En oplevelse i lufthavnen fik Stéphanie Surrugue til at gå i alarm – nu opfordrer hun alle til at preppe

Da et gigantisk strømnedbrud i april sidste år mørklagde store dele af Spanien, Portugal og Sydfrankrig i næsten et døgn, stod Stéphanie Surrugue i lufthavnen i Lissabon på vej hjem fra ferie. 

Pludselig blev skærmene med afgangstider sorte, og strømsvigtet gjorde den store lufthavn tavs et øjeblik. Indtil uroen bredte sig.

– Hele mit system gik i alarm, fortæller Stéphanie Surrugue.

– Jeg har stået i virkelig mange lufthavne under alle mulige underlige omstændigheder, men jeg har aldrig nogensinde oplevet, at det hele er nået at gå i sort. Min første tanke var, at det var en eller anden form for angreb, der var i gang. 

Jeg kunne se, at folk var superforvirrede, men jeg prøvede i første omgang ikke at være en paranoid journalist.

På vejen mod gaten begyndte Stéphanie alligevel at holde øje med nødudgangene. Hvor kunne man komme ud, hvis der rent faktisk var et problem? Og så ringede hun hjem til DR-redaktionen. 

Mest for at høre, om der var kommet nogen nyheder ud om strømbruddet?

– Der var et eller andet, der sagde mig, at det var for underligt det her. Telefonnettet virkede nærmest ikke, og da jeg endelig kom igennem og fik fat i en, som lød lidt sådan ... ”nå ja, strømmen er gået. Og?” … så jeg gik ind i flyet, men nåede kun lige at finde min plads, før telefonen ringede, husker Stéphanie Surrugue.

Det var nyhedsredaktionen, der havde prøvet at komme igennem til hende på det hårdt belastede telefonnet de sidste 10 minutter. Stéphanie skulle af det fly, nu! Og dække historien for DR.

– Det, jeg fandt ud af på det der halvandet døgn, var, at det er enormt svært at rapportere, når der ikke er noget strøm. På et eller andet tidspunkt løber ens mobiltelefon jo tør for batteri, du kan ikke oplade, og du kan kun få net, når du er i nærheden af et sted, som har en nødgenerator og wi-fi. 

Og når folk finder ud af det, så bliver nettet totalt overbelastet, fordi alle strømmer den vej og prøver at komme igennem til nogen. Men jeg kunne faktisk arbejde, fordi jeg altid rejser med to ekstra batterier til min telefon, som jeg sørger for er opladte. 

Selv når jeg er på ferie.

Vær beredt

En nylig rapport har siden konstateret, at det ikke var et angreb på forsyningsnettet, der var skyld i det store strømnedbrud. Men slet og ret ”et cluster fuck af menneskelige fejl”, som Stéphanie Surrugue tørt konstaterer. 

Det har dog medført, at der hjemme hos Surrugue nu er et nødberedskab af især den afgørende strøm og adgang til nyheder, hvis Danmark skulle blive ramt af et lignende nedbrud.

– Jo, jeg prepper, siger Stéphanie Surrugue, mens hun puster røgen fra en Blå Kings ud ad den åbne terrassedør.

Vi er i en baggård et stenkast fra Udenrigsministeriet på Christianshavn – en praktisk placering, når Stéphanie skal sende live for TV Avisen, for det kan jo passende gøres foran Udenrigsministeriet. 

Men først og fremmest er det et dejligt sted at bo. Lejligheden er som et lille byhus, gemt godt af vejen, og her er plads til både Stéphanie, hendes ægtemand Lasse Engelbrecht og hans to tvillingedrenge på 14 år, der bor her halvdelen af tiden. Især Lasse morer sig over Stéphanies prepping-tendenser.

