Heidi Frederikke Sigdal: "Mine børn er det absolut vigtigste i mit liv"

I 2016 cyklede Heidi Frederikke Sigdal fra Ringe til Paris med Team Rynkeby, og i 2023 kørte hun med igen, denne gang ”kun” fra Alperne til Paris.

Hun gjorde det for at være med til at indsamle penge til Børnecancerfonden og Børnelungefonden – en sag, hun virkelig brænder for – og med i købet fik hun to kæmpestore oplevelser.

– Jeg har faktisk aldrig syntes, at det at cykle var særlig sjovt, men da jeg blev spurgt i 2016, om jeg ville køre med til Paris, tænkte jeg, okay, jeg gør det. Det var en mega, mega fed tur, og bagefter blev jeg hængende i Team Rynkeby og arbejdede lidt for fonden. 

I 2023 blev jeg så lokket til at køre deres alpetur, hvor man kører fire af bjergene fra Tour de France, og de bjerge der … Det var selvudvikling på højt plan.

På hvilken måde?

– I 2016 havde jeg trænet som en sindssyg til turen fra Ringe til Paris, men i 2023 havde jeg startet egen virksomhed og arbejdede virkelig meget, så jeg havde ikke haft tid til at træne det, jeg skulle. Da vi skulle op ad det første bjerg, Les Deux Alpes, tænkte jeg ”okay, jeg skal da bare hurtigt op”. 

Det var latterligt varmt den dag, og det gik opad, opad, opad. Jeg havde hverken spist eller drukket nok, så jeg ”døde” jo fuldstændig, men jeg er dog så stædig, at jeg kom op til sidst. Det, der overraskede mig, var, at jeg slet ikke havde luret, at det faktisk bare gælder om at finde sit eget tempo og æde sig selv, når man skal op ad sådan et bjerg.

Uanset hvilken fart de andre kører med?

– Ja, præcis. Bjerget tvang mig til at gøre noget andet, end jeg havde regnet med, det var faktisk bjerget, der bestemte. Og hvis man selv skal tage kontrollen tilbage i den situation, er man bare nødt til at acceptere det.

Hvad har den erfaring betydet for dig?

– Jeg har lært, at det nogle gange faktisk bedre kan betale sig at finde et langsommere, men mere stædigt tråd. Det kommer man ofte længst med. Det erfarede jeg også i de år, hvor jeg byggede min egen virksomhed op. Og både cykelturen og det at blive selvstændig har lært mig, at jeg kan mere, end jeg regner med. 

Men ja, det havde så også været klogt at træne lidt mere inden de bjerge, haha.

Rollemodeller

Heidi Frederikke er netop tiltrådt som ny chefredaktør for ALT for damerne, og hun skal i den kommende tid finde ud af, hvilket tråd der passer bedst til den helt nye rolle. 

Mange kender hendes ansigt fra TV 2, hvor hun i en lang årrække var vært på 'Sporten' og senere på 'Go’ morgen Danmark'. Fra 2019 til 2026 har hun været selvstændig kommunikationsrådgiver, så det at skulle sætte retning for et magasin er en helt ny opgave, som hun glæder sig meget til.

– Jeg synes, at det er en ret spændende kombinationsopgave af både at tænke redaktionelt, kommercielt og digitalt. Og så synes jeg, at ALT for damerne er en institution i det danske medielandskab. Jeg synes, det er et blad, som har en stemme. Og jeg synes også, det er et blad, som har et ansvar.

ALT for damerne kan fejre 80-års fødselsdag i år, og at være så længe i gamet kræver både mod og udvikling. Det vil jeg gerne være med til at fortsætte.

Hvad vil du gerne tilføre bladet?

– Det vil jeg gerne præsentere for redaktionen først, men en ting, jeg godt kunne tænke mig at arbejde mere bevidst med, er begrebet rollemodeller. Det er måske umiddelbart et lidt slidt begreb, men hvis man formår at omsætte det til konkrete historier, så er det noget, der virker.

Og det er faktisk også det, jeg mener, når jeg siger, at bladet har et ansvar. Vi har et ansvar for at være mere end underholdning. ALT for damerne har formatet til, at endnu flere kvinder kan spejle sig i det.

Hvad vil du tage med dig fra dine næsten syv år som selvstændig?

– Det har været de karrieremæssigt mest lærerige år for mig. Jeg har lært vanvittigt meget om min egen forretning, selvfølgelig, men også om andres forretning. Jeg er blevet mere forretningsorienteret og mere kommercielt tænkende, hvor jeg før var klassisk journalist, men jeg har samtidig formået at bevare både min kommunikationsmæssige side og det journalistiske. 

Og så har jeg også lært, at jeg kan klare mig selv. Jeg er virkelig stolt af, at jeg byggede min egen forretning op, og at jeg har kunnet forsørge mig selv og mine børn. 

