Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anne opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg mødte Mikael til et forfatterforedrag på vores lokale bibliotek. Han sad som jeg blandt tilskuerne og lyttede intenst. Bagefter, da vi stillede os i den lange kø for at få en forfatterens autograf med hjem, faldt vi i snak. Det viste sig, at vi havde mange ting tilfælles: Vi var begge midt i 40’erne og arbejdede inden for skoleverdenen.

Mikael havde et intenst blik, en varm latter og virkede utrolig klog og vidende. Da vi fulgtes ud fra biblioteket, spurgte han, om jeg havde lyst til at mødes igen. Han syntes, at vi havde haft sådan en god snak, og det var ikke så tit, han oplevede det. 

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Mit hjerte sprang et slag over, mens jeg sagde, at det ville jeg da mægtigt gerne. Jeg havde været single i syv år og længtes efter at møde en mand at dele livet med. Især sådan én som Mikael, hvor kemien bare var der. 

Da vi kom udenfor, havde Mikael imidlertid både et barnesæde bagpå og et foran på sin cykel. Han nævnte ikke, om han var bedstefar eller småbørnsfar, han bad bare om mit nummer, inden han svingede benet over cykelstangen med et: "Vi ses."

Et par dage efter ringede Mikael og inviterede sig selv hjem til mig. Da jeg ikke vidste, om det var mig personligt eller bare en snak om litteratur, han var interesseret i, anede jeg heller ikke, hvad jeg skulle forvente. 

Da han kom, trådte han ind i min stue og gik straks i gang med at gennemgå mine bogtitler i reolen og dernæst min samling af plader.

"Åh, har du noget imod, at vi sætter lidt jazz på? Det er så lang tid siden, jeg har haft mulighed for bare at slappe af og nyde musik? Derhjemme spiller min kone ikke andet end børnemusik for ungerne."

Han smilede, mens jeg forsøgte at skjule min skuffelse. Så han var altså gift og småbørnsfar, men hvad i alverden sagde hans kone mon til, at han tilbragte sin aften hjemme hos mig?

"Intet som helst," svarede han.

Det viste sig, at Mikaels kone var en del yngre end ham, og siden hun var blevet mor, var der kun én ting, der eksisterede i hendes verden: deres to små børn.

Det var også kun på grund af dem, at Mikael blev hos hende. Han blev nødt til at hjælpe hende med at tage det praktiske ansvar for børnene, indtil de var store nok til, at hun kunne klare sig uden ham. 

For børnenes mor var, som Mikael forklarede det, på mange måder lidt umoden og uselvstændig og havde derfor brug for ham som sin urokkelige klippe.

Selv havde jeg aldrig været i stand til at få børn og heller aldrig haft det store ønske om det. Det var derfor svært for mig at sætte sig ind i hans og konens situation. Mikael forsikrede mig dog om, at der var helt klare linjer mellem dem. Så længe han hjalp hende med det børnepraktiske, så havde han sin frihed til at gøre, som det passede ham.

LÆS OGSÅ

Derfor boller boomere bedre

Ældre voksne bliver ofte forbigået i samtaler om sex og intimitet – for når du rammer 60+, hvor meget sex har du så egentligt? Undersøgelser viser dog, at boomerne måske har det sjovere end alle andre.

Efter en hyggelig aften, hvor vi havde delt en flaske vin og lært hinanden bedre at kende, spurgte Mikael, om jeg havde lyst til at ses igen. Jeg nikkede, men var stadigvæk forvirret over, hvad det indebar at indlede et forhold til en mand, der levede i et åbent forhold.

Det skulle snart vise sig, at Mikaels og mit forhold udelukkende blev på hans præmisser. Igennem det næste års tid sås vi kun, når han havde tid og overskud til det – og altid hjemme hos mig. Hver gang diskede jeg op med lækkerier, rødvin og jazz på anlægget. 

I skæret fra de levende stearinlys sad vi så i hver sin ende af min sofa og talte dybt om kultur og politik. Det var meget åndeligt berigende, men vores forhold udviklede sig også til at blive erotisk.

Selvom jeg havde accepteret, at Mikaels familie kom i første række, så tilsidesatte jeg selv alt andet for ham. For jeg var blevet så stormende forelsket i ham, at jeg i mit stille sind ikke kunne vente på den dag, hvor hans kone kunne klare sig uden ham. Selvfølgelig ville jeg hjælpe ham med at tage ansvaret for deres børn, når de var hos os. 

Jeg havde også allerede mødt dem et par gange. Mikael havde nemlig haft dem med hjemme hos mig, når hans kone skulle ud, og jeg havde såmænd også hilst på hende en enkelt gang. Det var i Netto, hvor hun var ude at handle ind sammen med både børnene og Mikael. 

Han præsenterede os smilende for hinanden, og mens jeg følte mig lidt underligt til mode, så lod hun ikke til at have det mindste imod mig.

Derfor blev jeg bestyrtet, da Mikael efter yderligere et år fortalte, at hans kone nu var gravid igen. Hele min verden ramlede sammen. Mikael havde hele tiden påstået, at deres samliv var af ren praktisk karakter, nu lød det ikke helt til at forholde sig sådan. Jo, forsvarede han sig, det var kun af ren praktisk karakter, men hans kone havde sådan ønsket sig et barn mere, og det havde han ikke nænnet at nægte hende. 