– Jeg tror, det passer ham fint, at det er mig, der har købt de to nødradioer. Jeg har også købt to batteridrevne lamper, to lommelygter og nogle powerbanks, som jeg sørger for at lade op jævnligt. Og så har jeg et solpanel. For mig er det faktisk det vigtigste. Strøm og adgang til nyheder, fortæller Stéphanie Surrugue og vender tilbage til strømnedbruddet i Portugal.

– Vi var hundredvis af mennesker i den der lobby, og jeg kunne se, at dem, der gik i panik, de kunne ikke håndtere noget – de kunne nærmest ikke gennemføre et opkald, fordi de bare sad og tastede løs og var rundt på gulvet. 

Hvorimod dem, der var rolige, de lykkedes med at få ro på deres børn – og havde også overskud til at sørge for, at de ældre asiatiske turister, der var helt forvirrede, også lige fik en flaske vand. Så dem, der bevarede deres egen ro, spredte ro – og dem, der selv var i panik, spredte panik. 

Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg selv kan bidrage til ro. Det kan jeg ved selv at være rolig, og i mit tilfælde handler det om, at jeg har strøm og adgang til nyheder, så jeg kan vide, hvad der foregår. Så må jeg finde mig i, at jeg bliver mobbet en gang imellem, fordi jeg prepper, siger Stéphanie Surrugue.

 I virkeligheden er det sund fornuft, for Stéphanie Surrugue gør ikke andet, end det vi er blevet opfordret til at gøre alle sammen igennem de sidste par år, hvor vi på mange måder har været vidne til store forskydninger. I verdensordenen, i internationale alliancer, i konflikter og i mediebilledet. 

Alligevel bliver Stéphanie Surrugue nervøs for, hvordan det kan virke for læserne.

– Jeg vil nødig gøre folk urolige ved at sige de her ting … men jeg synes jo ikke selv, det er så dramatisk. Få det købt, prop det ind i skabet, og så er der styr på den del. Det er en fest for fake news, hvis strømmen ryger og vi ikke kan få troværdige nyheder. 

Så hopper vi ned i underlige eller måske ligefrem skadelige rygter på de sociale medier og mund til mund. Og rygter eller fake news skaber ofte kaos. Hvis vi ikke ved, hvad der foregår – ja, så bliver tingene rodet.

Verdens længste 2026

Mens hun brygger en kop kaffe, får Stéphanie også lige sikret sig, at hun er logget ind til at deltage i den franske præsidents briefing om det møde, som Macron og den britiske premierminister Keir Starmer afholder for de europæiske statsledere. 

Hun har ikke nået at flyve til Paris for at være der selv denne gang, og det ærgrer hende lidt.

– Man går glip af den korridorsnak, der er nyttig, og man misser muligheden for lige at møffe sig ind på en af diplomaterne og stille et par ekstra spørgsmål, siger hun.

Som udenlandskorrespondent og mangeårig journalist og nyhedshund er Stéphanie Surrugue altid tunet ind på, hvad der foregår ude i verden. Især i USA og Frankrig, hvor hun har boet og arbejdet. Hver uge laver hun en overflyvning af verdenssituationen i podcasten ”Stjerner og Striber” sammen med blandt andet ægtefællen Lasse Engelbrecht og et skiftende hold af kolleger. 

LÆS OGSÅ

Her er 3 skønne ting, du bør opleve på Langeland denne sommer

Det er sommer, det er sol, og for journalist Olivia Rørne er det tid til at vende næsen mod den årlige familietur til Langeland. Hun vil bruge tiden på at nyde ø-livet og udforske, hvad den sydfynske perle har at byde på.

Det er hende, mange af os vender os mod og lytter til, når vi bliver ramt af endnu en bølge af gule breaking-bjælker og nyheder, man har svært ved at forstå og fordøje. Alligevel har de seneste år (også) taget pusten fra hende.

– Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er alene, når jeg nogle gange har følelsen af, at 2026 har varet 10 år. Det hele er blevet endnu mere hektisk, synes jeg, her de seneste måneder. Kan det blive vildere? Ja, det tror jeg faktisk godt, det kan. Jeg tænker i hvert fald meget over, at jeg er nødt til at følge med på en anden måde, end jeg plejer, siger Stéphanie Surrugue.