Jeg blev skilt i 2019 og har boet alene med mine børn lige siden, og det har betydet meget for mig at kunne vise dem, at man kan klare sig selv, og at man kan det, man drømmer om. 

Bare man opfører sig ordentligt, gør sig umage, knokler for det og bevarer sin integritet. Så jeg har lært virkelig meget rent karrieremæssigt, men jeg har også lært rigtig meget om mig selv som menneske. 

Det at være selvstændig er benhårdt med mange søvnløse nætter, men det er også fuldstændig fantastisk med en kæmpe fleksibilitet og frihed. Det er også blevet tydeligt for mig, hvor vigtigt det er med netværk. 

Min far, som hele livet har arbejdet med salg, har altid sagt til mig, at der aldrig er en kop kaffe, der er spildt. Altså, at man skal pleje og passe godt på sit netværk, og det har jeg virkelig oplevet værdien af som selvstændig. Der er døre, som har åbnet sig for mig, som jeg aldrig havde forestillet mig kunne åbne.

Hvad har motiveret dig undervejs?

– Det har motiveret mig at have det sjovt hver dag, jeg står op. Og det har motiveret mig at lykkes. Det har også været vildt fedt at træde ind i så mange nye ”rum” og møde nye mennesker, som jeg har samarbejdet med. 

At arbejde sammen med andre mennesker er noget af det, der motiverer mig allermest.

En af drengene

Netop fællesskaber og det at gøre noget sammen med andre løber igennem alt, hvad Heidi Frederikke står for, og hun har det med sig helt fra barndommen. 

Hun er vokset op med sin lillebror og forældre i Sønder Nærå på Fyn. Lige rundt om hjørnet boede alle fire bedsteforældre, og Heidi Frederikke husker opvæksten som tryg og social.

– Sønder Nærå er en lille by, hvor alle kender alle. Jeg er vokset op i et socialt hjem, hvor der ofte var naboer eller andre på besøg til en kop kaffe eller aftensmad. 

Både min bror og jeg spillede fodbold, og hele familien brugte meget tid i fodboldklubben, så foreningsliv har i høj grad været med til at forme mig. Jeg er helt overbevist om, at vi præsterer bedst i hold. For det, du kan, er måske ikke det, jeg er bedst til. Og omvendt.

Jeg tror, at når man kombinerer kompetencer, så opnår man noget mere helstøbt. Og en højere kvalitet. Det har jeg taget med mig hele vejen i mit arbejdsliv, f.eks. i forhold til at lave tv. 

Det kan godt være, at man er vært på et tv-program, men man lykkes jo ikke, medmindre man har et helt hold, som sørger for, at der er linet gæster op, og at der er kamerafolk, lysfolk, lydfolk, producere og runnere. Det at præstere i hold er en værdi, jeg har taget med mig, og som betyder virkelig meget for mig.

LÆS OGSÅ

Kim Fabers uhelbredelige sygdom ramte Janni som en mavepuster: "Vi er her på lånt tid"

Det var under en koncert, at det gik op for Janni Pedersen, at der var noget galt med hendes mand, Kim Fabers, ansigtsudtryk. Da han fik diagnosen Parkinson, ramte det hende hårdere end ham, men i dag er de tættere end nogensinde før.

Hvad var det ved selve fodboldspillet, der fangede dig?

– Det var både sporten og fællesskabet. Jeg elskede også at være i fodboldklubben, selvom det ikke lige var mit hold, der trænede. 

Så så vi drengene spille eller hang bare lidt ud. Og så synes jeg bare, at sporten er fed. Altså, jeg elsker at spille fodbold.

Spiller du i dag også?

– Nej, det gør jeg ikke. Men dengang spillede jeg både i klub, i alle frikvarter med drengene og igen om eftermiddagen.

Var du mere sammen med drengene, end du var sammen med piger?

– Ja, det har jeg altid været. Derfor er det også ret sjovt, at jeg skal være chefredaktør for ALT for damerne og kun skal arbejde med kvinder på redaktionen, for ligegyldigt hvad jeg tidligere har lavet, har det primært været med drenge og mænd.

Hvad tror du, det handler om?

– Det er nemmere, tror jeg. Som barn kan jeg i hvert fald huske, at det var nemmere bare at løbe på fodboldbanen. Der var to hold, og så var der nogle regler. Man kunne blive uenige om en tackling, men man blev hurtigt gode venner igen. 

Der var ikke så mange konflikter. Og så kan jeg godt lide den energi, der er i at være sammen på den måde.

Har du aldrig været en del af pige- eller kvindegrupper?

– Jo, jeg har mine venindegrupper, og det har jeg altid haft ved siden af mine drengevenner.

Hvad giver det dig at være sammen med kvinder?

