De blå sider

Modent par sidder tæt sammen på en båd ved solnedgang og kigger ud over vandet.
Illustrationsfoto

Jeg stjal din mand, og nu skal jeg fortælle dig, hvordan det skete

Jeg skriver dette brev til dig, som var min elskedes kone. Jeg er kvinden, som i dine øjne stjal din mand. Kvinden, du sikkert hader.

klikk logo

Jeg har længe haft behov for at skrive til dig og fortælle min historie, så du måske kan begynde at tænke på mig som et medmenneske i stedet for den skrækkelige kvinde, der tog din mand og dit hjem.

Jeg skriver ikke direkte til dig, for det ville du nok synes var påtrængende; at jeg krydsede en grænse, der beskyttede dit private liv og dine følelser.

Men hvis du læser dette, vil du måske genkende dig selv. Måske kan du tænke på mig med lidt mere forståelse, og måske kan du med tiden tilgive.

Mit håb er, at vi en dag kan mødes, om ikke som venner, så i det mindste med accept, respekt og forståelse.

Første gang jeg så Ivar, var på et kursus i forbindelse med arbejde. Mit blik mødte hans, bare et eller to sekunder. Jeg så ind i de smukkeste øjne, jeg nogensinde havde set på en mand. Sikke en flot mand!

Men jeg var ikke på jagt efter en mand. Jeg var gift, havde små børn, og desuden var et nyt eventyr og utroskab ikke min stil. Aftenen gik, og jeg tænkte ikke mere på ham.

Der gik to år. Så var der igen et seminar. Da folk begyndte at danse efter middagen, var han der pludselig. Ville jeg danse? Hans blik var direkte og forventningsfuldt.

Som om det betød meget for ham, at netop jeg sagde ja til en dans. Dette både smigrede og varmede mig. Samtidig blev jeg forvirret. Hvad var der mellem os? Vi havde knap set hinanden og aldrig talt sammen.

Jeg husker, at jeg rødmede som en lille pige, da jeg sagde ja tak, rejste mig og gled ud på gulvet i hans arme. Vi dansede, og det føltes, som om vi havde kendt hinandens rytme i lang tid.

Aftenen nærmede sig slutningen. Pludselig stoppede han op midt på dansegulvet og sagde: "Lad os få noget frisk luft. Jeg har sådan lyst til at tale med dig."

Jeg nikkede, jeg havde også lyst til at tale med ham. Vi gik langs floden, begge med hænderne i lommerne, rørte ikke ved hinanden.

Alligevel følte jeg en særlig nærhed. Det var, som om jeg altid havde kendt denne mand.

Hvordan det startede, husker jeg ikke, men pludselig talte vi om vores respektive ægteskaber. Talte om at gifte sig i alt for ung en alder, talte om forskellige værdier og forventninger.

I ham så jeg spejlbilledet af min egen ægteskabelige ensomhed. Om jeg fik et hurtigt kram, da vi skiltes, kan jeg ikke huske, men jeg tror det ikke.

Begyndte at blive farligt

Tre dage senere ringede han til mig på arbejdet. Han skulle til min hjemby til et møde og spurgte, om vi kunne mødes og tale lidt.

Jeg havde aldrig gået bag min mands ryg, men fristelsen blev for stor – en samtale kunne da ikke være ulovlig?

Så jeg sagde ja til at møde ham, og vi mødtes på mit kontor, kun en times tid. Stadig ingen fysisk kontakt, men denne gang talte vi også rigtig godt sammen.

Der kom flere opkald, altid til arbejdet. Jeg begyndte at glæde mig til at høre fra ham. Igen kom en invitation til et møde, og igen sagde jeg ja.

Efter denne aften begyndte han at invadere mine tanker. Jeg var forvirret, forventningsfuld, bange.

På trods af at vi ikke havde haft nogen anden nærkontakt end et venskabeligt kram, når vi skiltes, indså jeg, at det begyndte at blive farligt.

Mine følelser var ikke længere venskabelige, jeg begyndte at begære ham.

Jeg besluttede mig for at bryde kontakten. Jeg skrev et kort, hvor jeg gav udtryk for, at selvom længslen var vækket, og jeg troede, at det kunne blive noget ægte og smukt, måtte vi tage hensyn til vores ægtefæller og børn.

Jeg sendte aldrig kortet, jeg brændte det op. Han måtte ikke få noget at vide om mine følelser. Så næste gang, han ringede, sagde jeg kort, at jeg ikke var interesseret i at holde kontakten længere.

– Jeg respekterer det, sagde han, og jeg syntes, hans stemme lød trist.

Trist var jeg også. Efter at vi havde afsluttet samtalen, græd jeg længe. Han ringede ikke igen.

Kunne ikke modstå

Der gik 10 år. Så var der igen et fællesarrangement, hvor folk i branchen var samlet. Jeg var spændt på, om han ville være der. Jeg var bange for at se ham igen, men samtidig ønskede jeg det også næsten desperat.

Efter middagen første dag på kurset stødte jeg pludselig på ham. Jeg blev svag i knæene og rystede.

I det øjeblik, jeg så ham, vidste jeg, at uanset hvor meget jeg kæmpede imod, var det her manden, jeg burde have delt livet med.

Han stoppede brat, da han fik øje på mig. Først så det næsten ud, som om han ikke troede, hvad han så, men så smilede han stort, hilste, greb mig i armen og førte mig hen til et hjørne.