Hun begyndte i journalistpraktik på Politiken en måned før 11. september 2001, og de første 10 år af hendes karriere foregik i skyggen af 9/11, minder hun om – hvis nu man skulle gå og tro, at verden var mere fredelig før. Alligevel har nyhedsstrømmen været overvældende, til tider uvirkelig, selv for Surrugue.

– Både mængden og alvoren af de nyheder, vi dækker, er eskaleret, og det er nyt, synes jeg. Og så hvor hurtigt det hele skifter – alting er så uforudsigeligt. 

Det sker nu en gang imellem, at jeg er nødt til at gå ind og tjekke en ekstra gang, om ting er rigtige. Da Trump sagde, at han ikke ville afvise at bruge militærmagt i Grønland. Sagde han virkelig det? Da Charlie Kirk blev erklæret dræbt, måtte jeg ind og dobbelttjekke, fordi det var sådan en vild historie. Eller da præsidentens søn var på vej til Grønland midt i hele den internationale konflikt, tænkte jeg, det lyder for vildt. 

Men vi rapporterer eddermame meget for tiden, som lyder vildt, siger Surrugue, der vågnede op fra sin honeymoon til endnu et Trump-pressemøde, som sendte det nygifte par direkte på job fremfor at pakke flyttekasser ud og se på billeder fra vielsen.

– På den måde er det jo meget praktisk at være gift med en, der også er journalist.

Har du set nyheder i dag?

Stéphanie Surrugue er selv med til at producere indhold, der fodrer nyhedsplatformene. Og dem er der mange af, foruden den pose blandede bolsjer af sociale medier, mange af os også forbruger. 

Mængden af informationer fra både medier og influencere er enorm – og den kommer fra hele verden. Så hvis man føler sig ramt af den såkaldte ”nyhedsfatigue”, er det måske forståeligt nok? Nej, den køber Stéphanie Surrugue faktisk ikke.

– Nogle gange, når jeg taler med folk, som er frustrerede over nyhedsdækningen, så spørger jeg dem: ”Jamen, hvad har du set? Har du set de her dokumentarprogrammer, hører du nyhedspodcast?” Der er rigtig mange følelser i det her, fordi folk ser et eller andet klip på Facebook, og så føler de vrede over det der klip på Facebook – men de har måske ikke set en rigtig nyhedsudsendelse i to år! 

Og jeg ved godt, det er gammeldags, men jeg synes, man skal følge med i nyhederne. Det er ikke fordi, at man nødvendigvis skal sidde og læse tre internationale papiraviser om dagen. Det tager to timer, det er der ingen der tid til. 

Jo, Ulla Terkelsen har. Men jeg synes, det er klædeligt, at man hver dag forholder sig til nogle nyheder, som man ikke finder forvansket på de sociale medier, men som man finder et sted, hvor der bliver lavet journalistik på den måde, som handler om, at fake news bliver kontrolleret og sorteret fra.

At konspirationsteorier bliver kontrolleret, og begge parter bliver hørt. Ellers får vi sindssygt svært ved at gennemskue, hvad der foregår – og jeg kan godt blive en lille smule frustreret over, at folk har tid til at sidde og dødscrolle på Instagram i tre timer om dagen, men ikke føler de har tid til at bruge 20 minutter på at sætte sig ind i nyhederne.

Det er ikke fordi, Stéphanie Surrugue ikke kan forstå, at man kan have lyst til at vende blikket væk og træde et skridt tilbage, når man kommer hjem og er helt ”grillet i hovedet”, som hun siger. 

Hun kan selv få det sådan. 

Det mere kaotiske nyhedsbillede har også stillet nye krav til hendes egen måde at være journalist på. For eksempel i nyhedspodcasten ”Stjerner & Striber”, der også er Surrugues darling, blandt alt det hun laver.

