Kvinde i havemøbel

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

– Jeg har holdt øje med dig! 

Ordene kom drillende fra den smilende mand, der dukkede op ved tennisbanen, da min tennismakker Linda og jeg var færdige med at spille. Forfjamsket smilede jeg tilbage og så ud af øjenkrogen, hvordan Linda vinkede og gik op mod klubhuset. 

Manden foran mig smilede stadig sit blændende smil og var rent ud sagt en tiltrækkende mand. Ikke ung, men det var jeg heller ikke længere. Hans hår var tykt, gråt og han udstrålede selvsikkerhed. Her var en mand, som var vant til at få, hvad han ville have. 

– Jeg hedder Jeppe, og jeg vil gerne lære dig at kende. Sikken en baghånd du har, sagde han og så anerkendende på mig. 

Jeg mumlede et „tak” og skyndte mig efter Linda ud i omklædningsrummet. Da hun hørte, hvordan jeg nærmest var flygtet, lo hun. 

Linda havde længe ment, at jeg skulle ud blandt mænd igen. Efter en hård skilsmisse, havde jeg trukket mig fra mænd. Min eksmands følelsesmæssige kulde havde tæret på min tillid til det modsatte køn. Det vidste Linda godt, og hun smilede opfordrende til mig, da Jeppe senere kom hen til mig i tennisklubbens kantine og selvsikkert sagde:

– Skal vi ikke spise middag sammen fredag? Jeg henter dig klokken 18.30! Jeg nikkede måbende, mens Jeppe bare smilede og forsvandt. 

– Han er et scoop, sagde Linda, mens jeg følte mig smigret og overrumplet. Jeppe gik direkte efter sit mål, og jeg var inderst inde ret tilfreds med, at det var mig. 

Middagen blev en succes, og Jeppe og jeg blev hurtigt et par. Jeppe ønskede, at vi skulle være sammen konstant, han feterede mig og virkede som min drømmemand. Jeg fortalte mine to døtre, at det her var manden i mit liv, og de bakkede mig begejstret op. Jeppe blev nemlig hurtigt en del af vores familie, og jeg mødte også hans børn. Selv nød jeg at blive bestormet af en mand, der modsat min eksmand turde tale om sine følelser, en mand som anerkendte mig og hjalp mig. Seksuelt havde vi det også fantastisk, så jeg nød vores nætter og betalte gladelig med træthed næste dag. 

Efter de første tre magiske måneder måtte jeg dog erkende, at jeg var fuldstændig udmattet. Der skulle hele tiden ske noget sammen med Jeppe, jeg var træt og begyndte derfor at blive irritabel og lyttede kun halvt, når nogen talte til mig. Sådan havde Jeppe det slet ikke: Han var velhavende og behøvede til forskel for mig ikke at arbejde ret meget, så han havde god tid til forlængede weekender, fester og ferier. Alt sammen noget jeg nød – men da ikke hver dag. 

Den dag, hvor jeg opdagede, at Jeppe ikke kun var sød og charmerende, var en fredag, hvor der – igen – var en reception hos en af Jeppes firmaforbindelser. 

Jeg var træt efter en uges hårdt arbejde og spurgte derfor Jeppe, om han ikke kunne tage alene afsted? Jeg så straks det misbilligende blik i hans øjne og foreslog derfor hurtigt et kompromis: Vi tog til receptionen, men kun kort, bagefter skulle vi bare hjem og slappe af. Jeppes humør vendte på et splitsekund til det bedre, og vi tog afsted. 

Efter et par timer med et glas i hånden og udsigt til Jeppe, der boltrede sig i opmærksomhed, gjorde jeg tegn til, at jeg var træt og godt ville hjem. Jeppe ignorerede mig, og da jeg efter endnu en time spurgte, om vi ikke nok kunne gå, lod han igen som ingenting. Tværtimod skulle jeg lige hilse på én af hans forretningsforbindelser og så endnu en. Klokken var over 22, da jeg sagde, at nu gik jeg altså ud og fandt en bus. 

– Vi kører da sammen, sagde Jeppe og smilede, men da vi kom udenfor, hvor ingen kunne høre os, blev tonen en anden: 

– Først vil du med, og så ødelægger du det hele for mig, hvæsede han.

Forbløffet så jeg på ham. Hvad var det, han sagde? Det var jo ham selv, der havde insisteret på, at jeg skulle tage med, men det kunne han ikke huske. I stedet gik han nu tilbage til receptionen, og jeg gik ud og ledte efter en bus. Jeg var chokeret over Jeppes opførsel. Mens jeg sad i bussen, kredsede mine tanker om ham. Hvorfor opførte han sig på den måde? Hvordan kunne han skifte humør på et splitsekund? En stemme indeni sagde, at han ikke var helt normal, men jeg verfede tanken bort. 

Morgenen efter stod Jeppe da også foran min dør med hvide roser og morgenbrød. Han var på forsoningstogt, og hans mission lykkedes. Jeg ville også gerne bagatellisere aftenens udbrud, så vi kunne komme videre. 

