For Kevin var det en stor lettelse at få lov til at se ud som det, han føler sig som: en mand

Som lille havde jeg for­nemmelsen af, at der var noget helt galt. Jeg følte mig ikke som en pige, selv om jeg lignede én. 

Jeg gjorde oprør, når min forældre prøvede at tvinge mig ned i en kjole; jeg hadede som pesten, at de ville have, jeg skulle ligne en pige.

Når vi skulle i svømmehal i skolen, ville jeg ikke ligne en af pigerne. Jeg kunne finde på at “glemme” min badedragt for at undgå ydmygelsen, men desværre var der altid en lånedragt, jeg kunne få på i stedet. Det var en kæmpe frustration, for jeg ville så gerne have lov at gå med badebukser som de andre drenge.

Køn og seksualitet var ikke noget, vi talte om i min familie. Jeg havde derfor ingen ord for, hvad jeg følte. Men jeg vidste, at jeg ikke var en pige, selv om alle i familien lod, som om jeg var det. 

LÆS OGSÅ

Kvinder har brug for især én ting, ellers vil de skilles – og mænd aner ikke, hvad det er

Coach og podcastvært Mikkel Braginsky oplever især et område, der har trænge kår i danskernes parforhold. Vi er simpelthen blevet for dårlige til at tale sammen. Bliv klogere her og få hans gode tips til, hvordan I taler bedre sammen.

Det betød, at jeg insisterede på at være korthåret og gå i alt for stort tøj, der skjulte mine former – til stor frustration for mine forældre, der ikke forstod, hvorfor jeg skulle være sådan på tværs.

Som 17-årig sprang jeg ud som lesbisk. Det var egentlig ikke, fordi jeg følte mig som en pige, der var til piger, men det var det nemmeste og mest accepterede. Sådan tror jeg, mange transkønnede har det, før de finder ud af, hvad de egentlig er.

Efter nogle år som lesbisk mødte jeg en fantastisk transkønnet kvinde. Vi blev kærester, og for hende var der ingen tvivl om, hvad jeg var: en transkønnet mand. 

Hun var den første, der omfavnede min kønsidentitet for alvor og åbnede mine øjne for, at det jeg følte, var ægte. Jeg var ikke en pige, ej heller lesbisk – men en mand, der var født i den forkerte krop. 

Der startede min rejse mod at blive transformeret til mand.

Før jeg kom i behandling, var jeg stresset og frustreret. Jeg følte mig så fremmed i min egen krop. I 2016 begyndte jeg den lange vej mod at blive godkendt til en såkaldt kønsbekræftende behandling og få mandlige kønshormoner. Senere fik jeg også fjernet brysterne. 

Det har været den rette vej for mig. For jeg føler en kæmpe lettelse ved endelig at få lov at ligne den mand udadtil, som jeg er indeni. Det har givet mig en kæmpe ro, at jeg er landet i min identitet, og at folk ikke er i tvivl. 

Men det har også været benhårdt at skulle igennem ti år med samtaler for at få lov.

Jeg tror ikke, andre forestiller sig, hvor ydmygende og hårdt det er – at skulle knokle for at få lov til at være det køn, man føler sig som; at andre mennesker – som endda selv er ciskønnede* og ikke kan sætte sig ind i, hvordan transkønnede har det – bestemmer over, om du er en mand, eller det bare er noget, du finder på.

LÆS OGSÅ

Marko søgte én at få et barn med - så skrev Christina til ham

Hvad gør man, når man brændende ønsker sig et barn, men af den ene eller anden årsag ikke passer ned i den stereotype kernefamiliekasse? Man begynder af babydate. Så det gjorde Marko og Christina.