Det startede i en skibscontainer – nu har Sanaz skabt et sted, der er mere end bare en restaurant
I en lille havneby på Sjællands Odde har Sanaz skabt en restaurant, der er blevet mere end bare en kilde til mad i det lille lokalsamfund. Den er blevet et samlingspunkt for kunst, kultur og et lokalt engagement.
Charlotte Wendt JensenCharlotte WendtJensen
I Sanaz Zardoshts barndomshjem har der altid været en følelse af, at man kan, hvad man vil.
Hendes mor og far har opdraget hende til at tage chancer og tro på sig selv, og netop det mindset er en af grundene til, at hun i dag driver sin egen restaurant Noosh på havnen i den lille by Havnebyen på Sjællands Odde.
Byen har 591 indbyggere, og Sanaz' første tanke gik på, om det var nok mennesker til at få en forretning til at løbe rundt udenfor sæsonen? Og hvad med det ustadige vejr? Hvem ville sidde og spise på en havn, når det blæste, og bølgerne brusede?
– Til trods for de mange ubekendte udfordringer valgte jeg at se positivt på situationen, og jeg har en tro på, at man altid finder en vej, siger Sanaz.
Og hendes bekymringer blev hurtigt manet til jorden. For folk ville gerne spise på havnen, også selvom det var koldt. Og de lokale og sommerhusgæsterne ville gerne komme igen og igen for at støtte op om projektet.
På Sjællands Odde kan du få en smagsprøve på persisk (mad)kultur.Foto: Ingerlise Thastrup Øllgaard
– Selvom den kolde vind stod lige ind fra øst, hvor folk skulle sidde og spise, kom folk alligevel og købte min mad. Det var så motiverende at vågne op om morgenen og tænkte på, at selvom det var isnende koldt, så kom folk alligevel, også selvom de skulle sidde udenfor.
Det varmede, og jeg var meget taknemmelig, siger Sanaz.
Restauranten startede oprindelig i en skibscontainer placeret på Odden Havn i Havnebyen, og derfor havde Noosh kun pladser udenfor det første år. Sidste år fik Sanaz mulighed for at rykke ind i den tidligere auktionshal på Odden Havn, og det blev det naturlige næste skridt.
Her var der mulighed for at skabe masser af pladser indenfor og supplere maden med kunst, musik og events for alle i området. Køkkenet er stadig i skibscontaineren, men den store hal er blevet restaurantens samlingspunkt.
– Containeren har altid været tænkt som en start. Med tiden ville vi gerne have et større sted, hvor vi kunne skabe en fællesskabsfølelse omkring mad, kunst og kultur. Nu har vi adgang til en smuk og historisk bygning, hvor vi kan servere maden og udstille kunst af lokale kunstnere, så de kan føle sig påskønnet og set, siger Sanaz.
Annonce
Hun driver Noosh sammen med Ingerlise Thastrup Øllgaard, som er kunstner, og i fællesskab har de arrangeret kunstnerworkshops for børn, madlavning med pandekager over bål for familier og rulleskøjteløb i det store lokale.
Fremtidsdrømmen er flere musikarrangementer samt et køkken, hvor de kan arrangere madkurser for børn og voksne, og modtager Sanaz en ansøgt støtte i nærmeste fremtid, skal den gå til et drivhus i hallen til at dyrke egne råvarer og holde gæsterne mere varme i vintersæsonen.
– Noosh ville ikke være her uden Ingerlise. Hun har tidligere hjulpet mig, da jeg arbejdede på en anden restaurant, og da hun troede på, at det her kunne blive vores drøm, mærkede jeg det også.
Vi har en stor tillid til hinanden, så at hun gav mig et skub, da jeg var i tvivl, var også afgørende for min beslutning.
Foto: Ingerlise Thastrup Øllgaard
Lokale samarbejder
Iværksættereventyret startede, da Sanaz flyttede fra London til Danmark på grund af kærlighed. Hendes forældre er fra Iran, men flyttede til Dubai under den iranske revolution i 1980.
Da Sanaz var teenager, flyttede familien til London, hvor hun er uddannet på Bristol University i Business & Management. Interessen for madlavning kommer fra Sanaz’ persiske kultur og de mange middage, som forældrene holdt gennem hendes barndom. Her fik hun sans for smage, sammensætninger og vigtigheden af at nære andre med kærlighed gennem mad.
Efter at have arbejdet på flere restauranter i både London og København, fik Sanaz gennem vennen Matthew Parker, der ejer Kiosken på Odden, kendskab til Sjællands Odde. Hun blev ansat som køkkenchef på Havnebyens Kaffebar til at skabe persisk inspireret mad, og da hun senere fik mulighed for at starte selv i samme område, valgte hun at tage springet og skabe persisk kultur på Odden med sin egen restaurant.