– Her forsøger vi tit at lede efter nogle løsninger, noget håb eller noget humor. Vi kan jo ikke have tre historier om, at jorden er ved at gå under, og så ønske folk god weekend. Det er der ingen, der kan holde til. Selv om det kan være fristende, fordi alle journalistiske gamle principper jo også hviler på konflikt – at dårlige nyheder er gode nyheder. 

Det er en balancegang, fordi tingene er alvorlige, men samtidig har vi jo så mange flader med klassisk, tung nyhedsformidling. Så der er plads til noget andet, hvor det er tilladt at grine af hykleriet, at gruppedebriefe i en roligere tone og at vise noget mere personlighed, reflekterer Stéphanie Surrugue, der sætter sig selv mere i spil i podcasten, hvor tonen er fri og til tider nærmest løssluppen.

– Det er noget, vi gør bevidst, fordi vi kan mærke, at der er rigtig mange, der kvitterer for det og føler sig som en del af det fællesskab, vi har bygget op omkring podcasten. 

At lave et nyhedsformat, der har både har et anstrøg af humor og vanvid inden for udenrigspolitik. I dag følger man ofte nogle folk, man har fidus til, når man skal orientere sig, og det betyder, at det bliver lidt mere personligt. ”Stjerner & Striber” er også på ret mange måder en forlængelse af mit eget temperament, siger Surrugue, der ikke selv gider at blive talt ned til.

Hun er selv vokset op med dem, hun kalder for ”de store korrespondenter”.

– Jeg kan huske Ulla Terkelsen, Mette Fugl og Leif Davidsen med den der vidunderlige pelshue, når han rapporterede fra Den Røde Plads. I mit barndomshjem klappede man i og hørte efter, når de tronede frem på tv. 

Men nogle gange var der jo også korrespondenter, der stod og var meeeeeeget alvorlige og meget gerne ville fremstå meget kloge, og man følte nærmest, at det var sådan en løftet pegefinger, hvor man sad og trykkede sig i sofaen og tænkte, gud, hvor er jeg dum, jeg ved ikke engang, hvor Malawi ligger henne. 

Jeg gider ikke lave sådan noget nyhedsformidling. Jeg er drevet af at forklare tingene, så folk gider høre det. Jeg kommer ikke selv fra en overuddannet familie, og jeg kan huske den der følelse af at blive talt ned til af medierne. 

Altså, jeg gider at formidle, så vi alle sammen er med på, hvorfor det her er vigtigt eller hyklerisk eller sjovt, fortæller Stéphanie Surrugue, der er vokset op med en dansk mor og en fransk far, der yndede at lytte til den franske nyhedskanal France Inter på radioen.

– Jeg tror, at alle, der er vokset op mellem to lande, kan genkende det der med, at man får en grundlæggende forståelse af, at tingene kan se forskelligt ud for forskellige mennesker. Det er også et godt perspektiv at have med – at ens eget verdenssyn ikke altid er det eneste eller det rigtige. 

Måske er der to ting, der begge kan være rigtige, og som kan leve side om side?

– Det har aldrig talt til mig, det der bedrevidende, hvor du taler ned til din seer eller din læser, fordi du har så travlt med at være så skideklog selv. 

Det har jeg været i krig mod siden min første dag i branchen. Og det er jeg bare stadig, siger Surrugue og peger samtidigt på de mere ekstreme eksempler fra især USA, hvor stærke personligheder på de sociale medier er blevet berømte på at netop det. At lufte deres egne holdninger.

– Det, de har opdaget, de her såkaldte nyhedsinfluencere, det er, at der simpelthen er flere kliks, følgere og penge i at ævle løs om deres holdninger, end at sidde og lave gode gammeldags tilstræbt objektive nyheder. Det fungerer ikke. 

