Annemette Voss om skilsmisse: "Det var tydeligt, at jeg ikke skulle være i det mere"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg voksede op på en villavej, der hedder Klokkeager i Vejle i et trygt og klassisk 80’er-hjem. 

Min mor var hjemmegående og ekstremt kreativ, og min far drev sit eget reklamebureau og var uddannet på Kunstakademiet. Min barndom var præget af en stærk tro på, at alt var muligt, hvis man gjorde sig umage. Og umage betød i min verden at præstere. 

Jeg lærte tidligt, at jeg var god til at levere, og at anerkendelse fulgte med, når jeg gjorde det godt, og det har formet mig enormt – både på godt og ondt. For samtidig lærte jeg ikke så meget om, hvordan man mærker sine egne grænser, eller hvordan man siger fra, hvis noget føles forkert. 

Det blev meget tydeligt, da jeg som 16-årig kom på et udvekslingsophold i Australien. Jeg boede hos en familie, hvor kvinden i huset havde det psykisk meget svært, og så påtog jeg mig et ansvar, jeg slet ikke var rustet til. Jeg vidste ikke, at jeg måtte sige nej, når jeg blev ked af det. 

LÆS OGSÅ

Ingen kom på besøg eller ville tale med mig. Så indså jeg grunden

Den ene triste hændelse afløste den anden, men mine børn trak sig væk. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde gjort galt, siden jeg havde fået så utaknemmelige og egoistiske børn.

Hjemmefra havde jeg lært, at man bare skulle tage sig sammen og fortsætte. Det endte med, at min krop sagde stop, og jeg udviklede en spiseforstyrrelse, fordi det hele følelsesmæssigt blev for meget.

Det blev et afgørende vendepunkt i mit liv. Gennem behandling lærte jeg, at jeg har ret til min plads – også følelsesmæssigt. Og at alle følelser må være der, også de grimme. Den indsigt har formet den måde, jeg er i verden på i dag. 

Jeg er stadig præstationsdrevet og anerkendelsessøgende, og det vil jeg altid være, for så ved jeg, at jeg performer godt, men jeg har lært at stå ved mig selv som et helt menneske. Det har givet mig en rummelighed både over for mig selv og andre og en grundlæggende nysgerrighed på, hvorfor mennesker handler, som de gør.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har altid søgt opad. Høje ambitioner, høj uddannelse, høj startløn. Da jeg kom hjem fra Australien, valgte jeg den internationale handelsskole, fik det højeste snit på årgangen og søgte direkte ind på cand.polit., fordi det dengang var den uddannelse, der gav adgang til den højeste løn. 

Jeg kunne godt følge med fagligt, men jeg røvkedede mig, og jeg endte med at være dybt ulykkelig, fordi jeg savnede noget kreativitet. På et tidspunkt søgte jeg ind som trainee hos Mærsk, men blev sorteret fra på en personlighedstest. Det var et slag i maven, men også en øjenåbner for mig. Hvis alle kloge systemer sagde, at det her ikke var mig, så måtte det jo være rigtigt. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at finde et kreativt fag, som jeg kunne kombinere med min trang til at performe højt på et intellektuelt plan. 

Jeg endte på arkitektskolen, som havde alt det, jeg ledte efter, og jeg elskede det.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– 20. august 2013. Den dato står for mig som fuldstændig livsændrende. Den aften blev første afsnit af den sæson af Den store bagedyst, som jeg vandt, vist, og den aften gik min første mand og jeg fra hinanden. Mit liv blev vendt fuldstændig på hovedet, og jeg oplevede det som et granatchok. 

Det gik op for mig, at jeg havde levet et liv baseret på en relation, der var alt andet end det, jeg havde drømt om, og pludselig kunne jeg slet ikke relatere til forståelsen af vores ægteskab. Det hele føltes som et stort luftkastel. Det tog mig cirka halvanden sekund at tage beslutningen om at gå, for det var meget tydeligt, at jeg ikke skulle være i det ægteskab mere. 

