Marie Carmen Koppel om grænseoverskridende oplevelse med journalist: "Jeg var ulykkelig"

Mit første møde med musikken

Det er svært præcist at placere, hvornår mit første møde med musikken var. Men noget, der står stærkt for mig, er et kassettebånd, som min far gav mig. 

Der var Marvin Gaye på den ene side og en egyptisk sangerinde på den anden. Det faldt jeg i søvn til om aftenen på mit værelse, fordi jeg var et lidt bekymret barn – lidt sensitiv og lidt bange for verden, fra jeg var helt lille. Og så fandt min far ud af, at musik gjorde noget rigtig godt for mig.

Det var jo en virkelig god ide, min far fik med det kassettebånd. For man må sige, at musikken betyder meget for mig i dag. Jeg udvidede det selvfølgelig hurtigt til alle mulige andre kassettebånd. Senere gik jeg over til at udforske min fars blærede pladesamling, som har gjort en kæmpe forskel i mit liv.

Kassettebåndet med Marvin Gaye kom til at betyde noget grundlæggende for mig. Hans stemme og hans univers og den sårbarhed, hans musik er fuld af, ramte ind i mit børnehjerte. 

Det er svært at forklare, for et barn jo ikke er så reflekteret, men bare tager ind. Det rammer helt umiddelbart og rent, når man er barn.

Min første store oplevelse som sanger

En sommer i slut 1970’erne var jeg på en højskole, hvor min far underviste på sommerkurser. Jeg har været omkring otte år, og vi var der hele familien. Jeg sang sammen med en jævnaldrende pige, og pludselig kunne jeg mærke noget helt særligt. 

Min stemme kom ud i full voice, sådan en kæmpe stemme, helt nemt. Den fornemmelse kan jeg tydeligt huske.

Der ramte jeg noget i musikken, hvor det blev cirkulært, og hvor krop og sind mødtes. Jeg kunne udtrykke alle de følelser, jeg ellers ikke viste til nogen. Alt det, jeg var ked af og også glad for, kunne jeg få ud gennem sangen på min egen måde og med min egen stemme. 

Jeg fandt et sted, hvor jeg ikke var bange, gennem sangen. Det var en grundlæggende oplevelse for mig – og det er det, jeg altid søger, når jeg synger. 

I sangen er jeg ikke bekymret. 

Den er mit frirum.

Min første bog

Jeg har udgivet min første bog, Mit glitrende kludetæppe, der udkom i januar. Et af kapitlerne handler om mobning, og det er første gang, jeg fortæller om, hvordan jeg blev mobbet som barn. Det har været sådan en lettelse for mig at komme ud med det.

For jeg har gået med det selv i alt for mange år. Jeg blev mobbet med mit røde hår og min først buttede, senere for store krop. Jeg blev mobbet af både børn og voksne. 

Voksne, som var ualmindeligt idiotiske, og som uden empati sagde noget om min barnlige, hvalpede krop, som sårede mig uendeligt meget. Som lille følte jeg, at jeg stod helt alene, når en voksen kommenterede nedgørende på min krop. 

Jeg kan huske, at en voksen mand, der var på besøg hjemme hos os sagde: “Du kan da ikke gå sådan rundt og se sådan ud, du er alt for stor og tyk.

Derfor er lige præcis mobbekapitlet i bogen utroligt følsomt og vigtigt for mig. Det er også det kapitel, jeg har fået meget respons fra læsere på. Jeg var i Go’ Morgen Danmark i forbindelse med bogudgivelsen, og det var hårdt at være på i de to timer, man skal være på som dagens gæst i søndagsprogrammet. 

Det blev optaget lørdag og sendt søndag. Kort efter udsendelsen var gået live, kom der notifikationer ind på min Instagram. En fake profil havde skrevet “fede læs” på ti af mine opslag. 

Det ødelagde så meget for mig. Jeg så slet ikke udsendelsen, for jeg græd og græd. Der flød mit mobbekrus bare fuldstændig over.

LÆS OGSÅ

Da min mand holdt tale på min 50-års fødselsdag, indså jeg, at noget var galt

Jeg delte mere end 30 år med Rasmus, og vi fik tre skønne børn sammen. Alligevel gik vi bare lige forbi hinanden på gaden i går.

Heldigvis gik der ikke længe, før det væltede ind med kærlige og støttende beskeder fra folk, der havde set udsendelsen. Der delte deres egne historier om mobning. Der har ikke været én negativ siden, kun opbakning. Og det gjorde mig så rørt. 

Men den ene kommentar fik mig helt i knæ, men samtidig mindede den mig om, hvor vigtigt det er, at jeg har det kapitel med i bogen. For hvis der sidder bare én derude og får mod til at sige noget højt, så giver det hele mening. Jeg har gået et helt liv alene med det her, og den ensomhed er enorm. 

Derfor betyder det alt at opleve, at min historie nu bliver båret videre af andres.

Det har været en super god proces at skrive den bog, og jeg vil gerne skrive flere bøger. Jeg tænker, at min næste bog bliver en fiktionsbog, da jeg går rundt med forskellige ideer til det.

Mit første album

I midt 1990’erne ville jeg gerne lave mit eget album. Jeg var ung og spillede hele tiden med mit eget band, og min bror og jeg lavede numre sammen – jeg lavede også musik med alle mulige andre. Jeg tænkte, at det måtte da være nemt at få en pladekontrakt og blive verdensstjerne. 

Men alle døre var lukkede, og jeg måtte finde ud af, hvad jeg skulle gøre.

