Ægteparret Lise og Claus bruger begge paryk – og de er ikke bange for at tale højt om det
Lise bærer en top extension, mens Claus supplerer hårpragten med et såkaldt hårsystem. Det nordjyske ægtepar lægger ikke skjul på, at de hver især har brug for hjælp på toppen – og den slags bør vi andre heller ikke skamme os over, mener de. Træd med indenfor i en verden af parykker og toupéer.
Susanne H. KnudsenSusanne H.Knudsen
Blonde, brune, sorte og grå totter stikker op af kasserne, stablet fra gulv til loft i den trange gang på førstesalen.
At hår er omdrejningspunkt her, er der ingen tvivl om, men forretningen med det skønne navn Toftild Alternativt Hår i det centrale Aalborg er ingen almindelig frisørsalon.
Hårtotterne i kasserne er nemlig akrylparykker og -toupéer. Skabt til mennesker, der mister håret eller oplever, at det bliver tyndere. I snart et kvart århundrede har ægteparret Lise og Claus Toftild stået i spidsen for foretagendet, som Claus’ forældre grundlagde.
Men for dem er det ikke blot et arbejde; at afhjælpe hårtab er deres passion.
– Jeg kan rigtig godt lide, at vi ikke udskammer skaldede mennesker – men vi skal også undlade at pege fingre ad dem, der ikke bryder sig om at se sig selv uden hår, siger 60-årige Lise Toftild.
Lise og Claus arbejdede de første år sammen med Claus’ forældre. Historien gentager sig, for i dag er sønnen Christian og kæresten, Rikke, en del af Toftild. Planerne for et generationsskifte er under udarbejdelse.Foto: Privat
– Personligt er vi ligeglade med, om folk har hår på hovedet eller ej – men vi er ikke ligeglade med, om folk har et valg. Det skal være lige så stærkt at gøre noget ved hårtab som at være skaldet.
Skaldet i blæsevejr
Selv går ægteparret hjertens gerne foran med et godt eksempel. Hårtab er ganske vist ikke længere det tabu, det engang var, men ifølge Lise og Claus lever fordommene alligevel i bedste velgående. Og sproget bekræfter dem.
Hos Toftild får mænd derfor ikke en toupé.
– Når vi siger toupé, får de fleste et billede af en flad, fedtet ting, der sidder løst på hovedet af en ældre mand og ryger af i blæsevejr, smiler 60-årige Claus Toftild.
Annonce
– Men sådan er virkeligheden ikke. Så for at undgå stigmatiseringen kalder vi det for et hårsystem – eller blot ”mere hår”.
Heller ikke kvinderne i butikken bliver mødt med tilbuddet om en toupé. Her taler Toftild-teamet om hair toppers eller top extensions.
– Kvinder bliver tit overraskede, når de ser, hvad det er: ”Nåh, er det bare sådan en lille fætter, jeg skal have på?”, siger Lise og fisker en lille grå hårtot op af en kasse.
Sådan én tester hun selv i øjeblikket.
– Jeg har frontal fibroserende alopecia, hvor min hårgrænse rykker sig. Jeg kan godt lide at have pandehår, men i dag kan jeg kun få tre forkølede striber, og det gider jeg ikke. Derfor har jeg et pandehår sat på med hudlim – og jeg kunne også få sat ekstra hår på med clips.
Ligeledes tyede Claus til et hårsystem, da han midt i 40’erne begyndte at miste sit hår.
– Det er jeg åben om, for det betyder meget for kunderne, at de kan spejle sig i os, siger han.
Lise og Claus er åbne om, at de supplerer deres naturlige hår med henholdsvis en lille top extension og et hårsystem.Foto: Betina Fleron
Nørdet paryk-håndværk
Parykker og toupéer – eller extensions og hårsystemer – er i dag hans og Lises livsværk. Efter endt frisøruddannelse fik Claus i sin tid job hos en af Tysklands største parykproducenter. Her lærte han at lave parykker fra bunden, og selv om det ikke længere er særlig økonomisk, har han aldrig mistet interessen for håndværket.
Derfor lå det ham heller ikke fjernt at træde ind i sine forældres firma.
Annonce
– Jeg elsker at nørde i hårbunde, teknikker, mængden af hår og hårtyper, siger han – og tilføjer: – Men det betyder også meget at møde kunderne og hjælpe dem.
For Lise var vejen ind i familiefirmaet lidt længere. Hun arbejdede med salg og markedsføring og siden som tyskunderviser. Men så stod Toftild over for et generationsskifte.
