. Djævlen er her ikke for at skræmme dig, men for at vise dig, hvor du bliver afhængig af et andet menneske. Hvor du afgiver din power af frygt. Undersøg denne frygt modigt, og tillad tårer, negative fortællinger, sår, så mørket blive renset ud af kroppen, og du vil opdage, at du indenunder altid har været sand styrke. Intet er mistet, men du har muligheden for at genfinde dig selv på ny.

Jeg ønsker dig alt lys.