Cathrine Widunok Wichmand får ofte skylden for deres kaotiske familieliv: ”Jeg bliver set som en dårlig forælder”

Jeg vil starte med at sige, at jeg har været virkelig nervøs for det her interview.

Foran iværksætter og influencer Cathrine Widunok Wichmand ligger bunkevis af papirer og noter. Det er vigtigt for hende, at hun får sagt alt det, hun har villet sige siden mediestormen sidste år.

Faktisk er det, i skrivende stund, præcis et år siden, at Cathrine udgav en video på sin Instagram, hvor hun glad fortalte, at hun havde været på kommunen for at søge bevilling til personlig assistance på baggrund af sin ADHD-diagnose – en mulighed, hun ikke vidste, at hun havde, og en mulighed, hun ville gøre sine følgere opmærksomme på.

Det blev til overskrifter som ”Konservativ politiker er rystet: Influencer bor i millionvilla på Frederiksberg og får alligevel personlig assistent betalt af det offentlige”.

”Det gør du bare ikke”

Den negative opmærksomhed satte sig spor på både Cathrine Widunok Wichmand og hendes familie, og selvom de så småt kan se tilbage på det som et overstået kapitel, blussede det hele op i hende igen, da hun for nylig cyklede forbi en af de rystede politikere.

– Det var helt vildt at støde på ham nu, lige inden jeg skulle lave det her interview og på årsdagen for alt det møg, vi har været igennem. Jeg stoppede faktisk cyklen lidt længere henne og vendte mig om til min mand og sagde, at jeg har brug for at gå hen til ham og sige ”Hej, det er mig. Jeg vil bare sige, at det, du gjorde, var virkelig ikke i orden”. 

Jeg har aldrig mødt manden, i virkeligheden er jeg bare en borger, der er blevet hængt ud.

– Jeg kiggede ned i ladet på cyklen og så på mit lille barn, der bare gerne ville hjem, ikke skændes med politikere, men jeg vil jo også gerne vise mine børn, at man skal stå op for sig selv. At man skal sige fra. Vi har et barn med ADHD og autisme, som jeg ser blive misforstået hver dag i sit møde med omverden. 

Som forælder gør jeg en dyd ud af at lære mine børn, at de har værdi, at de er lige værdige her i livet, at de ikke er forkerte – og ikke skal lade andre gøre dem forkerte. Det var en mulighed for at stå op for både min familie og mig.

– Min mand sagde ”det gør du bare ikke”. Og det havde han ret i. At jeg ikke skulle sige noget til ham, men hold kæft, hvor havde jeg lyst.

Troværdighed er det vigtigste, du har

Udover at dele sit liv og sin ADHD-diagnose med 80.000 Instagram-følgere driver Cathrine Widunok Wichmand også virksomheden Flow Intimates, der sælger menstruationstrusser, og så har hun været en stor del af samtalen om infertilitet, der i 2024 var medvirkende til, at bl.a. regeringen indførte gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to.

– Jeg har brugt mange år på at bygge min platform op og bruge min stemme til at gøre noget godt for andre. Jeg havde bygget en troværdighed op, som jo i sidste ende er det eneste og vigtigste, man har som influent. Følelsen af, at den forsvandt for mig i andres øjne, det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. 

Nu vil jeg virkelig gerne tage den tilbage. Jeg vil gerne vise mine børn, andre kvindelige iværksættere og folk med ADHD, at vi ikke skal skamme os.

– Og jeg har skammet mig, hold op, hvor har jeg skammet mig det sidste år.

En stor forløsning

For to år siden blev Cathrine Widunok Wichmand sygemeldt med stress efter endnu engang at brænde ud uden at forstå hvorfor.

– Den dag jeg sidder nede hos psykologen for første gang, har jeg det virkelig svært. Jeg husker, hvordan jeg sad i stolen i venteværelset, helt krøllet sammen, mine ben helt viklet ind og mine arme krydset. Psykologen kigger på mig og siger ”du skal sygemeldes med det samme”.

Psykologen siger også noget, der ændrer Cathrines liv.

– Jeg fortæller hende om, hvordan jeg har det, og om, hvordan min familie har det, og hun siger, at det lyder som om, at vi har ADHD i familien. Det havde jeg aldrig nogensinde hørt nogen sige til mig før. Jeg gik direkte ud og købte alle de bøger, jeg kunne finde om emnet. Og så sad jeg i min have uden børn, uden min mand, og læste i de her bøger, og så græd jeg. 

