Signe Egholm Olsen.

Som ung blev Signe Egholm Olsen skældt ud for sit temperament – nu ser hun det som en drivkraft

Som ung blev Signe Egholm Olsen skældt ud for sit temperament, som til tider kunne løbe afsted med hende. Det resulterede i nogle ensomme teenageår, hvor hun ikke følte, hun passede ind. Men med alderen har hun forstået, at temperamentet også kan være en superkraft – og det forsøger hun at lære sine børn.

Du spiller Miras mor i filmen 'Mira'. Hvad er dit forhold til den historie?

– Min datter og jeg læste bøgerne sammen. De ramte plet for hendes alder, og det blev vores ting at læse dem sammen. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville til casting, gav det bare så god mening. 

Min datter er også præcis samme alder som Mira, og jeg kan trække mange paralleller fra Miras mor til min egen måde at være mor på. Jeg genkender det uperfekte moderskab og det der med at lave fejl, læse situationer forkert og være en mega kikset mor.

Hvordan kan du genkende den uperfekte mor i dig selv?

– Det kan være små ting som at gå ind på værelset uden at banke på eller blande sig for meget til en børnefødselsdag. Der er jo mange beslutninger, man skal tage som forældre, som hele tiden er en afvejelse over, om man gør for meget eller for lidt. Man kan ikke undgå at lave fejl, men jeg synes egentlig, at jeg er ret god til at sige undskyld, når jeg kan mærke, at jeg er gået over grænsen, har været for meget eller for lidt for mine børn. 

Vi øver os alle sammen derhjemme, for vi har store temperamenter. Både min mand og jeg er stædige og temperamentsfulde, så det giver god mening, at vores børn også er det. Men jeg synes, at der er en kæmpe drivkraft i temperament, så det er ikke kun en dårlig ting.

Hvordan viser du dine børn, at det kan være en god ting?

– Det sker nok mere indirekte. Jeg prøver at rose dem rigtig meget for at markere sig og blande sig i diskussioner, og hvis de stopper deres venner, når de synes, at noget er uretfærdigt. Men samtidig skal de også kunne sige undskyld, hvis de har lavet en fejl eller er gået over andres grænser. 

Jeg prøver at lære dem at bruge temperamentet til at skubbe dem videre fremad, så de kan blive endnu bedre til at spille guitar eller danse eller til at læse en bog. 

Temperament er jo også energi.

Hvordan tackler du dit eget temperament?

– Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at tackle det, end jeg var engang. Som barn og teenager råbte jeg rigtig meget og smækkede mange døre hårdt i. Men jeg kunne mærke, at det var opslidende for mig, og med alderen og erfaringen fandt jeg ud af, at der var andre måder at håndtere en konflikt på. 

Hvis jeg bliver meget presset, kan mit temperament godt folde sig ud, men det sker sjældent. I stedet har jeg lært at fjerne mig fra en situation og så sige, ”det er okay, at vi ikke er enige”. For det er ofte der, mange konflikter er opstået, når den anden ikke ville gøre tingene på min måde. Så det har også handlet om en kæmpe stædighed. 

Men med alderen har jeg lært at overgive mig til andres måder at tænke og handle på.

Hvilke reaktioner fik du på dit temperament dengang?

– Da jeg var barn og teenager, fik jeg at vide, at det var for voldsomt, og at jeg skulle pakke mit temperament sammen. Det var særligt i skolen, jeg fik det at vide. Men jeg har helt klar også været et barn, der fyldte, når jeg blev hidsig, og det kunne godt blive lidt destruktivt, hvor lærerne havde svært ved at få ro og få mig til at sidde stille. 

Jeg havde svært ved at passe ind i de der kasser i skolen, og jeg strittede meget imod, hvis nogen skulle bestemme, hvad jeg skulle gøre. Det var lidt ensomt i nogle år, hvor jeg følte, at jeg lidt var en satellit, der ikke rigtigt passede ind nogle steder.

Hvor tror du, temperamentet kommer fra?

– Fra min mor. Både hun og min bror har det også. Men jeg synes faktisk, at der er en god udladning i det. For der er mange, og måske især piger, som går og holder for meget på sig selv, og det er jo heller ikke godt. Man kan få renset sig selv og luften imellem hinanden, hvis der kommer hul, og man får lov, og der er højt nok til loftet til, at man kan rase ud. Så kan man lande bagefter og sige, det var voldsomt, hvad skete der? 

Men så kan man snakke om det i stedet for, at alle går og holder på sig selv for ikke at ødelægge den gode stemning. Det tror jeg heller ikke er et særlig sundt indeklima at skabe i en familie. Så jeg hylder egentlig en smækket dør i ny og næ, eller at der bliver sagt fra. Det synes jeg er herligt.

Hvordan har du det selv med at bryde den gode stemning?

– Jeg er også meget optaget af, hvordan andre folk har det, og at stemningen er god, så jeg er ikke kun en badass, der banker i bordet og siger ”sådan her har jeg det”. 

Jeg har prøvet at være i situationer i mit arbejdsliv og i personlige relationer, hvor jeg er blevet totalt overrumplet og har oplevet, at mine grænser er blevet overtrådt for længst, før jeg får sagt fra. Hvis andre fylder for meget, så kan jeg godt lukke mig selv ned ubevidst. 

Så jeg ligger også under for at ville gøre andre glade og gøre stemningen god. Så let er det slet ikke for mig. Det er altid på bagkant, at jeg tænker på, hvad jeg skulle have sagt eller gjort i stedet for.

Hvordan er den balance for dig mellem at gå meget op i den gode stemning og samtidig have et stort temperament?

– Det er mine to yderpoler, som kæmper mod hinanden. Jeg føler mig både som en stor anarkist og rebel, men også meget autoritetstro og nærmest spejder-agtig. De bliver meget præsente i mig begge to, så jeg øver mig i at balancere dem. Jeg er jo heldig at arbejde på mange forskellige arbejdspladser, så jeg kan hele tiden tage nye erfaringer med mig fra det sidste arbejde om, hvad der fungerede godt, når jeg starter på en frisk. 

Oftest har jeg det jo godt, når jeg både markerer mig, men også giver plads til andre.

Om Signe Egholm Olsen

  • Skuespiller og aktuel i familiefilmen 'Mira' i rollen som Miras mor.
  • Kendt fra film som 'Nordkraft' og serier som 'Borgen' og 'Carmen Curlers'.
  • Medstifter af det kvindelige kunstnerkollektiv Sort Samvittighed.
  • Gift med sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen, som hun har børnene Billie og Morgan med.