Lørdagen var dejlig, men søndag var der så en ny sammenkomst, som Jeppe ville have mig med til. Jeg blev utilpas ved tanken om at sige nej, men Jeppe havde intet nævnt om arrangementet, og jeg magtede ikke flere fremmede mennesker. Jeg havde aldrig set ham så vred, som da jeg sagde, at jeg ikke tog med. Munden blev stram og øjnene smalle sprækker: 

– Du skuffer mig. Der var måske i virkeligheden en god grund til, at din mand gik fra dig? vrissede han og fortsatte med at sige, at jeg var forkælet. Jeg var neurotisk. Jeg var sådan en kvinde, ingen mand kunne holde ud. 

Til sidst begyndte jeg at græde, og så vendte han rundt. Angrede og undskyldte. Med tårer i øjnene åndede jeg lettet op. For selvom jeg stadig var chokeret, så var jeg også klar til at tilgive, for jeg ønskede, at Jeppe var den stærke, charmerende mand, som både jeg og ikke mindst alle andre så ham som. For hver dag lagde Jeppe nemlig billeder ud på Facebook af os sammen til koncerter, middage, receptioner. 

Jeg savnede min veninde Linda, men vi spillede ikke engang tennis længere. Nu spillede jeg med Jeppe, der også insisterede på at hente mig, når jeg havde været til møder eller sammen med veninder, hvilket ikke skete særlig tit længere. Jeppe fandt nemlig altid anledning til at komme med langstilkede roser, chokolade og champagne „til pigerne”, men han blev også altid hængende, og jeg følte mig overvåget. 

– Jeg er bange for, at Jeppe har narcissistiske træk, sagde Linda forsigtigt til mig en af de sjældne aftener, hvor jeg havde hende på tomandshånd. 

Hvad Jeppe lavede, når vi ikke var sammen, havde jeg ikke styr på, men han var tit optaget af at skrive på sin telefon, og han lagde den aldrig fra sig. En aften fik jeg fat på hans mobil og tjekkede hans beskeder, mens jeg følte mig både lille og sølle. Jeg opdagede dog her, at Jeppe skrev med op til flere kvinder. Da jeg spurgte, sagde han bare, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, for de betød ingenting. 

Jeppe var i det hele taget en mester i at glide af på det, som han ikke ville dvæle ved. Jeg følte mig fanget i et net, der strammede til, men udadtil virkede alt jo så perfekt. Mine døtre elskede Jeppes humor og energi, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, skiftede han humør og påpegede altid et eller andet, jeg havde gjort forkert. Vores intime liv havde også forandret sig. Det var blevet iskoldt og mekanisk. 

Jeppe forstod mig ikke, når jeg prøvede at fortælle ham om mine følelser. Han kunne ikke se, at det var et problem, at han skiftede mening og humør på et splitsekund og aldrig rigtig var til stede, når vi var alene sammen. 

Vores forhold gik for alvor skævt, da jeg meldte fra til en fest hos en af hans mange bekendte, fordi jeg skulle til fødselsdag hos Linda. Jeg havde sagt det til Jeppe lang tid i forvejen, alligevel måtte jeg høre for det i ugevis bagefter. For Jeppe havde regnet med, at jeg alligevel ville give mig. Derfor havde han aldrig sagt til værten, at jeg ikke kom. 

– Der sad jeg alene! Ved siden af en tom stol med dit navn! rasede han efter festen. 

Da jeg sagde, at han vidste, at jeg ikke kunne komme med, prellede det af på ham. Det ene øjeblik var han alt, hvad jeg drømte om, i det næste kunne han sige ting, der ødelagde mig. For Jeppe var den ideelle tilværelse, at jeg var der, når han havde brug for det. Det gik aldrig den anden vej. 

Linda bemærkede efterhånden, at jeg havde tabt mig og virkede presset. Hun rådede mig derfor til at komme væk fra Jeppe. Jeg vidste efterhånden, at hun havde ret. Selvom der stadig var stjernestunder i Jeppes selskab, så var prisen alt for høj, og jeg følte mig udmattet og fanget i et psykologisk spil, som han mestrede meget bedre end jeg.

Det var psykisk vold, og hvis jeg ikke gik, ville jeg miste mig selv. 

Med hjælp fra mine børn og gode veninder lykkedes det mig til sidst at komme væk fra Jeppe. Han gjorde det ikke nemt, for han bombarderede mig med beskeder og telefonopkald i flere måneder, men jeg svarede ikke. 

Det tog mig lang tid at komme på højkant igen og i dag, kan jeg ikke finde noget godt at sige om forholdet til Jeppe. Derfor fik jeg også blandede følelser, da jeg hørte, at han var sammen med en ny kvinde. Jeg havde ondt af hende, men jeg var også lettet på mine egne vegne, for endelig følte jeg mig fri. 

Jeg ringede til Linda og spurgte, om vi ikke skulle spille tennis igen. Jeg havde nemlig ikke turdet vise mig i klubben siden vores brud, men nu var jeg på banen igen.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.

Skriv til Vibeke Dorph