Bagefter var jeg nødt til at opfinde en helt ny udgave af mig selv, fordi det gamle liv var for svært at være i. Jeg manglede otte måneder på arkitektskolen efter et praktikophold på en tegnestue, men da jeg netop havde vundet Den store bagedyst, valgte jeg at se, hvad det kunne føre til frem for at færdiggøre min kandidat. Min skilsmisse var ekstrem hård, men jeg har taget noget godt med. 

I mit nuværende forhold er jeg en mere autentisk udgave af den kvinde, jeg var dengang, fordi jeg ved, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil.

Hvornår har du oplevet bump på vejen?

– I sommeren 2024 blev jeg alvorligt stressramt. Så syg, at jeg var fuldtidssygemeldt i fire måneder og derefter deltidssygemeldt i næsten et halvt år. Jeg lå i fosterstilling og rystede og kan faktisk ikke huske særlig meget fra den periode. 

Jeg var så bange, at jeg flere gange sagde til min mand, inden jeg skulle sove, at hvis jeg ikke vågnede næste morgen, skulle han vide, hvor meget jeg elskede ham og børnene, og hvor glad jeg var for mit liv. Jeg følte, jeg kunne få et hjertestop når som helst.

At komme tilbage krævede hardcore behandling: psykologtimer, lægebesøg og en massiv livsstilsomlægning. Jeg skulle lære at arbejde anderledes, spise sundere, drikke vand og sove godt. 

Men det vigtigste var erkendelsen af, at jeg ikke kunne blive ved med det liv, jeg levede. Det pressede mig at føle, at jeg skulle præstere alle steder i livet, og at jeg derfor var en dårlig udgave af mig selv alle steder. Jeg var nødt til at slippe noget, hvis jeg skulle overleve. Derfor sagde jeg mit job som kommerciel influencer op. 

Det føltes meningsløst for mig at sidde og lave reklamer for andre virksomheder og løfte dem, når jeg synes, at jeg kan alt muligt selv, og følelsen af meningsløshed er ubehagelig at være i, fordi man mister lysten til alt. Lyset begyndte at komme, da jeg sagde højt, at jeg ikke længere ville lave betalte kampagner. Jeg vil stadig gerne bruge sociale medier, fordi det er sjovt og kreativt, det skal bare for min egen skyld og ikke alle mulige andres. 

Da jeg begyndte at tale åbent om det, kom der stor opbakning fra mennesker, der havde fulgt mig i mange år. Det gav mig ro og en følelse af, at jeg måske ikke var helt galt på den.

Vejen til din store kærlighed?

– Jeg mødte min mand, Micky, på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg slet ikke var klar. Det var seks uger efter, jeg var gået fra min eksmand, og det var egentlig bare et forsøg på at gøre ham jaloux. Vi mødtes for at gå en tur, og da jeg kiggede Micky ind i øjnene, tænkte jeg, ”fuck, ham der kan jeg blive gift med”. Og jeg var jo slet ikke der. Jeg var ikke engang blevet skilt endnu.

Vi gik måske 20 minutter, og så var jeg sikker. Det var det. Og jeg tror faktisk også, jeg sagde det til ham – og han var enig. Det var tiltrækning ved første blik. Kærligheden kom lidt senere, men følelsen af at vi skulle være sammen, den var der med det samme.

Vi har været sammen i 12,5 år, og jeg er stadig fuldstændig lige så forelsket, og jeg ved, at han har det på samme måde. Vi sætter hinanden fuldstændig fri, og siger aldrig nej til hinandens behov. 

Vi arbejder sammen, men vi er meget forskellige i vores kompetencer, så vi træder ikke ind over hinandens grænser. Han giver mig ro. Han har lært mig, at jeg godt må sidde stille, at jeg ikke behøver mene noget om alt, og at jeg godt må dovne. 