– Og der var ingen med mine kompetencer i virksomheden, så det lå lige for. Men dengang forestillede jeg mig, at vi kunne arbejde sammen, mens børnene var små – jeg blev bare hurtigt forelsket i arbejdet, fortæller hun.
– Det er fantastisk meningsfuldt, og vi bliver vist en enorm tillid, som jeg er meget ydmyg over for.
Hår-tanker i enrum
65 procent af de kunder, der kontakter Toftild, lider ligesom Lise af alopecia – en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber hårsækkene og stopper væksten.
Mere om Toftild
Toftild Alternativt Hår blev grundlagt i 1979 af Claus’ far, Henning, som også drev frisørsalon. Hans mor, Ulla, arbejdede også i virksomheden. I 1998 lukkede salonen, da salget af parykker og toupéer tog fart.
I 2002 overtog Lise og Claus virksomheden, og i dag er sønnen Christian og hans kæreste også en del af den. Toftild Alternativt Hår har 23 ansatte fordelt på butikker i Aalborg og Aarhus og på Frederiksberg.
De resterende 35 procent har mistet håret på grund af andre hudsygdomme, kemobehandling eller hormonelle forandringer.
– Vi er ikke læger eller terapeuter og kan ikke behandle kunderne. Men vi kan ofte berolige dem, der tror, at de fejler noget alvorligt, mens de venter på en tid hos hudlægen, forklarer Lise.
– For vi kender til hudlidelser og ved, at hormonelle forandringer kan bremse hårets vækst. Det giver kunderne tryghed. Andre er i behandling hos en hudlæge, men føler sig fortabte, fordi de ikke aner, hvordan de skal leve med deres hudlidelse.
Lise og Claus ved desuden fra deres konsultationer, at mange har svært ved at erkende, at de behøver hjælp. Hos Toftild er der derfor private rum, hvor kunden i fred kan beslutte, om løsningen er en decideret paryk eller blot supplerende hår i form af for eksempel en toupé.
Annonce
– Jeg kan ofte tage seks mål af hovedet og fortælle, hvad der er på spil, inden kunderne får fortalt, hvad de gerne vil have, siger Claus.
– Jeg har talt med så mange mennesker, at jeg hurtigt ved, hvilken vej vi skal vælge – og min erfaring gør, at jeg kan tænke ud af boksen.
Forfængelige mænd
I dag mister omkring 40 procent af alle mænd håret. Noget, mange tidligere forsøgte at skjule, men fra vinduerne ud mod byens travle liv har Lise og Claus gennem årene været vidne til en udvikling.
Virksomhedens oprindelige navn, Toftild’s Toupé- og Paryk Atelier, blev i 1980’erne ændret til Toftild Alternativt Hår.Foto: Privat
– I dag er det ikke usædvanligt at se skaldede mænd i gadebilledet, siger Claus. – Faktisk var det længe sådan, at en rigtig mande-mand var skaldet. Men de senere år har vi oplevet, at mænd går mere op i deres udseende – får ansigtsbehandlinger og går i barber-shop.
Og så er de begyndt at komme her, fordi de faktisk er trætte af at være skaldede.
For kvinder er synet på hårtab anderledes. Influencere på sociale medier har gjort parykker til modetilbehør, og kvinder er nysgerrige på de løsninger, der findes.
Alligevel oplever Lise, at omverdenens blik på hårtab kan gøre valget svært.
– Kvinder får ofte at vide, at de skal omfavne, at de er skaldede, og ikke behøver at gemme sig bag et tørklæde eller en paryk, siger hun.
– Men det er nemt at sige, når man ikke selv står i situationen. Når vi ser en kvinde uden hår, drager vi automatisk den konklusion, at hun er syg, og så står hun midt i en samtale, hun ikke har bedt om.
Annonce
Her er Lise og Claus altid klar til at finde en løsning – og måske tale problemet lidt ned.
– Det er trods alt kun hår, som Lise siger. – Misforstå mig ikke, det betyder rigtig meget for mennesker, der mister det; det er en svær situation.
Men vi skal have letheden ind, når vi taler om løsninger, fortsætter hun med et smil.
– Parykker og top extensions er ikke så meget anderledes end andre ting, vi gør – for eksempel at få lavet negle eller at påsat længere øjenvipper.
Lise og Claus Toftild, begge 60 år
Lise er uddannet i sprog og markedsføring samt journalistik,
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.