Det skal være rage bait og ekkokammer, og i det univers er der jo så meget gakket rapportering, der ikke nødvendigvis er baseret på fakta, men på hvem, der er mest underholdende, siger Surrugue, der i stedet forsøger at bringe sig selv i spil på sin egen måde. Ved at vise mere af sig selv.

– Vi er alle sammen hele mennesker. Det nytter ikke noget, hvis vi som medier udlægger virkeligheden som om, at det hele er frygteligt, fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen, fordi så slukker folk. Jeg tror bare, vi prøver at være lidt ærlige om, at alt det andet også findes. 

Vi skal måske på weekend med kæresten, børnene skal hentes fra spejder, og man skal arrangere polterabend for sin veninde. Det er også virkelighed.

Ankeret i Christianshavn

I Stéphanie Surrugues egen virkelighed handler det hele heller ikke udelukkende om at rapportere nyheder fra verden. Ikke længere. Det gjorde det engang, men med et ægteskab, to teenagere på 14 år på halvtid og en fælles adresse, består virkeligheden også af meget andet.

– Jeg har aldrig været sådan ultrafan af hverdagen, så det er godt, at jeg først er havnet her nu. Jeg er ikke hverken 19, 29 eller 39 mere, og jeg har været på så mange eventyr, både privat og fagligt, i så mange år, at jeg egentlig er klar til en form for modvægt. 

Yes, verden er blevet vildere, og vores arbejde er blevet anderledes. Vi har et andet ansvar i det mediebillede, der er nu – fuld af nyhedsinfluencere og fake news. Samtidig så har jeg fået bygget et privatliv op, som jeg elsker at være i. En lejr. Det havde jeg jo ikke før i tiden, hvor jeg altid var mellem to lufthavne og to-tre kærester. Og det her kommer til at lyde helt sindssygt på folk, der har levet mere stabilt, end jeg har, men ... jeg kan jo godt mærke, det er sundt. 

I mange år var det sådan set lidt ligegyldigt, om jeg gik til højre eller venstre, eller om jeg fløj til det ene eller andet land. Jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville, og det har jeg elsket. 

Men det har også været hårdt, og nogle gange ensomt, og rigtig tit har det været sindssygt spændende. Men det der med følelsen af at have en lejr og, som fodboldlandsholdet sagde, være en del af noget større, det er med til at grounde mig. Og så synes jeg også, at jeg har bygget en genial lejr op, fordi vi er mennesker, der interesserer sig for verden. 

Så vi taler jo. Vi taler hele tiden, fortæller Stéphanie Surrugue.

Og indrømmer samtidig, at hendes modvilje mod hverdagen alligevel ind i mellem dukker op. Når der er for mange ture til Silvan. Eller snak om, hvem der laver aftensmad. Det er nemt, for det gør Stéphanie ikke.

– Der er jeg heldig, at jeg har fundet en mand, der bare accepterer, når jeg siger, at nu får jeg kuk. Så er han sådan, okay, fint. Men det gode er, at han er på samme måde. Forskellen er bare, at han har fået børn, så han har jo ligesom været tvunget til at påtage sig den anden rolle også. 

Samtidigt ser Lasse ofte også lidt lysere på verdens gang, end jeg gør, og det tror jeg er rigtig godt. Og han er jo helt utroligt klog og udannet historiker, så lad os bare sige, at det er ham, der får ret. Det ville være dejligt.

Mennesker mere end systemer

Mens vi sidder her ved spisebordet på Christianshavn, er der tikket 12 nyhedsflash ind på Stéphanie Surrugues telefon. Hun abonnerer nok på lidt flere nyhedstjenester end de fleste og er optaget af mange ting, lige fra geopolitik til Celine Dions genkomst i Paris (koncerter, Surrugue desværre ikke nåede at få billetter til). 

Der sker meget hele tiden, og det kan være svært at bevare overblikket – det er dog heller ikke noget, Stéphanie Surrugue påstår at have.

