Det sidste årti havde Bjarne og jeg haft en række udfordringer i vores samliv, og vi følte begge, at vi var nået til vejs ende. Vi var trætte af hinanden, af det store hus og af de sundhedsudfordringer, der skabte megen bekymring.
Vi havde brug for øjeblikkelig afstand til hinanden, så Bjarne flyttede ud af huset og ind i en lille lejlighed. I ugerne efter mærkede jeg, hvor dejlig stilheden og roen i huset var.
Børn og børnebørn syntes, den forestående skilsmisse var fjollet og mente, at vi burde holde ud og få det bedste ud af det. Men Bjarne og jeg var enige, så vi holdt fast ved beslutningen.
Hus og sommerhus sat til salg
Vi var enige om at tage os god tid til at afvikle alt, vi havde bygget op sammen. Ingen af vores børn havde mulighed for at beholde sommerhuset, så det skulle vi sælge først. Og når det var i orden, skulle huset sættes til salg. I mellemtiden blev jeg boende.
Seks måneder efter, at Bjarne var flyttet ud, ringede han fortvivlet til mig. Hans lejlighed var fyldt til randen med vand efter en lækage, og det ville tage tid, før den blev beboelig igen.
Han spurgte pænt, om han kunne flytte hjem til mig igen. Jeg kunne jo ikke sige nej, så jeg gjorde kælderen klar til ham. Dermed flyttede Bjarne hjem igen, og vi var enige om, at det var godt, at vi ikke havde solgt huset endnu.
De første dage var det lidt uvant, men så opdagede jeg, at det faktisk var hyggeligt at have ham der. Han var meget mere selvkørende end tidligere. Vi spiste middag sammen, og han hjalp mig med at rydde af bordet og at gøre rent i huset. Alene det, at han støvsugede hele stuen, uden jeg havde bedt ham om det, overraskede mig positivt.
"Jeg har jo lært lidt i disse måneder," sagde han lattermildt, da jeg spurgte, hvor han havde lært at koge æg. Det havde han aldrig gjort før. Og så grinte vi, for var der noget, vi havde været enige om, så var det, at Bjarne var helt talentløs, når det gjaldt madlavning og husarbejde.
Ny drivkraft
Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at se på Bjarne med helt nye øjne, men det kan være, det var, fordi han var så hjælpsom og så taknemmelig for, at jeg lod ham bo i huset, selvom vi ejede det lige meget begge to.
Så gjorde vi noget, som vi ikke havde gjort i mange år, for ikke at sige årtier: Vi smurte madpakker, hældte kaffe i en termokande og tog på bilture. Vi kørte til steder, vi havde været for mange år siden, og mindedes de gode, gamle dage.
Pludselig genopdagede jeg den skønne Bjarne, ham der havde glimt i øjet, og som kunne komme med sjove kommentarer. Den side af ham havde været fraværende i mange år.
Jeg sagde til ham, at jeg nød at være sammen med ham, og da vi en dag tog på en sejltur, følte jeg et strejf af lykke. Det var godt at opleve det sammen med Bjarne.
Vi trodsede smerter og helbredsproblemer og fokuserede på hverdagsnydelsen og glæderne.
I dag ser vi på vandskaden som et held i uheld. Vi besluttede os for at aflyse skilsmissen og sommerhussalget, og vi besluttede os for at bo og leve sammen igen, til stor glæde for resten af familien - og for os.
De måneder, vi boede fra hinanden, gjorde noget ved os begge, og vi har fået en helt ny chance for at vise hinanden, at vi stadig er i stand til at tage os af hinanden.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
