Pernilla August: ”Skulle jeg gå på pension? Nej, det er jeg alt for rastløs til!”

Hvis Pernilla August ikke var endt i film- og teaterverdenen, kunne hun meget vel være blevet psykolog. 

Hun inter­esserer sig nemlig for menneskers indre – og det er måske ikke så overras­kende, for en stor del af skuespillerjobbet består i at sætte sig ind i andres reaktionsmønstre og syn på livet.

– Jeg havde ikke karaktererne til det, siger den 68-årige svenske skuespillerinde. – Men psykologfaget ligger tæt på skuespil – det handler om at forstå mennesket; hvorfor vi er, som vi er, og handler, som vi gør.

Afstumpet karakter

I filmen 'The Dance Club', som kan ses på blandt andet HBO Max, undersøger den svenske instruktør Lisa Langseth et samfund, der forsøger at medicinere dele af sig selv væk, og i filmen spiller Pernilla en kvinde, som i personlighed og værdier ligger meget langt fra hende selv, nemlig en direktør i en privat virksomhed, der bekymrer sig mere om profit end patienternes trivsel og er næsten allergisk over for følelser.

– Hun er en speciel kvinde, venlig på overfladen, men kold indeni, og hun taler et fagsprog, jeg ikke er vant til. Jeg kunne overhovedet ikke identificere mig med karakteren og hendes afstumpethed, fortæller Pernilla.

– Men det var utroligt sjovt, og Lisa er en fantastisk instruktør, en enestående historiefortæller. Det er modigt, at hun tør gå ind i den her problematik og give et kritisk spark til privatiseringen af sundhedsvæsenet.

Pernilla tror til gengæld, at mange vil kunne genkende sig selv i flere af filmens andre karakterer, for de fleste familier har en eller flere berøringsflader med psykiatrien, og det har samtidig fået hende til at reflektere over, om samfundet var mere tolerant før i tiden.

– Jeg tror, der fandtes lige så meget mistrivsel og lige så mange diagnoser, men måske var der mere plads til det anderledes. I dag får man ikke rigtig lov til at være den, man er, og der er mindre rum til at blomstre. Det er sørgeligt og lidt skræmmende – især når man ved, at der ligger penge bag antallet af udførte ud­redninger, siger hun.

Skiftede venner

Den psykologiske analyse retter Pernilla også ofte mod sig selv, især hvad angår den rastløshed, der har fulgt hende livet igennem, hvor hun med jævne mellemrum har lavet nye begyndelser.

– Ja, sådan cirka hvert syvende år har jeg foretaget større forandringer i livet, siger hun.

For hende er nye begyndelser vigtige, for de giver energi, mens tanken om at sidde fast i vante mønstre skræmmer hende.

– Jeg sørger for hele tiden at skubbe mig selv fremad, som hun siger, og hun fortæller, at hun som ung eksperimenterede med at bevæge sig mellem forskellige vennegrupper og skifte tøjstil for at se, hvor hun passede ind.

– Det var spændende at se, hvem jeg blev i forskellige sammenhænge. Nu kan jeg se, at det var en øvelse og en forberedelse til arbejdet som skuespiller.

Flytter hele tiden

I voksenlivet har rastløsheden blandt andet vist sig ved, at hun har bygget nye boliger og gennemført store renoveringer. Hendes mor flyttede ofte, så det ligger i blodet at skifte base med jævne mellemrum, og Pernilla selv har for eksempel boet i fire-fem forskellige lejligheder alene i Gamla Stan i Stockholm.

– Jeg tror, jeg fører i lejlighedsskift i Stockholm! smiler hun. – Og jeg ejer stadig ikke en lejlighed. Det er et tilbagevendende mønster; jeg fantaserer om, at jeg i hvert nyt hjem opdager en ny side af mig selv. Det handler ikke om at flygte, men snarere om nysgerrighed, og det er på en måde blevet en del af mit skabende arbejde.

Hendes passion for arbejdet er heller ikke aftaget med årene, faktisk vokser den, men selv med massiv erfaring synes hun ikke, det bliver lettere.

