Julie Agnete Vang står i blå kjole foran en mørk murstensvæg.

Forleden fik Julie Agnete Vang en hilsen fra George Clooney: ”Jeg tror aldrig, han glemmer mig”

For mange år siden arbejdede Julie Agnete Vang og Hollywood-stjernen sammen i en reklamefilm, og samarbejdet var så særligt, at de aldrig helt har glemt hinanden.

alt.dk logo

– Forleden fik jeg en hilsen fra min gamle ægtemand, George Clooney.

Det siger Julie Agnete Vang med et stort smil i ALT for damernes podcast Skål Søster.

Hun blev færdiguddannet fra Teaterskolen i sine 20’ere, og kort efter blev hun castet til en stor reklamefilm for en norsk bank. Her skulle hun spille over for George Clooney – og optagelserne gik så godt, at de året efter blev hyret til endnu en reklame sammen.

– Det var en virkelig sjov oplevelse, men reklamen var slet ikke gået i dag, for den er fyldt med MeToo. I videoen vågner jeg op på et hotel, hvor jeg ikke kan huske noget om, hvordan jeg er endt der – og så kommer George Clooney ind og siger: Tak for i nat. Der skulle folk tænke: Wow, hvor er hun heldig, hva’? Men den går jo ikke længere.

Da de dengang optog reklamefilmene, var hun slet ikke nervøs, og når hun tænker tilbage, synes hun, det er sjovt, hvor uimponeret hun var.

– Da vi optog den første reklame, var jeg cirka 24 år, og jeg havde en idé om, at det kun var starten for mig. Jeg forestillede mig, at jeg nok spillede sammen med Meryl Streep året efter, så jeg havde nok lidt storhedsvanvid. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det bare var en reklame. Men hvis jeg skulle lave den i dag, ville jeg nok være mere nervøs. Med alderen har jeg jo fundet ud af, at jeg er dødelig. Dengang levede jeg mere i en sky, hvor jeg tænkte, at jeg kunne klare det hele – man er jo mere impulsiv og modig, når man er ung.

Til et arrangement for nylig faldt instruktøren i snak med George Clooney, og deres samtale landede på reklamefilmen. Han husker stadig optagelserne tydeligt, selvom han er en mand, der efterhånden har mange roller og opgaver på CV’et.

– Instruktøren skulle hilse mig fra George Clooney, fordi de havde siddet og talt om, hvor imponeret han havde været over, hvor uimponeret jeg var over setup’et dengang. Jeg havde åbenbart sagt: It’s just a commercial for me – altså, at det bare var en reklame og et arbejde for mig. Det sker åbenbart ikke så tit, at nogen tager det så cool at arbejde sammen med ham. Jeg tror aldrig, han glemmer mig. Sådan vil jeg sige det, siger hun og griner.

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor Julie Agnete Vang også fortæller om sit moderskab, og hvorfor hun ikke ser sig selv som et karrieremenneske.