Jeg græd og græd, som jeg aldrig havde grædt før – det er jo mig.

Og det var ADHD, Cathrine havde, og i en alder af 35 fik hun officielt diagnosen.

– Jeg kan huske den dag, jeg skulle starte op på medicin. Det var en lørdag, og jeg tog den første pille, satte mig ned i sofaen, og så følte jeg mig fuldstændig fysisk lammet. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke rejse mig, jeg kunne ikke løfte et glas vand. Jeg var som en tom skal. 35 års overarbejde og udmattethed flød igennem min krop. 

Det var en forløsning, men det var også enormt sorgfuldt at forstå hele sit liv set i bakspejlet. Det var virkelig en vild tid. Samtidig var mit barn i skolevægring og havde det virkelig skidt.

Et sindssygt kaos

Da Cathrine selv var barn, var det aldrig på tale, at hun kunne have ADHD.

– Jeg fik altid at vide, at jeg forstyrrede, og at jeg fyldte for meget. ”Skru ned for charmen, Cathrine!” er stadig en sætning, der sender gys igennem min krop. At bilde et barn ind, at man kan være for meget. 

Som pige lærer du, fra du bliver født, at du skal sidde stille, du skal vise omsorg og hjælpe til. Når du er en lille pige med ADHD, så er du i konstant uro, og du lærer aldrig at give udtryk for det, fordi det ikke passer med at være en god pige. Du lever med den uro, til den bliver en del af dig. Til sidst var jeg et sindssygt kaos på indersiden.

I sin skoletid var det altid Cathrine, der satte ting i gang og rakte hånden op og meldte sig frivilligt, hvis der var noget, der skulle gøres.

– I gymnasiet tog jeg ekstra A-fag, jeg gik til kor, jeg gik til håndarbejde, og jeg fik mit første arbejde i en tøjbutik, da jeg var 14. 

Den udiagnosticerede ADHD gav et overskud af energi, der skulle bruges. Jeg blev mobbet ekstremt meget i folkeskolen, og i gymnasiet følte jeg mig meget misforstået. Jeg ville bare gerne gøre det godt for alle, og det blev på en eller anden måde misforstået som noget overivrigt, der drev andre børn væk. 

Jeg var for meget af det gode. I studentertiden havde jeg så travlt med de ekstra fag og hobbyer, at jeg ikke rigtig kunne nå at deltage i de sociale ting, og til sidst blev jeg ikke længere inviteret.

Der er især ét minde, Cathrine tænker på, når hun ser tilbage på den skam, hun oplevede som ung pige.

– Det var også mig, der tog initiativet, da vi skulle skrive hinandens blå bøger – der var bare ikke rigtig nogen, der tog initiativ til at skrive min. 

Det var enormt skamfuldt. Der var ingen, der havde noget pænt at skrive om mig. Så jeg måtte som den eneste gå i gang med at udfylde min egen, og de eneste små pip og forslag, der kom fra de andre, var ikke specielt rare. I bund og grund ville jeg fællesskabet så utroligt meget, men det blev slet ikke modtaget sådan. 

Det er mange formative år at blive misforstået uden at forstå hvorfor.

En dårlig mor

I dag kan Cathrine godt mærke, at det at blive diagnosticeret i en sen alder har sat sine spor i hende – og i hendes moderskab.

– Når jeg brændte ud før i tiden, kunne jeg aflyse mine aftaler, lægge mig på sofaen og trække vejret. Men nu, hvor jeg har fået børn, kan jeg ikke tage de pauser. Ansvaret og opgaverne stopper aldrig, du kan ikke bare tjekke ud. Det er kommet bag på mig, hvor overvældende det var at blive mor til to.

LÆS OGSÅ

Mathias 'Zanka' Jørgensen var 12 år, da hans far døde - og han mistede mere end en forælder

Med tabet af sin far mistede fodboldspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen også en del af dig selv - og den arbejder han stadig på at genvinde. Det fortæller han i et interview til Euroman.

Jeg har ofte følt, at jeg ikke var en god mor. Der var en glæde og lethed i mig, som svandt ind, efter jeg fik børn. Og det var virkelig i konflikt med, hvor ønskede de var gennem min fertilitetsbehandling.

– Mine børn er det allermest dyrebare, jeg har, og jeg vil så gerne gøre det godt. Men når jeg bliver presset, kan jeg se mig selv give den samme skam videre til dem, som jeg er vokset op med. Jeg kan høre mig selv reproducere ideen om, at de fylder for meget i deres behov.