– Jeg tager mit arbejde meget alvorligt og synes stadig, at det at skabe er utroligt sjovt. Hvad skulle jeg ellers gøre, gå på pension? Nej, det er jeg alt for rastløs til!

Under pandemien blev Pernilla dog tvunget til at beskæftige sig med noget andet og begyndte at dyrke have, og inspireret af sin mor, som var keramiker, at dreje ler.

– Gennem keramikken fik jeg afløb for en anden form for kreativitet. Men det var virkelig en kortlivet pandemihobby – jeg har stadig leret, men det er nok tørret ud nu, griner hun.

Håndarbejde heler

En interesse, der derimod har vist sig varig, er madlavning – også et talent, Pernilla har arvet fra sin mor, og hun sammenligner køkkenet med en instruktørstol.

– At instruere minder meget om at lave en middag for mange mennesker: Man skal holde maden varm til alle, skabe en hyggelig stemning, placere de rigtige personer ved siden af hinanden og sørge for, at bordet er smukt. 

Det handler om at uddelegere og have overblik over alle detaljer, siger hun.

For Pernilla er madlavning også en vej til restitution; en måde at lade andre dele af hjernen arbejde på. Når uro og angst trækker dybe spor i sindet, så tankerne kører i samme rille, fungerer de kreative projekter – mad­lavning, byggeri, skabende arbejde – som en plov, der vender jorden.

– Det er fysiologisk, og det er så smukt. Når man får lov at tænke “bygge-tanker”, brydes mønstre af bekymringer om børn, arbejde og manuskripter. Jeg tror, det er derfor, kvinder til alle tider har beskæftiget sig med håndarbejde. 

Ikke kun for at ende med en vante – men fordi hjernen har brug for kreativiteten og helingen.

Biografens ro

Pernillas hus i Österlen i Sydsverige, hendes ”andet hjem”, har været hendes fristed i over 30 år, for her falder kroppen endelig til ro.

– I den lille biograf i Kivik ser jeg de fleste af mine film, og jeg elsker det. Der kan jeg sidde stille gennem en hel film uden den mindste rastløshed, fortæller hun og understreger, at der for hende er få ting, der slår det at sidde i en biografsal omgivet af mørket og lyden og i fuld koncentration om én fortælling.

LÆS OGSÅ

Madeleine kæmpede med eksem og træthed - svaret fra lægen var overraskende

Midt i livet fik Madeleine Larsen at vide, at de konstante maveproblemer, som lægerne troede var alt fra IBS til mavesår, i virkeligheden var noget helt andet.

Så det ærgrer hende, at biograf- og teaterbesøg falder markant.

– Udviklingen er både trist og bekymrende, og samtidig med at publikum svigter, er der kræfter, der vil trænge kulturen tilbage. Det gør behovet for at værne om den endnu mere presserende, siger hun.

Savner leg og fantasi

Hvad der afgør, om Pernilla selv siger ja til en rolle, er ikke så meget om selve karakteren. Det afgørende er sammenhængen, instruktøren og manuskriptet.

– Jeg laver kun det, jeg synes virker sjovt og udfordrende, siger hun og nævner den svenske ungdomsserie 'Skarn­bassen flyver i skumringen' som et eksempel på netop det.

Tv-serien, der kan streames på DR, foregår i 1970’ernes Småland, før børn havde skærme, og den får Pernilla til at savne legen og fantasien hos nutidens børn.

– Det er fantastisk, at man laver noget til børn i den alder. Fantasien, der får lov at flyde, og fortællinger, der tages alvorligt, har jeg savnet. Børn er i dag så fyldt op med tegnefilm, siger Pernilla.

– Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, men jeg husker, hvor meget det betød for mig at se de dramatiserede fortællinger – alt fra 'Vi på Krageøen' til 'En kærlighedshistorie' af Roy Andersson.

Den vigtige mormor

Pernillas egne tre døtre er gået i deres mors fodspor, og hun har desuden medvirket i samme tv-serie, 'Hændelser ved vand', som både Asta og Alba.

