Da Louise besluttede sig for at give Lars en chance, skete der noget i hende

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg sad på en café efter arbejde og hørte lyden af en sms, der tikkede ind på min telefon, og tjekkede den straks.

”Du kan ikke have den kjole på på job igen, Lea. Du er så utrolig smuk i den. Jeg får jo intet lavet”, stod der efterfulgt af flere smilende smileyer.

LÆS OGSÅ

Da Valentina kørte galt, blev ét spørgsmål ved med at nage hende

Presset blev for stort, og pludselig blev Valentina Mussie konfronteret med, at livet er skrøbeligt. Det fik hende til at tænke på, hvad hun efterlader til sine børn, når hun ikke længere er her. For hun er af den overbevisning, at man selv kan skabe sin historie – og det har hun arbejdet på det seneste år. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

Smilet bredte sig også på mit ansigt, men jeg lagde alligevel telefonen ned i min taske igen uden at svare.

– Du rødmer! Hvem var det dog fra? spurgte min veninde Minna, som jeg sad og fik en fyraftensdrink med.

– Åh, det er bare ham fra mit arbejde igen, svarede jeg. Lars.

Jeg lavede en ironisk grimasse, da Minna foreslog, at jeg gav Lars en chance. Han var jo virkelig vedholdende, som hun sagde. Men hvad skulle jeg med Lars? Han havde i flere måneder belejret mig med sms’er og på enhver given måde givet udtryk for, at han syntes, at jeg var sød, klog og lækker. 

Jeg kunne simpelthen ikke tage det alvorligt. Han havde snart inviteret mig ud 10 gange, men hver gang havde jeg fundet en måde at slippe ud af det på.

Både Minna og jeg var singlepiger i 30’erne. Jeg havde været gift en kortere periode for nogle år tilbage. Jeg havde aldrig fået børn med Peter, for inden vi nåede dertil, var det gået op for mig, at jeg simpelthen ikke var lige så forelsket i ham, som han var det i mig. 

Vi var skiltes dog som gode venner.

Jeg kunne godt lide mit liv alene. Sammen med andre følte jeg hurtigt, at der var noget, jeg skulle leve op til, og den fornemmelse efterlod mig med en følelse af utilstrækkelighed. Jeg gik dog tit ud og mødte mænd, men aldrig nogen, der ikke var noget i vejen med, og derfor var jeg foreløbig ikke endt i et forhold igen.

– Hvad er der egentlig galt med ham Lars? Han er jo vild med dig! spurgte Minna, da vi halvsnalrede gik hjem gennem byen kl. 01 om natten.

LÆS OGSÅ

Forsker i søskende-relationer: Især én ting er afgørende for forholdet til din bror eller søster

Forældre dør, partnere kommer og går, og venner forsvinder eller kommer til. Men søskende. De er der gennem (næsten) hele livet. Vi har spurgt to søstre og en ekspert, hvilken betydninger søskenderelationen har for et menneske.

Jeg rystede afvisende på hovedet, men vidste jeg det egentlig? Lars var pæn. Han var også rigtig sød. Han var vellidt og dygtig til sit arbejde. 

Han havde en søn, som han var delefar for, og han virkede faktisk som en god far.

Da jeg havde sagt farvel til Minna og gik videre i mørket for mig selv, gik det op for mig, at det eneste, der var galt med Lars, faktisk var, at han var vild med mig. 

For hvordan kunne han være det med alle mine fejl og mangler? 

Det var kun Peter, der havde været det, og ham havde jeg heller ikke villet have. Pludselig slog mit hjerte et slag over, og jeg standsede op ved min gadedør. Den distance, jeg kæmpede med at holde til Lars, var den samme, som jeg gennem mit korte ægteskab havde holdt til Peter. 

Peter, hvis eneste fejl havde været, at han elskede mig. Var det virkelig sådan, det hang sammen? Kunne jeg ikke tage de mænd seriøst, der tog mig seriøst? 

Simpelthen fordi jeg ikke følte, at jeg fortjente at blive værdsat og elsket med alle mine fejl?

Da jeg kom op i min lejlighed, besluttede jeg, at jeg ville give Lars en chance. Jeg sendte en sms til ham, inden jeg kunne nå at ombestemme mig. Næste dag sagde jeg intet til Minna, men Lars og jeg aftalte at gå ud og få en kop kaffe sammen.

Jeg var virkelig nervøs, da vi skulle mødes. Hvad havde jeg kastet mig ud i? Jeg blev næsten lettet, da der kom en sms fra Lars, og jeg var overbevist om, at han ville aflyse. 

Der stod dog blot, at han havde været nødt til at hente sin søn, da hans ekskone var blevet syg, men han ville helt vildt gerne se mig, så kunne jeg overtales til at mødes på legepladsen?

LÆS OGSÅ

"Jeg får ingen invitationer, fordi jeg er blevet alene"

En kvinde bliver ikke inviteret til middagsselskaber mere, efter at hendes mand er gået bort. Hvordan skal hun gribe sagen an? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Lars’ søn var sød, og det var Lars faktisk også. At se ham lege med sin søn fik alle mine parader til at falde, og jeg kastede mig også ud i fjollede lege. 

Vi hverken kyssede eller krammede den eftermiddag, men det gjorde vi, da vi så hinanden på næste date. Og næste igen. Og det gør vi stadig.

Jeg kan godt blive vred på mig selv, når jeg tænker på, hvor meget jeg gennem årene er gået glip af på grund af mit dårlige selvværd. Men jeg kan ikke være ked af det liv, jeg har i dag med Lars. 

Han gav aldrig op, og det gør han stadigvæk ikke, hvis jeg en gang imellem falder tilbage i mit gamle mønster af lavt selvværd. 

Så Lars er mit livs kærlighed. Simpelthen. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.