– Her kan vi opsummere de sidste 10 års ensomhed, sagde han.

Da musikken begyndte, spurgte han, om jeg ville danse. Jeg sagde nej, turde pludselig ikke at være i nærheden af ham og måske komme til at afsløre mine følelser.

Så jeg rejste mig brat og takkede for i aften. Jeg undskyldede det med træthed og hovedpine. Næste morgen forlod jeg hotellet efter en tidlig morgenmad. Mødet og frokosten droppede jeg.

På hjemvejen var der kaos i mit hjerte og mit hoved. Hvad var der mellem denne mand og mig?

Var den stærke tiltrækning og samhørighed bare noget, der eksisterede i min fantasi? Måske så han mig bare som en god ven?

Mandagen efter ringede han og takkede for sidst. Flere telefonsamtaler fulgte – venskabelige, uforpligtende, ufarlige.

Fortryllelsen fra 10 år tilbage var nok væk, forsøgte jeg at overbevise mig selv. De følelser, som havde overmandet mig på seminaret, var sikkert bare indbildning.

Jeg havde ikke længere dårlig samvittighed overfor min mand. Savn, ensomhed og afvisning var blevet en del af mit liv.

Mange tårer var grædt, mange håb var gået i stykker, og en dag besluttede jeg mig for, at min mand aldrig skulle såre mig igen. Fra den dag sneg ligegyldighed og opgivelse sig ind i mit hjerte.

Alligevel havde jeg aldrig planer om at bryde ud af ægteskabet. Jeg havde affundet mig med, at det at blive respekteret og elsket, kom jeg aldrig til at opleve. Jeg var deprimeret og var holdt op med at glæde mig over noget som helst.

Derfor sagde jeg ja til at møde Ivar igen, denne sjæleven, som jeg syntes, jeg altid havde savnet.

Vi mødtes nu og da, ikke ofte, men tilstrækkeligt ofte til, at usynlige bånd blev knyttet. Samhørigheden voksede og blev til kærlighed.

I lang tid var vores møder kun venskab og fortrolighed. Tiden var god og ond. God, fordi jeg følte, jeg havde mødt et menneske så utroligt lig mig selv.

Smertefuldt fordi jeg blev nødt til at tage et opgør med, hvad jeg ville med mit liv.

Skulle jeg vælge det trygge, men så kærlighedsløse ægteskab, mit sociale netværk og frem for alt undgå at såre mine børn, som var blevet 26 og 16 år? Eller skulle jeg følge hjertet og tillade mig at opleve kærlighed, samhørighed og respekt?

Jeg følte, at hvis jeg brød kontakten til Ivar endnu en gang, ville jeg gå resten af livet med en følelse af, at jeg var gået glip af at leve lykkeligt med en mand.

Hvis jeg valgte pligten og trygheden, ville det så ikke også være forkert både for mig og for min mand? Fordi jeg så ville lade min mand leve videre sammen med mig på en løgn?

Det ville jo være et bedrag. Ville det ikke være mest ærligt at indrømme mine følelser, tage konsekvensen og give ham muligheden for at finde en, han virkelig kunne elske? Jeg vidste jo, at han heller ikke var lykkelig med mig.

Brød ud af ægteskabet

Du skal vide, at den dag, din mand og jeg var intime for første gang, havde jeg besluttet mig for at bryde ud af mit ægteskab.

Kort tid efter fortalte jeg min mand, at jeg var blevet glad for en anden. Jeg bad også om, at du skulle få det at vide så hurtigt som muligt.

Ivar og jeg planlagde at tage på ferie, men så længe I to boede sammen, ville jeg ikke rejse væk med ham. Jeg vil have, at du skal vide, at jeg prøvede så godt, jeg kunne, at varetage din ret til respekt.

Jeg ønskede ikke, at vores forhold skulle bygges på hemmeligheder og bedrag. Selvom alt var forkert, prøvede jeg så vidt muligt at gøre tingene rigtigt.

Han har aldrig talt negativt om dig, men fortalt hvor forskellige I var. Og jeg forstod hans savn.

Tilgiv mig, at jeg elsker ham. Tilgiv mig, når jeg vågner om natten og ser på den mand, som var din, og føler, at jeg er så glad for ham, at det gør ondt.

Jeg ved, at jeg vil elske denne mand resten af livet. Jeg ser på ham, mens han sover, og jeg nyder det.

Jeg glæder mig til at stå op med ham, tage på løbetur, telttur, fisketur og skiture sammen med ham. Tilgiv mig, at jeg begærer ham og tager imod ham med en lyst og intensitet, jeg aldrig har vidst boede i mig.

Tilgiv, at jeg er blevet glad for dine børnebørn og ønsker at være reservebedstemor for dem. Jeg ved, at du er vigtigere for dem, end hvad jeg vil blive.

Tilgiv også, at jeg har fået et godt forhold til din svigermor. Hun er en klog dame, som ikke dømmer, men prøver at forstå og få det bedste ud af livets udfordringer.

Når jeg nu afslutter denne historie, som er ment som et brev til dig, er det med et ønske om, at du får et godt liv, og at du kan tænke uden bitterhed:

Det var ikke den anden kvinde, der ødelagde ægteskabet. Vores liv udviklede sig sådan, at der var grobund for kærlighed mellem din mand og mig.

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.