Asta og Alba har gået på teaterskolen i Danmark, og Pernillas ældste datter, Agnes, er scenograf og kostumedesigner. Pernilla mener dog ikke, at det nødvendigvis er let at vokse op i en familie som hendes.

– Jeg forestiller mig, at der er et helt andet pres. Men jeg må sige, at jeg elsker det – at vi arbejder med de samme ting, gør, at vi let relaterer til hinanden. Vores middage, hvor vi alle sidder og taler, selv om det sker sjældnere nu, er noget af det bedste, jeg ved.

Pernilla har desuden tre børnebørn, alle under seks år, og de bor tæt på, så trods optagelser og rejser forsøger hun at hente i børnehaven og lege med de små så ofte som muligt.

Den tabte kærlighed

Tidligere har Pernilla været gift med forfatteren Klas Östergren, som hun har Agnes med, og den danske instruktør Bille August, som er far til døtrene Asta og Alba. Begge ægteskaber varede i syv år. 

For tre år siden blev hun gift med Isac Larsson, en barndomsven og måske hendes allerførste kærlighed.

Denne gang vil hun bryde syvårs­grænsen, siger hun, for nu er det slut med nye begyndelser med forskellige mænd. At finde sammen med Isac igen beskriver hun som noget særligt, næsten en gave. De kendte hinanden allerede som tiårige, og livet førte dem i forskellige retninger, men Pernilla finder noget dybt smukt i at mødes igen.

– Det er det samme blik, de samme øjne nu som dengang. Øjnene er menneskets sjæl, og det var det, jeg faldt for, siger hun.

Hun har ikke lyst til at dele detaljer om sit privatliv, men det er svært at skjule følelsen. At forelske sig i en, man kendte som barn, er, siger hun, som at træde ind på et højere plan: Man ser ikke kun det voksne menneske, men også barnet, man engang mødte.

Både hun og Isac er 67 år. De har levet lange liv og deler en ro og tålmodighed, som ifølge Pernilla er uvurderlig.

– Det er nogle egenskaber, man får med, når man mødes senere i livet, siger hun og fortæller, at hun befinder sig et godt sted og har meget at være taknemmelig for.

Bitterheden skræmmer

– At være sammen med min familie og have alle samlet er det, der gør mig aller­mest glad. Mine børn og børnebørn er det smukkeste, jeg har. Men også stille øjeblikke, som når jeg er med Isac på en sejlbåd langt ude på havet, gør mig lykkelig. 

Stunderne i huset i Skåne, eller når vi tager til vores landsbyhus i Frankrig. Jeg føler mig ydmyg og taknemmelig for livet, som har givet mig så meget og gjort mig til den, jeg er i dag, fortsætter hun.

– Det har absolut ikke været let, men jeg har valgt at se mine udfordringer som noget, jeg har lært og udviklet mig af. Bitterhed kan skræmme mig, og derfor har jeg bevidst holdt den på afstand. 

Jeg har ikke haft meget misundelse eller jalousi i mig, men den der bitterhed har fungeret som en advarselslampe for mig.

Verdenssituationen kan dog godt skræmme Pernilla, indrømmer hun.

– Verden er så hård og kold, med så mange krige. Jeg tænker ekstra meget over det nu, hvor jeg ser mine børn og børnebørn vokse op. Den verden, jeg selv voksede op i, føltes varmere, venligere og mere tolerant, siger hun og beskriver sin nysgerrighed som sin egen største styrke.

– Det lyder måske banalt, men jeg ser mit arbejde som en form for forskning og undersøgelse. Min største styrke er, at jeg har forsøgt at bevare min åbenhed, lege­sygen og barnet i mig. 

Jeg har kontakt med en grundfølelse i mig selv og kan på den måde møde verden og nye roller med åbne øjne.

LÆS OGSÅ

Evas svigermor blandede sig i alt - til sidst skrev hun et brev

Eva har skrevet et brev til sin svigermor.