– Det er en spejling i mit eget køn, som betyder noget. Kvinder kan snakke om alt, og jeg har meget nærvær og tryghed med mine gode veninder. De er sindssygt vigtige i mit liv.

Hvordan var du i skolen, da du var barn?

– Jeg kunne rigtig godt lide at gå i skole. Både fagligt og socialt. Jeg gjorde mig meget umage med alting, og det er også noget, jeg har med hjemmefra. At man gør sig umage. Det forsøger jeg også at give videre til mine egne børn.

De ringede sgu!

I skolen elskede Heidi Frederikke at skrive dansk stil, og derhjemme gennemtrawlede hun Fyens Stiftstidende hver eneste dag, læste simpelthen alt, hvad der stod. 

Hun var ret tidligt overbevist om, at hun gerne ville være journalist, og drømmen var at blive skrivende korrespondent i Mellemøsten. Efter gymnasiet tog hun tre måneder i kibbutz i Israel for at opleve den del af verden, og hun var også lige et smut forbi Mexico. 

Hjemme igen søgte hun i første omgang ind på lærerseminariet, for hun var blevet anbefalet at prøve noget andet inden journalistikken, men seminariet var ikke lige noget for hende. 

I stedet søgte hun ind på journaliststudiet på SDU, kom ind og elskede hvert sekund af universitetslivet. Drømmen om at skrive røg lidt i baggrunden, fordi hun blev meget optaget af at lave radio. 

I sin praktiktid på P4 kom hun i gang med at lave både nyheder og sportsindslag, og det fortsatte hun med, da hun var færdiguddannet. Men så var hun til en fest.

– Der mødte jeg tilfældigvis en kommentator fra Viasat, som det hed dengang, og ved at snakke med ham, gik det op for mig, at gud, man kunne også bare leve af at lave fodbold på tv. 

Han sagde til mig, at de måske godt kunne bruge en som mig, og at han ville få en til at ringe. Ja, ja, tænkte jeg, hat og briller, jeg er 27 år og står her til en fest klokken et om natten – men et par dage efter ringede de sgu! Jeg blev tilbudt jobbet som sidelinjereporter på de store Superliga-kampe i weekenden, og jeg tænkte, det er jo vanvittigt, at det kan være et job. 

At jeg kan tjene penge på at se de største Superliga-kampe hver weekend!

Efter et års tid på Viasat ringede TV 2 og tilbød Heidi Frederikke et job, og derefter var hun så i mange år på den kanal. En karriereplan har hun aldrig haft, men til gengæld navigerer hun efter et stærkt indre kompas.

– Som jeg sagde før, skal jeg glæde mig til at gå på arbejde hver dag. Det er det, jeg altid har styret efter, og jeg har været så privilegeret, at jeg altid har haft jobs, hvor det har været sådan. Det er jeg meget taknemmelig over. 

Jeg styrer også efter at blive udfordret, at udvikle mig og at performe.

Du nævnte før, at integritet også er vigtigt for dig, sæt flere ord på det?

– Ja, ordentlighed, integritet og det at gøre sig umage er meget vigtigt for mig. Hvis nogen betaler mig for at lave et stykke arbejde, så skal jeg gøre det ordentligt. Jeg gør aldrig noget halvt. 

Forberedelse, forberedelse, forberedelse er et mantra for mig.

Hvordan var det at blive et kendt ansigt, da du kom på tv?

– Jeg har aldrig tænkt super meget over det selv. Jeg er nok også ret privat, og det har aldrig været en drivkraft for mig at være et kendt ansigt. Jeg er først og fremmest mig, og det synes jeg, at jeg har været god til at holde fast i.

Virkelig meget mor

På de sociale medier deler Heidi Frederikke heller ikke ret meget personligt om sig selv, men sidste år i marts – på Kvindernes Kampdag – lagde hun et billede på Instagram, hvor hun står på en strand mellem sine forældre. 

Hun skrev, at hun syntes, at ”Kvindernes Kampdag” er et forældet udtryk, og vi hellere skulle bruge dagen på at markere ”Det fælles ansvar”, for ligeværd og lige muligheder mellem mænd og kvinder er ikke en kamp, kun kvinderne skal tage. Det er netop et fælles ansvar. Hun skrev videre, at hendes største forbilleder i den sammenhæng er hendes mor og far.

– I mit barndomshjem var det lige så tit min far som min mor, der gjorde rent og hængte vasketøj op, og min mor var f.eks. med til at starte fodbold for piger op i den lokale fodboldklub. 

Så jeg er virkelig vokset op i et hjem, hvor jeg aldrig tænkte over, at der var forskel på mænd og kvinder. Jeg har aldrig haft en fornemmelse af, at min bror kunne mere, end jeg kunne, hverken på en fodboldbane eller i nogen andre sammenhænge. Og det er i høj grad mine forældres fortjeneste. 