Det at være mor, var jo hele meningen med hendes liv, og for ham betød et barn fra eller til ikke det store. For mig betød det dog, at jeg måtte vente i endnu længere tid på at få det liv sammen med den mand, jeg elskede. 

Jeg var så skuffet. Jeg græd og betvivlede, om jeg havde lyst til at blive i forholdet. Mikael fik mig dog overbevist om, at det var en lidt barnlig reaktion. Jeg ville jo stadig få ”det bedste” af ham, selvom hans kone nu ventede sig igen.

Da hun havde født, fik Mikael imidlertid mindre tid til mig. Der var der ikke noget at sige til, jeg blev bare nødt til at bide tænderne sammen. Der var ikke andet for end at fortsætte med at være tålmodig og vente på, at hans yngste blev gammel nok til, at hans kone kunne stå på egne ben.

Indimellem, når Mikael kom hjem til mig, var han så træt, at han lignede et helt alderdomshjem. Han klagede over, hvor krævende hans kone var, og hvordan hun insisterede på, at alle tre unger skulle sove med dem i deres seng, og at han heller ikke i løbet af dagen fik et øjebliks fred og ro. 

Hjemme hos mig stillede jeg derfor ingen krav, her fik han bare lov at slappe af – og få sine behov opfyldt for fysisk nærvær og intellektuelt modspil.

LÆS OGSÅ

Gun-Britt har én speciel regel, når hun køber tøj

Frisør Gun-Britt Zeller vægter kvalitet og bæredygtighed højt, både når hun klæder sig på til sin hverdag i salonen og privat. Få et smugkig i hendes garderobe, hvor de klassiske items ofte får et lille tvist, og hvor alt kan dresses op og ned.

Da Mikael endelig gik fra sin kone, var deres ældste startet i skole, den mellemste på vej til det – og den yngste havde smidt bleen og sov igennem. Dette var så det øjeblik, jeg havde ventet tålmodigt og længe på, og jeg glædede mig til, at vi kunne få et mere normalt liv sammen.

Nu var det imidlertid som om, Mikael mistede interessen for mig. Han havde ikke tid, eller også undskyldte han sig med, at han havde behov for at være alene. Jeg fattede ikke, hvad der foregik. Jeg troede jo, at han var gået fra sin kone for at være sammen med mig.

En dag kom han så hjem til mig og sagde, at der var sket ”noget helt fantastisk”. Han havde mødt en yngre kvinde, som han var blevet stormende forelsket i. Hun accepterede dog desværre ikke, at han så andre kvinder end hende. Han kunne derfor ikke se mig længere, men takkede mig for den skønne tid, vi havde haft sammen. 

Jeg sad dybt chokeret og så på ham, mens han talte. Jeg havde ventet mere end fem år på ham. Nu skrottede han mig så for at indlede et helt almindeligt monogamt forhold til en helt tredje kvinde. I Mikaels optik havde han dog aldrig lovet mig noget. Han sagde, at jeg lige fra starten havde kendt betingelserne: At vi havde et åbent forhold uden gensidige krav eller forpligtigelser. 

Først nu gik det for alvor op for mig, at Mikael bare havde brugt mig som et åndehul, et sted, hvor han kunne slippe væk fra sin kone og børn. Aldrig har jeg følt mig så tåbelig og ulykkelig på én og samme tid.

Nogle måneder efter, at Mikael var forsvundet ud ad mit liv, mødt jeg så hans ekskone på gaden. Vi stoppede og faldt i snak.

"Mikael er typen, der både vil blæse og have mel i munden," sagde hun hovedrystende, da jeg fortalte om vores brud. 

"Da jeg mødte ham, var han helt vild for, at vi skulle blive en stor børnefamilie. Vores ældste var dårligt nået at komme til verden, før han ville have den næste. Så der stod jeg pludseligt med to små børn, mens han klagede over, at jeg ikke havde overskud til ham."

"Da han så ville have, at vi skulle leve i et åbent forhold, havde jeg ikke andet valg, for jeg kunne ikke klare det praktiske med to små børn alene."

"Men I fik jo et til?"

"Ja, det var så heller ikke planlagt, men jeg valgte alligevel at beholde det. For børnene var det eneste gode, jeg fik ud af Mikael. Og han er jo stadig en god far, når det altså passer ham. Men nu, hvor hans nye kæreste allerede venter sig – med tvillinger – tvivler jeg dog på, at han får særlig meget tid til de tre børn, han har i forvejen!"

Efter min samtale med Mikaels ekskone faldt brikkerne langt om længe på plads. Mikael var jo ikke en mand, der havde ofret sig for kone og børn. Han var en egoist, der gjorde, præcist som det passede ham uden at tænke på andre. 

Og mens jeg spadserede hjem til min lejlighed, var det med undren over, hvorfor jeg havde brugt så lang tid på en sådan en mand efterfulgt af en dyb lettelse over, at jeg langt om længe var sluppet af med ham.

LÆS OGSÅ

Anne-Grethe Bjarup Riis blev stormende forelsket i kollega – men hun var allerede gift

Da skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis mødte produceren Bo på et filmset, slog det hurtigt gnister. Men der var ét problem.

LÆS OGSÅ

Min kæreste vil leve i et åbent forhold

Min kæreste gennem det sidste halve år vil gerne leve i et åbent forhold. Dette forslag kom hun med forholdsvis tidligt i vores relation, hvor jeg fortalte hende, at jeg ikke var på samme side. Nu bringer hun det op igen. Mit standpunkt har ikke ændret sig, men jeg vil ikke miste hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.