Som barn fik Michael Katz Krefeld skældud for det – nu har han indset, at det reddede ham fra en barsk virkelighed

Som barn fik han skældud for at spilde sin tid på at tegne og fantasere, men i dag kan Michael Katz Krefeld se, at det var hans indre univers, der reddede ham fra en barsk virkelighed, som han ikke altid kunne holde ud at være i. Nu tegner han igen på livet løs og kan derigennem komme i kontakt med den lille, sårede dreng indeni.

ALT for damerne logo

For et års tid siden tog Michael Katz Krefeld sig selv i at sidde og tegne. 

Det var godt nok bare nogle kruseduller, men det vækkede alligevel noget i ham. Han kom i tanke om, hvor mange timer han engang havde brugt sådan med blyanten i hånden.

– Det tog mig virkelig tilbage til dengang, hvor det hele startede. Hele min karriere og voksenliv skyldes den livlige fantasi, jeg havde. Det var noget, der holdt den ydre verden ude for mig. Når noget var svært i min barndom, så forsvandt jeg ind i et univers, jeg selv kunne skabe.

Han brugte det meste af sin i tid i sit eget drømmeunivers, som han kunne tegne frem på papiret. Men da Michael var i 20'erne og fik et voksenarbejde, der skulle passes, stoppede han med at tegne. Det gled ud i takt med, at voksenlivet meldte sig på banen.

– Men da jeg for et år siden pludselig tog mig selv i at sidde der og tegne, var jeg faktisk lidt i en kreativ krise – for alt kreativt, jeg lavede, var kun af professionelle grunde. Jeg havde brug for at lave noget kun for min egen skyld.

Det startede en gnist i Michael at genopdage tegnekunsten. Her var et glemt rum, hvor han ikke skulle bevise noget overfor nogen – og han ville tilbage. Han fandt den nærmeste hobbybutik, hvor han købte papir, tusser og akvarelmaling.

– Jeg kunne bare mærke, at det her univers havde jeg savnet i absurd mange år. Jeg fandt et tegneserie-kursus, som lærte mig om hele processen fra stregtegning til farvevalg osv. Jeg blev helt opslugt af det.

Pak fantasien væk

Michael Katz Krefeld blev opslugt på samme måde, som han havde gjort som dreng. Her brugte han timevis i sin egen fantasiverden, han tegnede cowboys, racerbiler eller kampvogne og læste hele bibliotekets udvalg af tegneserier. 

Han cyklede ture langs Vestegnen, ned til Damhussøen, hvor han kunne være alene med sine tanker.

– Sådan foregik meget af min tid dengang. Det blev en overlevelsesstrategi i en barndom, som var meget restriktiv. Der var regler for alt, og temperamentet kunne gå højt.

Michael voksede op i et hårdt miljø og følte sig ofte på usikker grund. Han vidste aldrig, hvilke konsekvenser hans handlinger kunne få. Både derhjemme og i skolen var det som om, at der ikke var nogen, der forstod ham.

– Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke passede ind. Det blev hverken accepteret eller opmuntret, at jeg gik op i nogle kreative ting. Det var ofte tydeligt, at jeg havde gjort noget galt, selvom jeg ikke altid vidste, hvad det egentlig var, jeg havde gjort.

Hans bedste ven var hunden Tasja. Den store rottweiler, som alle var bange for, blev hans ansvar at opdrage og tage sig af, og det fik stor betydning for ham.

– Den kunne jeg altid støtte mig til. Den var der altid, og jeg kunne græde ned i pelsen på den, når tingene blev svære. Jeg tror også, at det der med at have ansvaret overfor et andet levende væsen var ret vigtigt for mig.

I en opvækst, hvor det ofte handlede om at gøre de voksne tilfredse, var det befriende at være sammen med rottweileren, der altid var en støtte for Michael. Også selvom han forsvandt væk i sin egen verden.

– Jeg havde et indre liv, som der ikke blev mødt forståelse for – fra andre end mig selv, kan jeg se, når jeg kigger tilbage. Så jeg er sgu ret stolt af den dreng, der måske ikke kunne sige fra i den ydre verden, men alligevel formåede at beholde sin indre verden.

Dengang var det ikke bevidst, at han ofte forsvandt væk i en fantasiverden for at flygte fra virkeligheden. Han var bare klar over, at han ikke kunne slippe det – selvom han fik at vide, at han skulle bruge sin tid på noget fornuftigt i stedet for.

– Jeg har bare ikke kunne lade være. Dels brugte jeg det som et skjold, men jeg holdt også ved, fordi jeg kunne mærke, at det var noget, jeg brændte for. Det her med at tegne og finde på historier, det var enormt betydningsfuldt for mig.

Tage den lille dreng i hånden

Da Michaels mor og stedfar blev skilt, flyttede han som 15-årig på kollegie og skulle hurtigt stå på egne ben. Hans liv blev fyldt med nye ting, og den lille fantasifulde dreng inden i ham forsvandt. Men i dag har han genfundet kontakten.

– Når jeg mediterer nu, kan jeg komme tilbage til min barndom og stå sammen med den her knægt. Så får jeg fornemmelsen af, at vi bare har smadret hele verden sammen, og at vi står der mod alle dem, der ikke troede på os.

Sideløbende med at Michael genfandt sin kærlighed for at tegne, skrev han også på sin første børnebog, som netop hylder fantasien – og han beder til, at børn skal bibeholde den så længe som muligt.

– Nu står vi her, mig og den lille dreng inden i mig, og laver noget, der er fedt. Når jeg ser på mine tegninger nu, kan jeg godt se, at der måske er en anden, der kunne lave dem bedre og finere end mig, men de er i hvert fald autentiske.

Jeg skal turde, også som voksen, at tage den chance og sige, jeg kan ikke tegne, men jeg har en lyst til det.

Om Michael Katz Krefeld, 59 år

  • Er forfatter og aktuel med sin første børnebog ”Møffe og jagten på det forsvundne vand”. Har skrevet mange krimier, bl.a. serien om privatdetektiven Ravn, der er solgt i over 20 lande. 
  • Har tidligere instrueret en række kortfilm og skrevet på tv-serier som ”Nikolaj og Julie” og ”Nynne”. 
  • Han er gift med Lis Katz Krefeld.