Ældre kvinde i lilla jakke foran stort pariserhjul under blå himmel

Filmredaktøren: Ta’ et modent menneske med i biografen – og se den her nye film

Scarlett Johansson springer ud som kompetent spillefilmsinstruktør i denne fine, lille film om den ældre, jødiske kvinde Eleanor Morgenstein, der genopfinder sig selv. 

ALT for damerne logo

Opløftende drama: Hvem kan fortælle din historie? 

Hvert eneste menneske indeholder en verden, bygget af historier om os selv og dem, der kom før os. Men hvem har ret til at fortælle dem, når vi ikke er her længere? Eleanor (June Squibb) og Bessie (Rita Zohar) er gamle veninder og bor sammen. Nina (Erin Kellyman) har mistet sin mor og studerer journalistik for at imponere sin far (Chiwetel Ejiofor). Da Nina og Eleanor krydser hinanden, skabes et nyt bånd, og en misforståelse vokser til en løgn, der får sit eget liv. 

Veteranskuespilleren June Squibb er 96 år og leverer en pragtpræstation som Eleanor: Nuttet, som kun bittesmå gamle damer med snehvidt hår kan være det. Men også både snu og distræt, når det passer hende, og en skarp humor, der ikke er bange for at skubbe til folk. Der er strejf af nu afdøde Betty White i hendes glimt i øjet, men også en sårbarhed, der gør hende knuselskelig. Man mærker hendes behov for at være noget for nogen og at vide, at andre behøver hende. 

Scarlett Johansson har med stor omsorg og gode indsatser hele vejen rundt skabt en solid film om sorg, tro, tab og om at være bange for at forsvinde. I virkeligheden er den store fortælling de to ældre veninder, og den betydning, som de har haft i hinandens liv. I filmen bliver det præsenteret med bisætninger og gamle fotobås-billeder – men måske er det også en pointe? At et langt, levet liv med både triumfer og traumer bliver gennemsigtigt for omverdenen, når vi bliver gamle? Og at Bessies oplevelser kun får plads på anden hånd? 

Fortællingen er ikke helt så dyb, som den gerne ville være, men er absolut seværdig. Og en god anledning til at tage et modent menneske under armen og ind i biografen – og at få historierne fortalt i tide.

”Eleanors sandhed” har biografpremiere den 21. maj