Så længe jeg husker, har jeg haft voldsomme ryg-og nervesmerter. Som følge af fem store diskusprolapser.
Men i 2014 blev mine smerter uudholdelige. Det betød, at jeg blev bænket til en kørestol med en nedslående besked fra lægen om, at jeg kunne glemme alt om at gå eller arbejde længere.
Men jeg nægtede at give op og begyndte at dele min historie på Instagram og Facebook.
I starten var der rigtig meget sympati. Men som tiden gik, og jeg både fysisk og psykisk fik det bedre – endda så meget, at jeg kunne smide kørestolen – oplevede jeg, at stemningen ændrede sig markant, når jeg delte min historie.
Særligt én kvinde begyndte at chikanere mig offentligt. Hun kaldte mig en løgner og fake og troede ikke på, at jeg havde været tvunget til at sidde i kørestol. Hun tillod sig endda at sammenligne mig med Fiesenberg, en dansk blogger, som løj om at være kræftsyg.
Beskederne begyndte også at vælte ind i min indbakke, hvor hun fortalte mig, at jeg var psykopat og en skændsel for andre med kroniske sygdomme, og at jeg ikke kunne være bekendt at tjene penge på andres ulykke – med henvisning til mit arbejde som coach.
Jeg blev så ked af det og fik kvalme og ondt i maven.
Det føltes ufatteligt ubehageligt at blive anklaget for at lyve om min situation, og jeg blev bange for, hvad hun kunne finde på. Heldigvis fik jeg beroliget mig selv og kom til den konklusion, at hendes vrede nok ikke handlede om mig, men om noget i hende selv, som hun var ked af.
Hun måtte have det rigtig svært, siden hun havde behov for at skrive sådan til en fremmed.
Desværre stoppede hetzen ikke ved det. Senere optrådte jeg blandt andet i Nordjyske med min succeshistorie om at gå fra et inaktivt liv i kørestol med ryg- og nervesmerter til at blive selvstændig coach og fri af kørestolen. Og endnu engang faldt det folk for brystet.
En kronisk syg mand var rasende over min historie. Han skrev, at jeg ødelagde det for andre kronisk syge, når jeg stod frem med sådan en utopisk historie, for det kunne man ikke.
Det gjorde mig rigtig ked af det, for min intention var jo netop at give håb til andre kronisk syge mennesker om, at der rent faktisk kan være en vej op af kørestolen.
Desværre tror jeg, mine oplevelser er almindelige. Tonen på sociale medier er blevet hårdere, og jeg oplever, at særligt den ældre generation er slem. Jeg tror, de glemmer, at der sidder rigtige mennesker bag skærmen og modtager de hårde ord.
Det er så trist, og jeg har til tider tænkt, at nu gider jeg ikke mere. Men jeg insisterer på, at jeg skal have lov til at dele det, jeg vil. Det kan ikke være rigtigt, at “trolde” og bitre mennesker skal diktere, hvad jeg må. Jeg nægter at lade mig kue.
Tværtimod, vil jeg næsten sige – det giver mig bare endnu mere lyst til at råbe op.
Om Marian Miklagarö, 58 år
- Motivationscoach.
- Gift, mor til en søn og bor i Frederikshavn.