– Når vi nu ved, at i hvert fald 50% af os i husstanden har ADHD og autisme, så giver konflikterne, overvældelsen og udmattelsen mening. Man er på overarbejde – både store og små. Følelsesmæssigt, omsorgsmæssigt og vidensmæssigt. Som voksen til et barn på spektret skal du lære at give slip på forestillingen om, hvordan man er en familie. Det kan være ensomt og slidsomt.

Er du blevet en bedre mor, efter du er blevet diagnosticeret?

– Ja, det synes jeg. Med masser at lære endnu. Men det gør mig ked af det at se tilbage på de første seks år af mit moderskab, hvor jeg ikke forstod, hvorfor jeg var, som jeg var. Jeg var meget hård ved mig selv. Vi er ikke dårlige mødre. 

Vi er bare udiagnosticerede, sendiagnosticerede, udbrændte, udmattede og ofte uden den rigtige hjælp.

Voksne har styr på det, ikke?

– Måske fordi jeg så vores barns behov før andre, så endte ansvaret for processen omkring skole, kommune og psykiatri hos mig. 

Spørgeskemaer, fysiske møder, telefonopkald, møder med gammel skole, møder med ny skole. Koordinering, eksekvering, opfølgning. Det var alt sammen mig. Da jeg blev udredt, blev det også det endelige opgør med, at jeg stod for alt i familien. 

Vi har haft nogle meget vigtige og til tider også højlydte samtaler om ansvar og fordeling det sidste år. Jeg har et hav af lister med gøremål og sætter påmindelser i telefonen i hobetal for at kompensere for det, min hjerne er naturligt udfordret på, når det kommer til struktur. 

Voksne er sådan nogen, der har styr på det, ikke? Ellers er man doven eller endnu værre: Dum.

Efter et langt parforhold og en oplevelse af igen og igen at brænde ud måtte Cathrine og hendes mand tage en samtale om, hvordan de fremover er en familie – nu med ADHD.

– Jeg har været vred på min partner. Men egentlig også på mig selv over, at jeg igennem 20 år har løftet så meget uden at kny, som om dét i sig selv er et adelsmærke. Jeg lavede en lang liste med, hvad jeg mente, vi hver især havde ansvar for. 

Jeg bad min partner om at gøre det samme. Han havde ikke noget at sætte på sin egen liste, og det føltes som anerkendelse af, at alt for meget lå på mine skuldre. Nu taler vi faktisk om, hvad der skal gøres. 

Vi har delt det op, så jeg håndterer alt omkring skole, og min mand har alt, hvad der vedrører børnehave. Og vi tjekker jævnligt ind, også når vi falder tilbage i vaner, hvor jeg bare fikser.

– For nylig var der fodboldtrøjedag i børnehaven – vores barn kom slukøret hjem; hun var den eneste på stuen uden fodboldtrøje på. Der havde også været kaffehygge en eftermiddag med alle forældre fra stuen. 

Den var ikke lige kommet i kalenderen, så vores barn var den eneste uden forældre. Det er små ting, men for et barn er det stort. Jeg blev så ked af, hvor ked af det hun var. Og så skammede jeg mig også på vores vegne, hvad mon de andre forældre har tænkt? Det interessante er, at min mand couldn’t care less.

Hvorfor er det dig, der er skamfuld over det, hvis det er ham, der har ansvaret for det?

– Det er altid morens skyld. De andre ser på os og tænker, at det er mig, der ikke har haft styr på det. Det gør så ondt i den del af mig, der altid har skullet være den gode ordentlige pige. 

Jeg føler, at han bliver set som glemsom, men jeg bliver set som en dårlig forælder. Nu er det jo også mig, der er udredt med ADHD, og jeg føler også, at det er mig, der får skylden for vores kaotiske familieliv. At de har arvet det fra mig, så det hele må være min skyld.

På trods af at Cathrine Widunok Wichmand har følt sig udfordret af sin diagnose hele livet, er hun stolt af, hvad hun har opnået med sin karriere – også selvom vejen til succes har været brolagt med mere arbejde, end hun kunne holde til.

– Jeg spurgte min psykiater, da jeg blev udredt, hvordan jeg på papiret har klaret mig så godt, ”influenceren i millionvilla”. Jeg har opnået mange ting, jeg har været med til at ændre lovgivningen! 

Jeg blev citeret af landets statsminister i en nytårstale, jeg har udgivet bøger og startet flere virksomheder, jeg var succesfuld som influent – var hun nu sikker på, at jeg havde ADHD? ”Det er fordi, du er enormt intelligent. Havde du ikke været det, så havde det nok set markant anderledes ud”. 

