Smilende kvinde med briller sidder ved et bord foran en stribet væg.

Min søster er blevet ulidelig efter sit vægttab

En læser har en søster, som er startet på slankemedicin. Nu er søsteren bedrevidende, og læseren er frustreret. Hvad skal hun stille op? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Mit problem handler om min søster. Hun er 56 år gammel, og for et år siden startede hun på vægttabsmedicin. 

Hun har tabt sig, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har været en lidt for let udvej for hende. 

Igennem hele sit voksne liv, har min søster været overvægtig, i mine øjne selvforskyldt. Hun har spist, hvad hun har lyst til, det har sjældent været særlig sundt, og hun har aldrig dyrket motion – har jeg prøvet at få hende med ud og gå en tur, har hun undskyldt sig med, at hun var for træt, eller at hun har haft ondt det ene eller det andet sted. 

Det sidste skyldes nok netop, at hun aldrig bevæger sig. Jeg selv har også selv måtte kæmpe med vægten i perioder, jeg er i god form i dag, men vejer måske nok et par kilo for meget. 

At det ikke er værre, skyldes jævnlig træning, og at jeg tænker over, hvad jeg spiser og drikker, hvilket ikke altid er lige sjovt.

Det føles derfor helt forkert, at min søster bare kan tabe sig uden at skulle løfte en finger, men det er nu ikke det store problem. Det er snare, at hun siden sit vægttab er blevet bedrevidende og kommer med råd til, hvordan man (jeg) bedst passer på sig selv, sit helbred og vægt. 

Hun udbreder sig også om, hvor godt hendes eget helbred generelt er blevet takket være ”vidundermidlet.” Hun har i det hele taget fået et selvværd, som jeg synes bygger på et falsk grundlag, for hun har jo ikke selv arbejdet for sit vægttab og ved derfor intet om den kamp. 

Er jeg urimelig, fordi jeg synes, det her er snyd? Eller er det fair nok at blive irriteret, når hun springer over, hvor gærdet er lavest og ovenikøbet tillader sig at spille klog?

Vibeke Dorph råder til ikke at blande sig i, hvad andre gør

Bag forargelsen står misundelsen gerne på lur. Det må jeg jævnligt minde mig selv om, når følelsen af, at nogen er kommet for let til noget, rammer mig. 

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det lidt gælder for dig. For mens du løbende kæmper med vægten, har din søster valgt at ty til vægttabsmedicin.

Selvom jeg, som du, altid skal holde øje med min vægt og jævnligt må lette bagdelen, lukke munden og stille flasken på hylden for at holde den, så kan det egentlig ikke forarge mig, hvis folk vælger en anden løsning. 

For jeg trives fint med mine løbeture og har det godt med at skulle leve nogenlunde mådeholdende, men det er ikke alle, der har det overskud eller den lyst, det kræver, og så må de jo gøre det, der passer dem bedst. I øvrigt er der også en hel del mennesker, der bliver ved med at være overvægtige om de så løb 10 gange rundt om jorden og spiste som en kanin, og det er kun godt, at også de har en mulighed for at tabe sig og få det godt med sig selv. 

Så fred være med det, jeg spiser jo også hovedpinepiller, når jeg har ondt i hovedet og bruger dyre cremer for at holde mit gamle ansigt nogenlunde seværdigt. Jeg skal derfor ikke blande mig i, hvad andre gør, men nøjes med at ønske dem det bedste.

Det synes jeg også, at du burde gøre, for det er da dejligt for din søster og hendes helbred, at hun ikke længere er så tyk. Ignorer, at hun lige nu er så bedrevidende, det går sikkert over, når den første begejstring har lagt sig. 

De fleste, jeg kender, som er på vægttabsmedicin, får også meget mere energi til at leve sundt og bevæger sig også mere. 

Det kommer sikkert også til at ske for din søster, så I langt om længe får lejlighed til at gå den tur sammen ud i det blå, som du så tit har efterlyst.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.