Jeg tog til New York og prøvede igen hos de store pladeselskaber, da jeg kom hjem, men ingen var med på at udgive mit album. Så den første plade endte jeg med at udgive selv, sammen med en ven. Vi var nogle af de første, der rigtigt udgav selv – det var slet ikke moderne dengang. 

Man måtte selv trykke pladerne, selv finde ud af alt, og det var virkelig besværligt. Det kom helt bag på mig, hvor hårdt og håbløst det kunne føles.

Der var på en måde et skift fra de store pladeselskaber, som havde al magt og alle penge, til at folk begyndte at arbejde mere græsrodsagtigt.

Vi var blandt de første, der gjorde det, og måtte virkelig lære det hele selv – det var en kæmpe udfordring, men også en erfaring, jeg aldrig har glemt.

Mit første store interview

Det var i 1996, jeg var 18 år gammel, og jeg havde lige udgivet mit første album. Jeg skulle interviewes til en stor dansk tabloidavis og var ret stolt over det. Mit første store interview til en landsdækkende avis. 

Men jeg havde ingen ide om, hvordan interview normalt foregik. 

Journalisten var skidefuld, og vi sad på hans yndlingsværtshus. Han pressede mig hårdt, og jeg var helt alene, helt åben og lammet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og undervejs blev jeg virkelig ked af det.

Da artiklen kom, var det helt vildt langt fra, hvem jeg egentlig er. Vinklen var både sexistisk og forkert – sådan var det ofte dengang. Jeg var ulykkelig og ville bare hjem til mor og far. Det var, lige efter at jeg var kommet hjem fra New York og havde lavet min første plade, og så skulle jeg pludselig stå dér til et stort blad. 

Jeg troede, det ville være vidunderligt, men det endte som et mareridt.

Bagefter snakkede jeg med mine forældre og med ham, der hjalp med pr, og vi fandt ud af, at jeg ikke skulle være alene næste gang. Jeg har brugt 35 år på at lære at stå op for mig selv og sætte grænser. 

Det er svært, men jeg prøver virkelig. Det er så vigtigt at have sig selv med hele vejen.

Mit første håndarbejde

Jeg elskede håndarbejde i skolen. Jeg gik meget i syværksted, særligt da jeg kom på en mere kreativ skole, hvor jeg nærmest sad i alle de kreative værksteder hele tiden.

For nogle år siden begyndte jeg at lave patchwork, og det har grebet mig. Det var under corona, og jeg begyndte med cabin log-teknikken, hvor man syr stykker af stof sammen til et stort tæppe. Jeg var meget bekymret under corona, for jeg er jo den bekymrede type, og det blev forstærket under lockdown. 

Men hvis jeg er stresset eller nervøs, hjælper det at lave noget med hænderne. For eksempel syede jeg for nylig otte knapper i en jakke, og bagefter var jeg helt glad og havde det meget bedre. Håndarbejde kan virkelig noget.

Under lockdown fik jeg lavet mit første patchworktæppe, som jeg selv synes blev virkelig pænt. Da min bror (Benjamin Koppel, red.) så det, sagde han straks:

”Jeg vil godt bestille sådan et.” Og jeg sagde bare: ”Du kan ikke bestille sådan et. For det første har jeg ikke penge til at købe alt det stof, der skal til. For det andet ved du slet ikke, hvor lang tid det tager.” Men han sagde bare: ”Det skal bare være to en halv gange to en halv meter.” 

Og jeg stod bare og tænkte: Stop. Du har ingen ide om, hvad det betyder at lave så stort et cabin log-patchworktæppe. Men han blev ved og sagde: ”Det er fint, jeg overfører nu.” Der tikkede penge ind til stof på Mobile Pay, og jeg stod bare og tænkte: Det er løgn. Jeg sidder i saksen nu.

Så gik jeg i gang med det tæppe, og det tog tre måneder, hvor jeg virkelig knoklede. På et tidspunkt gik det fra at være hyggeligt til at blive arbejde. Det blev så stort og så tungt, at jeg næsten ikke kunne være i det. 

Jeg tænkte seriøst, at jeg skulle finde en industrimaskine, fordi det var så tykt. Og flere gange måtte jeg sige til ham: ”Jeg tror faktisk ikke, jeg kan.”

Men jeg blev færdig, og det var en kæmpe sejr. Men jeg vil aldrig mere tage bestillinger fra familiemedlemmer. Aldrig. Det bliver lige pludselig ikke den der hyggelige ting, men noget helt andet. 

Men han fik sit tæppe og blev glad for det, og det blev virkelig flot.

Om Marie Carmen Koppel, 55 år

• Sangerinde. Datter af Ulla og Anders Koppel og søster til Benjamin Koppel og Sara Koppel, som er animator og har tegnet mønstret på coveret til Marie Carmen Koppels nye bog.
• Har udgivet ti soloalbums, senest det anmelderroste Forgiveness fra 2023.
• Bor med sin datter og mand i København.
• Udgav i januar bogen 'Mit glitrende kludetæppe', hvor hun fortæller om sit mangefacetterede liv som sangerinde, datter og menneske. Fra opvæksten i det musikalske barndomshjem på Vesterbro, ungdommen i Københavns musikermiljø og voksenlivet i New York til ægteskabet med en marokkansk mand, kamp mod sygdom og mobning samt kærligheden.

LÆS OGSÅ

Det jeg så i nabohaven, ændrede alt mellem min mand og mig

Einar og jeg var gift i 20 år. Næsten lige så længe bar han på en hemmelighed, som til sidst førte til, at vi gik fra hinanden.