Jeg behøver ikke være først til alt – nogle gange er det også okay bare at slentre gennem livet. Han hviler mere i sit selvværd, end jeg gør, og der er ikke meget, der kan pille ham fra hinanden. Og når jeg bliver frustreret over mig selv og mit eget liv, så er han helt rolig. Hans tålmodighed med mig er heldigvis meget større end min egen.

Din vej til at blive mor?

– Jeg fik mit første barn som 24-årig og mit næste to år efter. Jeg vil aldrig anbefale nogen at få børn med så kort mellemrum. Jeg syntes, det var så hårdt, fordi den yngste krævede mig så meget, at jeg slet ikke følte, at jeg kunne være mor for den ældste. Det var alt for presset, og min interesse i at få flere børn blev fuldstændig mættet.

Da jeg mødte Micky, vidste jeg fra starten, at jeg ikke ville stå i vejen for, at han kunne blive far. Det endte med, at vi fik Luca og nogle år senere Rita, som var en meget hård graviditet for mig. Til sidst kravlede jeg nærmest rundt på knæene, fordi jeg ikke kunne gå, men hvis ikke jeg havde gjort det, tror jeg, at vi havde fået nummer fem.

I dag er der 14 års forskel på min ældste og min yngste, og det har givet mig en helt anden ro som mor. At se mine store drenge som teenagere og mærke, at det faktisk er gået godt, har givet mig en form for anerkendelse af, at jeg har gjort det rigtige, og det har gjort mig mere rolig med vores yngste. Fordi jeg sådan set bare skal gøre det, jeg gør.

Hvilken vej er du på nu?

– På en vej, hvor man ikke kører med 110 kilometer i timen. Lige nu kører jeg bare på en landevej. De sidste 12 år af mit liv har været så vanvittige, fordi der er sket så mange ting, og alting er gået så stærkt. Der har været så mange opture, kriser, stress, medier, Instagram og mennesker, der har haft en mening om mit liv. 

I 12 år har jeg glemt at lytte til mig selv, og det har været så intenst, at jeg var nødt til at flytte mig fra det. Derfor flyttede vi for et halvt år siden til Vejle. Væk fra alt det, der krævede mig og til et sted, hvor det er billigere at bo, så vi kunne fjerne det økonomiske pres, og jeg kunne blive bedre til at mærke efter og sige nej.

Udover mine børn er det det bedste voksenvalg, jeg har truffet i mit liv. Der er ikke lige så travlt i Jylland, og der er ikke lige så mange mennesker. Hele vores livsstil er blevet meget mindre højspændt, og det er præcis det, jeg har brug for. Jeg vinker også farvel til meget i København, fordi mulighederne er uendelige der, men lige nu har jeg brug for ro. 

Jeg har gang i noget rigtig godt med min virksomhed All by Voss, og jeg har fire børn, som jeg gerne vil have tid til. At være influencer er et meget intenst arbejdsliv, hvor tendenser og metoder ændrer sig nærmest fra dag til dag, og det matcher ikke længere den kreativitet, jeg har i mig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er helt okay, for folk er altid søde, og at blive genkendt, synes jeg, har gjort mig til et meget bedre menneske. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan jeg opfører mig ordentligt, for mit navn og omdømme kan ikke tåle, at jeg opfører mig som en idiot. 

Jeg hjælper gerne folk over gaden, ønsker én godmorgen i Lagkagehuset og husker altid at vaske hænder på et toilet, for jeg skal ikke være hende, der bliver skrevet om, at hun ikke vasker hænder. Det kan lyde lidt skørt og sat på spidsen, men det har bidraget virkelig positivt til mit liv og gjort mig bevidst om at være min bedste udgave hele tiden. Jeg ser det ikke som hårdt – tværtimod. 

Det handler bare om at være et ordentligt menneske, og det er noget, jeg synes, at alle mennesker burde blive bedre til. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.