Det tog Ghita Nørby mange år at acceptere sin egen vrede - men hun kæmper stadig med én ting 

– Hvem er det, der kommer der? Det er da ikke Ghita. Det er da en ond lille pige, der står der. Nu går hun tilbage ud ad den dør, og så kommer den søde Ghita ind. 

Sådan fik Ghita Nørby at vide af sin mor som barn. Hurtigt lærte hun, at der ikke var nogen, der brød sig om de negative og grimme følelser inden i hende. Der var kun plads til at være sød og smilende, så det var hun. Altid. 

– Jeg blev kun holdt af for mine gode egenskaber og aldrig for at være rasende eller sige, at de var nogle idioter. Hvis jeg sagde sådan, så skuffede jeg far og mor. Jeg blev opdraget som sød. 

I Ghitas fantasi tog en imaginær figur stille og roligt form. Den lille vilde, hed hun. For vild var hun, rebelsk faktisk. Hun løb rundt i skoven og var ligeglad med, om hendes mor syntes, hun opførte sig anstændigt nok. 

– Hun var sigøjner, og hun havde sort hår, rød nederdel og bare ben. Hun kunne alle de ting, som jeg ikke kunne. Hun boede i naturen, gik med kniv og vidste, hvilke bær man kunne spise. 

LÆS OGSÅ

Som ung blev Signe Egholm Olsen skældt ud for sit temperament – nu ser hun det som en drivkraft

Som ung blev Signe Egholm Olsen skældt ud for sit temperament, som til tider kunne løbe afsted med hende. Det resulterede i nogle ensomme teenageår, hvor hun ikke følte, hun passede ind. Men med alderen har hun forstået, at temperamentet også kan være en superkraft – og det forsøger hun at lære sine børn.

Når Ghita forsvandt væk i tankerne, var hun fri. Men i barndomshjemmet var det hendes mor, Guldborg Nørby, der bestemte. Hun husker moren som meget smuk og som en dygtig pianist, men overfor Ghita var hun også meget dominerende. 

– Min mor ville slet ikke have, at jeg var den, jeg var. Jeg sagde aldrig noget til hende, når hun var efter mig, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg var tavs overfor hende. Hvis jeg sagde noget, så hørte hun alligevel heller aldrig på mig.

Et helt menneske 

På et tidspunkt fik Ghita nok. Hun ville ud af barndomshjemmet, hvor hun ikke havde mulighed for at sige fra eller på anden måde udtrykke sin vrede overfor moren. Derfor flyttede hun hjemmefra allerede i de sene teenageår. 

– Jeg lagde ikke mærke til det, før jeg blev en vis alder. Jeg har i hvert fald været 18-19 år, da jeg pludselig kunne se, at der var nogle ting, der var lidt mærkelige i forhold til min mor. Så flyttede jeg hjemmefra og fik mulighed for at prøve at leve mit eget liv. Jeg begyndte også ret hurtigt at snakke med psykologer, og det sætter jeg stadig stor pris på i dag. 

Med flytningen trak Ghita sig for første gang fra sin mor, og det blev hendes første skridt mod at blive den voksne version af sig selv, som lærte at sætte grænser overfor andre. Næste skridt hjalp psykologen hende med, da Ghita fortalte, at hun hver dag ringede til sin mor. 

– Så kan jeg huske, at en psykolog sagde, du må ikke gøre det, du må ikke ringe hjem hver dag. Du kan også vente på, at telefonen ringer til dig. Og det lyttede jeg til. Det var svært, for jeg var så vant til det. Jeg var nok også bange for hende.

I samme periode begyndte Ghitas skuespilkarriere lige så stille at tage fart. Hun blev færdig på Det Kongelige Teaters Elevskole som 21-årig og arbejdede på AlléScenen, som i dag hedder Betty Nansen Teatret. Der blev et tydeligt før og efter i Ghitas liv, da hun mødte et helt særligt menneske der. 

– Der var et menneske, som hed Erling Schroeder, han var en stor teaterinstruktør. Han så pludselig, at der stod en lille fjoget pige med smilehuller på teatret, og så gav han mig en helt anden slags roller. Han gav mig plads til at bruge mine kræfter og til, at jeg ikke bare skulle være yndig og sød hele tiden. 

Ghita fik lov til at dyrke nogle roller med mere dybde, flere nuancer, og det betød, at hun også så nogle nye sider af sig selv. På teatret med Erling Schroeder som instruktør, oplevede Ghita også et miljø, hvor tonen var hård. Man måtte vænne sig til, at kritikken haglede ned over sig for at overleve – men for Ghita blev det en øjenåbner. 

– Jeg var et helt andet menneske før. I det øjeblik jeg lærte at tage imod kritik, åbnede der sig nye sider af mig selv. Det var en selverkendelse, som jeg havde brug for. 

LÆS OGSÅ

Sådan vender du din vrede til din fordel

Vrede er en følelse, som mange kvinder ikke ønsker. Men den er en grundfølelse, som ingen af os kan undgå – du skal bare gøre dig bevidst om, hvad vreden vil fortælle dig. For raseri og arrigskab kan være et kraftfuldt værktøj til mere lykke.

Alle de mørke sider, som Ghita havde projekteret over i fantasivennen som lille, lærte hun nu at se i øjnene. Vreden, ondskaben, vildskaben, der havde været undertrykt så længe, indså hun, var med til at gøre hende til et helt menneske. 

– Jeg lærte at forstå mig selv mere. Skide være med, om jeg kan lide mig selv eller ej, det vil jeg overlade til andre. Men jeg lærte at bruge min forstand og min selverkendelse. Alle sider af mig selv hører jo med, og det har jeg lært.

Det svære nej 

Kritik blev en vigtig funktion i Ghitas liv, som hun har taget med sig siden. Det er sådan, man udvikler sig, lærte hun. Derfor har hun også selv brugt det sidenhen og heller ikke været bange for at vise sit hele jeg. Selvom hun i dag bestemt ikke er bange for at tage en konflikt, kan det godt være svært at sige nej. 

– Jeg har altid haft svært ved at sige nej. Det lider jeg stadig under i dag. Det er jo lettere at sige ja, så er der ingen problemer. Når du siger ja, bliver du som regel mødt med en vis form for venlighed. Det har været at løbe med strømmen og spare mig selv for nogle diskussioner. 

Men selvom hun gerne undgår diskussioner og problemer ved at sige ja, øver hun sig i en særlig sætning: "Jeg orker det ikke". Når hun alligevel får sagt for meget ja til andre menneskers tilbud, end hun egentlig vil, er hendes søn en sand redning. 

– Jeg har en rigtig klog søn, som hjælper mig med at sige, mor, skal du ikke sige nej til det der? Jo tak, siger jeg så til ham, hvor er det godt, at du siger det.

LÆS OGSÅ

Da den ældre mand sagde én ting til Szhirley på kaffebaren, blev hun rasende

Szhirley er kommet i før-overgangsalderen, og det har store indvirkninger på hendes humør. Hun kan især hurtigt blive meget vred, og det skete for nylig, da hun bestilte en kop kaffe.