Så når jeg siger, at det er en fælles opgave, at vi får skabt ligeværd og lige muligheder, så er det fordi, jeg mener, at både mænd og kvinder har et ansvar. Derhjemme og i samfundet generelt. 

Det vi viser vores børn, den måde vi inviterer hinanden med og ind i rum på, de strukturer vi etablerer, og de handlinger vi foretager os. Både som mænd og kvinder.

– Mændene har i traditionelt mandsdominerede arenaer og rum et ansvar for at invitere kvinder med og give pladsen. Men vi kvinder har så også et ansvar for at gå derind og tage den plads. 

Vi skal gå ind i de arenaer, hvor vi siger, vi gerne vil være og gerne vil gøre noget ved de skæve kønsfordelinger – for eksempel i bestyrelser og i lederpositioner. 

Arenaer hvor vi faktisk har en mulighed for selv at skabe handling for at opnå udvikling. For mig har det altid været virkelig vigtigt at vise min datter og min søn, at mænd og kvinder kan præcis det samme. 

At vi allesammen hører lige meget til i alle rum, og at vi også allesammen skal give plads og tage ansvar. Og det gør jeg bedst ved selv at gå ind i de rum, der traditionelt set er mandsdominerede.

Hvordan er du ellers som mor?

– Altså jeg er bare virkelig meget mor. Mine børn er det absolut vigtigste i mit liv, og jeg er sådan en, der har dårlig samvittighed, hvis de skal være alene hjemme i to timer. 

Min datter er 16 år nu, og det er i den grad en øvelse for mig at give mere og mere slip. 

Somme tider har jeg været nødt til at sige til hende: ”Hør her skat, jeg gør virkelig det bedste, jeg kan, men jeg er først ved at lære, at du bliver større og større”. Hun gør det heldigvis nemt for mig, for hun er ekstremt fornuftig og selvstændig, og jeg stoler fuldstændig på hende. 

Men uha, det er ikke nemt. Det handler også om, at børnene og jeg har boet alene nu i de seks år, der er gået, siden jeg blev skilt, og vi er blevet sådan en meget tæt treenighed.

Efter sommerferien skal min datter på en efterskole, hvor de bl.a. tager på nogle lange rejser, så det bliver også lidt vildt. Der skal jeg nok lige tage nogle dybe indåndinger.

Og så skal du huske at klappe dig selv på skulderen over, at hun tør gå ud i verden.

– Det er rigtigt, og det gør hun. Jeg er så pivstolt af begge mine børn. Virkelig. Og de gør jo bare det, jeg har opdraget dem til: At man skal gå efter drømmen, og at man kan, hvad man vil.

At børnene er ved at blive store og kan selv, siger også noget om, at tiden går. Det er Heidi Frederikke meget opmærksom på.

– Både min morbror og min farbror døde ret unge, og i 2004 fik min mor kræft. Hun har det heldigvis godt i dag, men det var meget traumatisk for mig, da det skete, og det sidder stadig i mig. 

Tabet af nære familiemedlemmer og min mors sygdom har betydet, at jeg er er blevet meget opmærksom på, at livet kan slutte, inden det rigtigt er begyndt, og inden, man overhovedet er klar til det. Derfor tænker jeg i dag meget over tid. 

Hvad jeg bruger min tid på. Hvor meget tid, jeg har levet. Og jeg tænker over, at gud, hvor går tiden hurtigt.

Du fylder 50 om knap to år, hvad tænker du om det skarpe hjørne?

– Jeg føler mig dybt taknemmelig, hver gang jeg får lov til at blive et år ældre, netop fordi jeg helt tæt på har oplevet, at det ikke er nogen selvfølge. 

Jeg synes også, at jeg er et godt sted i mit liv lige nu, men det synes jeg faktisk tit, at jeg er. Det er igen det her med at være glad for det, man bruger sit liv og sin tid på, og det har jeg altid været. 

Så når jeg fylder 50, håber jeg bare, at jeg er lige så glad, som jeg er i dag. Da jeg fyldte 40, lavede jeg en podcast med Sara Maria Franch-Mærkedahl, fordi vi fik en følelse af, at vi var kommet til et nyt sted i livet. 

Et sted uden helt små børn og et sted, hvor der pludselig var tid til at reflektere på en anden måde over tingene. Jeg har brugt de seneste otte år på at bygge min egen forretning op og derved skabe et liv for børnene og mig, der fungerer virkelig godt.

Så når jeg nu kigger tilbage, kan jeg se, at jeg har brugt 40’erne på at tage styring på mit eget liv.

LÆS OGSÅ

Ingen kom på besøg eller ville tale med mig. Så indså jeg grunden

Den ene triste hændelse afløste den anden, men mine børn trak sig væk. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde gjort galt, siden jeg havde fået så utaknemmelige og egoistiske børn.