Ida Imilia Aastrup har en grunddyb
angst for dyr.
Så voldsom, at hun tidligere både
har fået blackout, kastet op, besvimet og endda tisset i bukserne på grund af
sin frygt.
Det fortæller hun i ALT for
damernes podcast Skål Søster.
– Jeg har været bange for dyr hele
mit liv. I bund og grund er det alle dyr, men selvfølgelig er der nogle, der trigger
mig mere end andre. Det handler bl.a. om, at jeg ikke kan lide hurtige
bevægelser og bakterier. Det er et kontroltab. Hvis en hund f.eks. kommer
løbende mod mig, så ved jeg ikke, hvad den har tænkt sig at gøre, og jeg kan
ikke kontrollere den. Eller en frø, hvor jeg ikke ved, hvor den hopper hen
næste gang.
Forleden var hun ude at gå en
aftentur med sin søster, Julia Sofia, med deres forældres hund. Da Ida Imilia
får øje på en frø, springer hun straks op på sin søsters ryg, for hun kan slet ikke
stå på samme jord i nærheden af den.
– Det er lige præcis det, der sker
hver gang. Jeg ved jo godt, at der ikke sker mig noget, men jeg har noget i min
hjerne, der kortslutter i få sekunder, når jeg står i sådan en situation. Jeg
går i panik, for jeg skal ikke blive rørt af noget. Det er på en måde et
angstanfald, der opstår, når jeg er tæt på dyr, hvor min krop helt lukker ned.
Det er et problem, der har fulgt
hende, siden hun var helt lille.
– Vores mor har fortalt, at før jeg
overhovedet kunne gå eller snakke, var jeg også bange for dyr. Hvis en hund f.eks. kom løbende, trak jeg fødderne op under mig, selvom jeg var et
lillebitte menneske, der sad på min mors arm. Så frygten har altid været
der. Men det var helt klart værst i mine tidlige teenageår, hvor jeg skulle begynde
at tale for mig selv, og det ikke længere var min mor, der kunne fortælle folk,
at jeg var bange, siger hun og fortsætter:
– Det var virkelig hårdt at stå der
som lille pige, fordi alt i min krop vendte og drejede sig, og mit hoved var
på overarbejde. Men jeg ville ikke være til besvær og sige fra, for jeg har fuld
forståelse for, at mange ser deres kæledyr som et familiemedlem. Nogle gange
kan folk nemlig blive en lille smule stødt af, at jeg har været bange for deres
hund. Så har de sagt, at deres hund i hvert fald er sød – og det er den
sikkert også – men det ændrer ikke på, at jeg er angst for den.
Hun har altid skammet sig over sin frygt, og som barn fik hun det også ekstra svært til børnefødselsdage, hvor hun hurtigt kunne føle sig som et problem, hvis der var husdyr, hun ikke turde være i nærheden af.
– Det er først nu i en alder af 25, jeg faktisk
siger højt, at det er en decideret angst. Jeg har altid bare sagt, at jeg ikke
er så vild med dyr, men jeg er jo bange. Det har fyldt rigtig, rigtig meget.
Lyt til hele samtalen i Skål Søster, hvor hun også fortæller om sin krops blandede reaktioner, da hun smed sin hormonprævention.