 – Altså hvis folk siger, de har et totalt overblik over alt det, der sker lige nu, så vil jeg mene, at de er synske. Fordi vi ved jo ikke, hvad der sker om fem minutter, og vi lever i en tid, der er så ekstremt uforudsigelig. Måske lander det hele roligt, men vi ved det ikke – det er jo det, der er spændende. 

Det her er en ny tid, også for Europa, og det synes jeg er vildt at være en del af. Hvem bliver vores nye alliancer? Der opstår jo også muligheder i det her, som jeg synes er ekstremt interessant at følge med i, siger Stéphanie Surrugue og slår ind på en mere håbefuld vej.

For selv om hun prepper derhjemme og mentalt forbereder sig på nogle intense arbejdsår i en uforudsigelig verden, har hun hverken mistet tiltroen til systemerne eller mennesker.

– Det kan da godt være, at strømmen går, eller nogen tager den fra os, men den skal jo nok komme igennem. Der er masser af uretfærdigheder, ja, der er masser af ting, man kan brokke sig over, og vi kan fylde aviserne hver dag med kritiske historier. Men vi har stadig et samfund med en ret stærk sammenhængskraft. 

Det betyder ikke, at man ikke skal være kritisk over for det, der foregår. Og måske vil jeg sige, at min tiltro til mennesker er lidt større end til systemerne, siger Stéphanie Surrugue, og fortsætter:

– Jeg slukker selvfølgelig også og tager en pause, når det hele bliver for meget. Så laver jeg et eller andet hyggeligt, går ud og spiser med en veninde eller hygger med min familie. Det er altid det nære, der hjælper. Og det er jo enormt interessant, når du taler med krisepsykologer, præster – mennesker der er kloge på mennesker – om hvad kan man gøre, når man føler, man er ved at miste overblikket – så siger de alle det samme. 

Koncentrer dig om det nære, det er det, du kan gøre noget ved, og så holder du op med at føle dig magtesløs. Jeg har også talt med forfatteren og psykologen Svend Brinkmann og biskoppen af Grønland, Paneeraq Siegstad Munk, om det, at verden går amok – og hvordan vi skal håndtere det. 

Vær god overfor din familie, dine venner og dine kolleger – for du kan faktisk flytte nogle ting i det nære. Og hvis alle gør det, så spreder det sig jo som ringe i vandet, og det er enormt livsbekræftende. Det tænker jeg over. 

Her er vi tilbage til den erkendelse, Stéphanie Surrugue gjorde sig under strømnedbruddet sidste år. Paniske mennesker spreder panik, mens rolige mennesker spreder ro.

– Ja, altså ro på, og brug din energi der, hvor du kan se, du gør en forskel. Og det er jo i sidste ende det, der er det vigtigste. Det er jo de mennesker, vi elsker. 

Det er nok også derfor, jeg er havnet her nu. Med en mand, en lille vielsesring og to teenagedrenge. Fordi her kan jeg være med til at gøre en forskel. Det kan jeg så også prøve at gøre i mit arbejde, men jeg ved i hvert fald, at jeg kan være noget for min familie og mine venner. Jeg tror, det er der, man bevarer sig selv, sit humør og sin sundhed. 

Det skal man overhovedet ikke skamme over. Man skal skamme sig en lille smule, hvis man aldrig nogensinde gider læse nyheder. Men man skal fandeme ikke skamme sig over at bruge tid med mennesker, man holder af. Og så tænker jeg tit på et indrammet citat, jeg fik af en gammel fotografkollega på Politiken: ”Everything will be fine in the end. If it’s not fine, it’s not the end.” 

Og det husker jeg på – altså en gang om ugen nærmest.

LÆS OGSÅ

Naboens terrassedør stod på klem - og jeg glemmer aldrig synet, der mødte mig

Jeg troede, at min mand bare skulle hjælpe vores nye nabo med nogle praktiske ting.