Heidi lagde sig ud med naboerne: “Min krop rystede og dirrede”

Sidste forår postede jeg et opslag i vores lokale beboerfacebookgruppe. Vi er små 600 medlemmer i gruppen for det lejlighedskompleks, min mand og jeg bor i. I en humoristisk tone påpegede jeg lydniveauet på legepladsen, som jeg bor klos op ad. 

Jeg skrev noget a la: Er volumenknappen mon forsvundet på legepladsen? Er der en, der kan finde den? Med en glad smiley for at vise, at opslaget ikke skulle opfattes som andet end en venlig henstilling. 

Men det skulle jeg aldrig have gjort.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at helvede brød løs.

Inden for et par minutter kunne jeg ikke tælle antallet af sure smileys. Jeg fik mange aggressive kommentarer som Så flyt dog! og Hvad bilder du dig ind?, og jeg fik at vide, at jeg var egoistisk og dobbeltmoralsk. Jeg blev ærlig talt rystet og målløs over, at et harmløst, endda humoristisk opslag skulle kaste så mange grove kommentarer af sig. 

Min krop dirrede og rystede flere timer efter, da jeg gennemgik de hadefulde kommentarer.

Jeg gik ikke i dialog med dem, der kommenterede. Jeg gik næsten i baglås og tænkte over, hvad de kunne finde på at gøre, hvis jeg mødte nogle af dem i det virkelige liv. De vidste jo, hvem jeg var, og hvor jeg boede. Det føltes sindssygt utrygt at være lagt for had i en lokal gruppe – det havde nok været noget andet, hvis det var i en mere tilfældig facebookgruppe.

LÆS OGSÅ

Kim Fabers uhelbredelige sygdom ramte Janni som en mavepuster: "Vi er her på lånt tid"

Det var under en koncert, at det gik op for Janni Pedersen, at der var noget galt med hendes mand, Kim Fabers, ansigtsudtryk. Da han fik diagnosen Parkinson, ramte det hende hårdere end ham, men i dag er de tættere end nogensinde før.

Samme aften lavede jeg endnu et opslag. Jeg prøvede at få en dialog om støjniveauet, men også om det had, jeg op­levede på mit første opslag. Det var mit spinkle, måske naive, håb, at folk ville se indad og forstå min pointe. Men det endte på samme måde, med masser af latterliggørende og grimme kommentarer. 

Til sidst meldte jeg mig ud af gruppen, og den dag i dag er jeg ikke medlem. Det er super­ærgerligt, for man finder en masse praktisk information, men det er ikke rart at være et sted, hvor man taler så grimt til hinanden.

Jeg har mødt flere af dem, der skrev til mig. Men jeg er ikke blevet konfronteret af nogen af dem. De kigger ned i jorden eller i deres telefon, når jeg går forbi. Måske er de flove over deres opførsel. Uanset hvad bevæger jeg mig rundt med hovedet hævet, for jeg står ved mine ord; jeg har intet at være brødebetynget over.

Oplevelsen har fået mig til at tænke meget over, hvad jeg poster. Og kommenterer på. For når sådan et uskyldigt opslag kan generere så mange følelser, kan man næsten ikke udtale sig om noget uden at få én over nakken.

Min fornemmelse er, at tonen på SoMe er blevet værre. Folk kan nemt gemme sig bag et tastatur, og mange er i deres følelsers vold. Jeg ønsker, at der kommer større fokus på den grove tone, og hvordan vi bliver bedre til at tænke os om, før vi skriver noget, der gør andre kede af det.

Jeg har den regel, at jeg ikke skriver noget, jeg ikke ville kunne sige ansigt til ansigt.

LÆS OGSÅ

Jeg har fået nok af min voksne stedsøn

En læser har en stedsøn, som ikke tager ansvar for sit eget liv, og det er hun træt af. Hvad skal hun gøre? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.