Flemming Østergaard var 14-15 år, da han for alvor fik øje
på Inge til den daglige morgensang. De boede i nærheden af hinanden, så han
vidste godt, hvem hun var, men han vidste også, at hun ikke var lige sådan at
komme i nærheden af. Det holdt ham dog ikke tilbage.
– Inge var en populær pige, men det var almindeligt kendt,
at hun ikke havde nogen interesse i drengene. Vi havde begge to en morgentjans
inden skoletid, hvor vi tjente penge ved at køre ud med brød og mælk fra to
forskellige bagerier, og på et tidspunkt begyndte vi at mødes på vores ruter.
Vi drak mælk, spiste et stykke wienerbrød, snakkede lidt, og så cyklede vi
videre i hver vores retning, fortæller Flemming Østergaard i et stort interview
med ALT for damerne uge 21.
– Jeg kom sammen med
en anden pige, men hende slog jeg op med. Inge og jeg holdt i hånden første
gang i Tivolis Koncertsal i september 1957, og siden da har vi faktisk været
sammen. Vi blev gift ni år senere. Vi har siden spøgt lidt med, at vi sgu ikke
blev gift af kærlighed, men fordi ægteskab var en nødvendighed for at få
fingrene i en af de 80 nye ungdomsboliger, der på det tidspunkt blev bygget i
Gentofte kommune.
Mange af de andre unge, der blev gift af samme grund, blev
hurtigt skilt, fortæller Flemming, men sådan gik det ikke for ham og Inge. For
der var virkelig kærlighed til stede. Og masser af rummelighed. Især fra Inges
side.
– Jeg var fuldstændig idrætsgal allerede dengang og spillede
både fodbold, tennis og badminton. Jeg trænede hele tiden og var virkelig meget
væk, og når jeg kigger tilbage på det i dag, kan jeg se, at jeg altid har haft
nogle frihedsgrader, som mine venner ikke havde. Inge spurgte aldrig, hvad jeg
skulle, eller hvornår jeg kom hjem, hun sagde bare ”god fornøjelse”, når jeg
gik ud ad døren, og sådan har det været gennem hele vores liv. I mange år havde
jeg 140-150 rejsedage om året, mens Inge stod for familien, vennerne og huset
derhjemme. Hun beklagede sig aldrig. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk, at hun
fortjente en anden end mig, fordi jeg var så fandens egoistisk. Jeg gjorde
lige, hvad der passede mig, og i forbindelse med vores diamantbryllup sagde vores
børn, med glimt i øjet, at vi kun havde været gift i 30 år, fordi jeg havde
været væk halvdelen af tiden.
Stor
taknemmelighed
I forbindelse med parrets diamantbryllup i marts 2026 skrev
Flemming Østergaard på Facebook, at han har været et heldigt menneske, der har
fået lov til at elske Inge et helt liv, og for ham er taknemmeligheden over det
delte liv stor.
– Jeg har vundet i lotteriet med Inge, og hvis jeg havde
giftet mig med en anden, var jeg helt sikkert blevet skilt for længe siden. Jeg
har altid sagt, at hvis jeg blev spurgt, om jeg ville gifte mig med Inge igen,
ville jeg til hver en tid og uden tøven sige ja. Når Inge fik samme spørgsmål,
svarede hun altid, at det var hun sgu ikke helt sikker på, at hun ville, haha.
Så ja, jeg gentager mig selv, men jeg kan bare sige, at hold kæft, hvor har jeg
været heldig.
En uge efter interviewet med ALT for damerne blev lavet, sov
Inge stille ind om morgenen den 21. april 2026 efter at have været syg med
Alzheimer de seneste fem år.
Flemming skrev på Facebook, at han havde været ved hendes
side og sovet hos hende på plejehjemmet Rude Skov de sidste tre nætter, og at
den nærmeste familie også havde været der for at tage afsked. Han skrev
desuden: ”At tage afsked med Inge efterlader et savn, jeg ikke kan sætte ord
på. Men også et behov for at fortælle om det liv – og det forløb – vi har været
igennem. At leve med Alzheimer er ikke kun at miste et menneske lidt efter
lidt. Det er også at kæmpe for at bevare værdigheden – for den, der bliver syg,
og for dem, der står ved siden af.” ”Inge var et menneske, der samlede andre.
Hun bar en kærlighed og en tålmodighed, som jeg selv har levet på i et helt
liv. Jeg håber, at hendes forløb – og vores historie – kan minde os om noget
vigtigt: At værdighed ikke er en luksus i vores samfund. Det er et ansvar. Et
ansvar vi alle deler.”