– Jeg er stolt af, at jeg igennem Noosh kan introducere den persiske kultur for folk på en autentisk måde. Her kan jeg få min egen vision ud. Det er mine værdier og mine idealer, som jeg får lov til at formidle gennem mad, kunst, kultur.
Det er virkelig meningsfuldt for mig, siger Sanaz, der netop har kaldt sit sted Noosh for at formidle noget særligt vigtigt fra hendes kultur.
Annonce
Noosh er en skål for sundhed, fællesskabet omkring måltider og et ønske om, at maden må nære din sjæl.
– Det er sådan, jeg er opdraget. Der var så mange familiesammenkomster, hvor vi lavede mad sammen, spiste, dansede, spillede musik og festede sammen.
I Iran sørger du altid for, at dit hjem er åbent og inviterende. Der står altid en skål med dadler og frugt på bordet, hvis der skulle komme gæster. Jeg har altid sat pris på vores generøsitet, gæstfrihed og åbenhed, og alt det vil jeg gerne give videre, siger Sanaz.
Der er udkig til havn og fiskekuttere, når der er udeservering på Noosh.Foto: Ingerlise Thastrup Øllgaard
Råvarerne til at skabe de persiske retter får Sanaz typisk hos andre lokale. Mangler hun vin, henter hun den hos områdets lokale vinproducent Ørnberg og økologiske råvarer som kød, grøntsager og urter kommer fra Sjællands Oddens økologiske jordbrug Ingerøens Grøntsage, Green Glory og Birkemosegaard.
– Birkemosegaard er uden tvivl en af hovedårsagerne til, at jeg gerne ville bo her. Ejerne Kung og Jesper giver mig direkte adgang til friske og økologiske råvarer – jeg kan selv gå ind og pakke det, jeg skal bruge, og indimellem går jeg med Kung ud på marken og finder krydderier.
Der er så stor en generøsitet og hjertelighed blandt de lokale, som betyder enormt meget for mig. Mange af de tjenester, vi hjælper hinanden med, handler ikke nødvendigvis om penge, men om venskab, og det er noget helt særligt, siger Sanaz.
Et trygt anker
Efter at have drevet Noosh i to år føler Sanaz sig nu sikker på projektet. Og hun føler sig hjemme blandt de lokale, hvor mange af de faste kunder er blevet private venner.
– Det er fantastisk at bo i en mindre by, fordi folk er så støttende overfor hinanden, og jeg synes, at området er i stærk udvikling. Her bor folk fra Brasilien, Thailand, Portugal, England og Sverige, og så er der mig fra Iran.
Det er et virkelig spædende miks af mennesker, og det smitter af på lysten til at skabe noget nyt, siger Sanaz, der håber, at Noosh med årene kan blive et naturligt samlingspunkt på havnen.
Annonce
– Et sted hvor både lokale og besøgende mødes og oplever noget unikt sammen. Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at bringe mere liv og mere diversitet til området, og at jeg kan være med til at være et anker, hvor folk føler sig trygge og taget godt imod, også selvom de måske ikke vil spise, men bare har lyst til at mødes med andre.
Sanaz Zardosht driver Noosh sammen med Ingerlise Thastrup Øllgaard, som er kunstner.Foto: Ingerlise Thastrup Øllgaard
Og netop den velvilje, hun møder fra folk i området, er med til, at hun holder humøret oppe, også når det kan være op ad bakke at være iværksætter.
– Folk tror virkelig på os, og de engagerer sig, og det gør mig så glad og stolt. Lige da jeg havde åbnet Noosh kom en af de lokale fiskere flere gange forbi og sagde, at jeg altså skulle sælge is.
Det syntes jeg ikke, jeg havde plads til i containeren, men da vi så flyttede ind i auktionshallen, tænkte jeg, at nu skulle det være, så jeg allierede mig med områdets lokale is, Isøre. I et lille lokalområde er det vigtigt at være åben og byde andres idéer velkommen.
Det får mig til at føle, at vi skaber noget sammen – et ægte samlingssted, siger Sanaz.
Den lokale fisker hedder Per og er siden blevet Sanaz og Ingerlises ”Oddenfar”, der gerne giver en hjælpende hånd med elektricitet eller andet, der giver problemer.
– De lokale fiskere har arbejdet på havnen i årtier og at få besøg af dem, betyder, at vi er accepteret og at det projekt, vi har startet op, er godt.
Om Noosh
Restauranten er indrettet i en tidligere fiskehal på havnen i Havnebyen i Odden.
Noosh er stiftet af 37-årige Sanaz Zardosht, der har iranske rødder, men er opvokset i Dubai og London. Hun er uddannet indenfor Business & Management i Bristol. Hun kom til Danmark i 2020 og startede Noosh, som hun driver sammen med Ingerlise Thastrup Øllgaard, i 2024.
Noosh holder åbent alle weekender og ferier hele året og alle ugens dage i sommerperioden.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.