Det var en underlig lettelse at høre. Jeg var slet ikke dum, selvom det var min egen fortælling i 30 år. Jeg forstår godt, at ser man på mit liv udefra, så kan det ligne en millionmilliard. Tjekket hjem, smart tøj. 

Men det, du ser lige under overfladen, hvis du kradser lidt, er det overarbejde, jeg har været på for at nå dertil.

Ja tak til hjælp

– Når jeg er på arbejde, så er jeg dybt koncentreret. Jeg glemmer at tisse, jeg glemmer at spise, jeg glemmer faktisk at trække vejret kortvarigt, og jeg glemmer at gå i seng. Kan du virkelig være direktør i en virksomhed, hvis du ikke engang kan huske at gå ud og tisse? 

Jeg mærker virkelig skammen, når jeg forklarer andre, at det er det, jeg har brug for hjælp til. Og det er ikke kun det – jeg glemmer at betale mine regninger til tiden, så jeg får inkassovarsler. Det er noget af det mest skamfulde, fordi jeg kan være en fucking boss som iværksætter, og på den anden side føler jeg ikke, at jeg kan finde ud af at være voksen.

Den hjælp, Cathrine Widunok Wichmand i 2025 fik tildelt af Frederiksberg Kommune, var 15 timers personlig assistance på baggrund af hendes ADHD. Det er en bevilling, der tildeles den virksomhed, man er i, uanset om man er en ansat eller selvstændig. 

Det er kommunen, der bestemmer, hvor mange timer man er berettiget til.

– Det er jo noget, jeg har fået tildelt, fordi de mente, at jeg havde brug for det – og var berettiget til det, selvom folkestemningen var uenig. Men vi bestemmer jo heller ikke, hvem der må gå i kommuneskole eller komme på hospitalet.

Da Cathrine i første omgang blev tilbudt personlig assistance, turde hun ikke at tage imod den.

– Jeg var så bange for, at det kunne blive til en ny historie. Men i november besluttede jeg mig for at sige ja tak til hjælp. Og det er slut med at skamme mig over at have brug for den. Jeg tror i al ydmyghed, at når støvet har lagt sig efter stormen, og jeg får den rette hjælp og finder balancen, så er the sky the limit.

Fri for skammen

Hvorfor sagde du ja til at lave det her interview nu efter det år, du har haft?

– Jeg har brug for at tage narrativet tilbage. I starten kunne jeg næsten ikke gå på Instagram. Jeg kunne ikke dele noget, fordi jeg hele tiden tænkte, at folk hadede mig. Det føltes pludselig som om, at jeg blev hadet for at være influent, for at have succes, for at bede om hjælp – og for at have ADHD.

Hvad har det sidste år lært dig?

– Du dør ikke af ikke at være andre menneskers kop te. Tyg på den. Selv når det føles som om hele Danmark hader dig, er det ikke med dødelig udgang for dig. Dén var vigtig for den version af mig, der har hugget en hæl og klippet en tå for at passe ind. 

Jeg kan jo ikke engang lide alle. Den indsigt skulle jeg åbenbart få på den hårde måde for at forstå den.

Hvad håber du, at folk får ud af, at du deler ud af din historie?

– At blive diagnosticeret med ADHD har været skelsættende for mig. Det har ændret mit moderskab, min relation til mine børn og til mig selv og de oplevelser, jeg har haft. Og hvis der sidder andre derude, som kan se sig selv i min historie, og føler sig skamfulde eller som dårlige forældre, fordi de igen har råbt ad deres børn, så vil jeg opfordre dem til at få hjælp. 

Det her er vigtigt. Særligt for voksne kvinder som stadig udredes senere end mænd, som samtidig har en stor belastning i hjemmet, som samtidigt har en cyklus og hormoner, der spænder ben for både dopamin og humør. 

Det er fandme ikke bare dig.

– Det kan ødelægge det allerbedste du, dine børn, din partner har: Dig selv. Bed om hjælp. Lov mig det.

LÆS OGSÅ

Efter 30 års ægteskab havde Monas mand en morgen noget, han skulle tale med hende om

Jeg synes selv, at Per og jeg levede i et dejligt og trygt ægteskab. Derfor fik jeg også mit livs chok, da han pludselig en morgen meddelte mig, at han gik fra mig uden at give mig en egentlig grund. Den fik jeg først tre år efter. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.