Esben Dalgaard i sort t-shirt står foran en lys beige baggrund

Esben Dalgaard modtog en hemmelig besked fra sin datter: ”Nu sidder jeg og tuder”

”Det er tarveligt,” siger skuespilleren, som blev rørt til tårer, da han modtog en uventet besked fra sin ældste datter.

alt.dk logo

Skuespiller Esben Dalgaard er uhelbredeligt syg med modermærkekræft med spredning.

Men selvom livet med livet med en kronisk sygdom kan være udfordrende, så har det også givet skuespilleren en stærk forståelse for, at livet er skrøbeligt og at morgendagen ikke er nogen garanti.

Og netop dén indsigt håber han at kunne give videre til sine to døtre, Alberte på 12 og Olivia på 19. Derfor læser han i podcasten ”Mit Yngre Jeg” et lille brev højt, som han har skrevet til dem:

Piger, livet er nu. Lige nu. Så lev det. Kig op, også fra mobilen. Vi har kun ét liv, og vi kan kun trække den vejrtrækning, vi trækker nu. Ikke den, vi trak før, og ikke den, vi skal trække om lidt. KH. Esben/Far.

Og for ham er der ingen tvivl om, hvorfor det lige netop er indsigten om livets skrøbelighed, han gerne vil give videre til sine børn.

– Det er vel rent faktisk, skåret sådan fuldstændig ind til benet, det eneste, der betyder noget. Altså... Livet er vidunderligt. Døden er en del af vores liv. Det vil sige, døden er afgrænsningen. Det er afslutningen. Men inden den lige pludselig kommer og afslutter det hele, så har vi kun ét liv. Og det er fuldstændig vanvittigt ikke at sætte pris på det, lige nu, mens vi har det.

En rørende overraskelse

Hvad Esben Dalgaard ikke ved, da han deltager i ”Mit Yngre Jeg,” er, at podcasten vært, Anne Albrechtsen, har kontaktet hans ældste datter, Olivia, og bedt hende om på samme måde om at skrive et brev til sin far, som bliver læst op i studiet:

"Kære far. Tak for at inspirere mig hver dag til at være den bedste version af mig selv. Til at blive ved med at ville gøre mit bedste, tænke positivt og kæmpe for mine drømme. Til at leve mit liv fuldt ud og nyde det så meget jeg kan. Du er det mest hårdtarbejdende menneske jeg kender. Og selvom du har været igennem en lortesituation, så lader du ikke knække dig. Du får tværtimod vendt alle ting til noget, du kan bruge til noget, og den evne er jeg så inspireret af. For med den indstilling, så er der jo intet, der kan slå dig ud. Jeg tror godt, du ved, hvor meget jeg ser op til dig, men derfor siger jeg det alligevel her. Jeg kunne ikke være mere stolt af at have dig som far, end hvad jeg er. Alberte og jeg er så heldige. Vi elsker dig helt op over skyerne, hvor himlen altid er blå, og tilbage igen."

De fine ord fra datteren kommer fuldstændigt bag på skuespilleren, som bliver rørt til tårer.

– Det er tarveligt. Det vidste jeg ikke noget om, og nu sidder jeg og tuder. Det er super rørende. Tak. Det anede jeg jo ikke, du ville gøre. Men det gør mig da enormt glad. Det var sødt, siger han og fortsætter:

– Og Olivia skriver at hun vil kæmpe for de ting, hun gerne vil i livet, og hun er faktisk lige kommet ind på skuespillerskolen, hvilket er supersejt gjort af hende. Jeg søgte jo seks år. Det var svært at komme ind. Hun søgte to år. Men hun kæmper også for de ting, hun gerne vil, og hvis det har sat sig fast hos hende, så betyder det sindssygt meget. Og det håber jeg det samme for Alberte. Ej, det var sødt. Tak for det.

Mit Yngre Jeg

Mit Yngre Jeg inviterer den unge journalist og vært Anne Albrechtsen ældre kendte stemmer ind til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem hudløst ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Og ikke mindst, hvad de gerne vil give videre til andre den dag i dag. Undervejs opstår refleksioner, som voksne og unge i dag kan spejle sig i.

Podcasten skaber et rum, hvor vi taler åbent om usikkerheder, relationer og forandringer. Et rum, hvor det bliver tydeligt, hvor meget gavn forskellige generationer kan få at snakke med hinanden - fordi vi alle kan bruge et godt råd indimellem.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.