Da Maria var sygemeldt i et år, fik hun en idé, som ændrede alt

Det er ikke for sent at opfylde nye drømme, selvom du er voksen, siger 45-årige Maria Almli. 

Hun har skrevet en bog om det friår, som hun og kæresten tog, da børnene blev voksne og forlod reden.

I juli 2023 sad Maria og kæresten Bjørn Godal i en robåd i færd med at ro rundt om Hamarøy i Norge. Endelig skulle de realisere drømmen. Året lå foran dem, blankt og urørt. Sammen skulle de opleve frihed og tage hvorhen de ville. Endelig følge deres drømme.

En drøm var at være meget på havet og sejle i naturskønne omgivelser, over fjorde, forbi bjerge og små øer. Måske fiske undervejs og se solen gå ned i havet. Bare være til, her og nu. Mærke luksusen ved ikke at have faste planer og bare tage derhen, hvor de havde lyst. Tage de ture, de ikke fik tid til i almindelige weekender og ferier.

Tusind tanker rasede gennem hendes hoved.

Shit, hvad havde de egentlig gjort? Hvorfor havde hun ikke tænkt på alt, der kunne gå galt før?

LÆS OGSÅ

Disse 9 rengøringsfejl begår de fleste - og nummer 5 er mest almindelig

Dårlig lugt i vaskemaskinen, kaffe der smager mærkeligt eller bakteriefælder i køkkenet. Mange rengører forkert derhjemme uden at vide det - noget der både kan slide på tingene og sprede bakterier helt unødvendigt. Her lister vi ni almindelige fejl - og hvordan du nemt løser dem.

Ud over uregerligt vejr, stærk vind, strøm og høje bølger, så skulle de to fungere godt sammen et helt år. 

Maria tænkte på huset og den smukke have, som de havde lejet ud i et helt år. De meningsfulde jobs, de havde forladt. Og børnene. Selvom de havde forladt reden, havde hun dårlig samvittighed over at leje deres barndomshjem ud. Hun tænkte på det gode liv, de forlod i hjembyen, som hun holdt så meget af. Nu var det bare hende og Bjørn i en robåd med to par årer.

Sygemeldt i et år

Det var, da Maria ramte muren i 2016, at drømmen om at tage et friår begyndte at spire. Men der skulle gå mange år, før drømmen blev realiseret. Hun havde simpelthen for mange projekter i gang. 

Maria havde altid været handlekraftig: Forsker, sociolog, mor til tre børn og en samfundsengageret ildsjæl. Hun holdt foredrag om friluftsliv og livsglæde, arbejdede på en doktorgrad og havde flere nationale bestyrelsesposter. Derudover løb hun, styrketrænede og var meget ude på tur, samlede og høstede.

– Jeg ville nok være en, der mestrede meget. 'I can do it', tænkte jeg, greb muligheder og kørte på. Det virkede, indtil det ikke gjorde længere.

Til sidst sagde kroppen stop. Maria fik smerter i ryggen, blev udmattet, flad i humøret og en mere bekymret udgave af sig selv.

– Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg, som altid havde haft overskud og energi, begyndte at bekymre mig mere om ting, måtte kalkulere og spare på energien. Det var smertefuldt ikke at kunne genkende sig selv.

Maria var engageret i lokalmiljøet og brændte for at få folk til at blive boende. 

– En dag bemærkede jeg, at jeg ikke var lige så glad længere. Selvom jeg har tre vidunderlige børn, boede på verdens smukkeste sted og havde mødt manden i mit liv. 

Hun blev helt sygemeldt i et år. For første gang i lang tid havde hun tid til at trække vejret – og til at tænke.

– Jeg indså, at livet er for kort til at haste rundt for at levere og præstere mest muligt. Jeg ville leve langsommere, opleve ægte og se, hvad der skete, hvis vi gav os selv meget fritid ude i naturen.

Først i 2020 fik hun diagnosen Hashimotos sygdom – en autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen, som ofte udløses af langvarig stress. Sygdommen forekommer over fem gange hyppigere hos kvinder sammenlignet med mænd. Den rammer omtrent fem procent af voksne og har ingen specifik behandling, skriver snl.no.

– Der faldt alt på plads. Jeg forstod, hvorfor jeg var så træt og alle symptomerne, der fulgte med. Det var en lettelse, men også en advarsel. Jeg måtte foretage ændringer, siger hun.

Sparede til et friår

Maria ville ud af hamsterhjulet.

– Børnene var blevet store, og vi havde friheden. Vi satte en dato i kalenderen og besluttede os for at spare til et friår.

De oprettede en separat konto i banken og kaldte den 'Friår'. Hver måned satte de et beløb ind. De informerede deres arbejdsgivere og begyndte at glæde sig.

– Vi ville ikke planlægge noget. Hele året skulle være åbent. Vi skulle kunne tage derhen, hvor vi ønskede, efter årstiderne, vejret og lyset.

Foråret 2023 pakkede de huset ned og lejede det ud. 1. juli stod de klar med det, de havde brug for i rygsække og tasker.

De havde lavet hver deres forventningsliste for året, typer af ture og varighed, men ingen konkrete rejsemål.

Livet på havet gav mersmag, og mod slutningen af året købte parret spontant en sejlbåd. Maria tog bådførerprøven, og så sejlede de fra Fredrikstad til Steigen i Norge. Før det gik de også over den brede Finnmarksvidda. Det gik over al forventning. 

Maria mærkede tidligt på året, at hun havde behov for alenetid. Hun ville reflektere over de nye indtryk og hvad det gjorde ved hende at være på tur. 

– I starten var jeg lidt bekymret for, hvordan turen ville gå og blev hurtigt træt, hvis vi gik for hurtigt eller bar for tungt. Jeg havde brug for mere hvile end Bjørn. Også tid for mig selv, så jeg begyndte at skrive dagbog. Egentlig skrev jeg for min egen skyld, men efterhånden blev det klart, at andre måske kunne have gavn af mine refleksioner og erfaringer. Vi fik mange spørgsmål og tilbagemeldinger på livsvalget. 

Planen blev at udgive en bog, når hun kom hjem.

Kollapset i Børgefjell

Kollapset, som Maria havde frygtet, kom, da parret var midt inde i Børgefjell.

– Vi var på den første lange vandretur og befandt os flere kilometer fra lejrpladsen, helt uden dækning på telefonen. 

Pludselig satte problemer med stofskiftet ind, ryggen smertede, hele kroppen bremsede og ville ikke mere.

– Bjørn måtte lede mig tilbage til teltpladsen. Han tog mig i hånden og gik et skridt ad gangen. Heldigvis gik det fint. 

Hun lærte meget af den tur. For eksempel at hun måtte holde dag tre hellig og have den som hviledag på turene fremover.  Maria havde også behov for at tage på tur alene, så Maria tog på rideture alene i Rondane og på Dovre.

Den allerfineste tur var alligevel at gå Fosen på langs. Hun har meget slægt i regionen, og Bjørn er vokset op i Rissa og var meget på tur der i barndommen.

– Det var en speciel følelse at vide, at jeg gik i slægtens fodspor. Jeg reflekterede over, hvordan min bedstemor og oldeforældres liv havde været lige der, i den samme udsigt, flere årtier tilbage.

Undervejs i friåret besøgte Maria og Bjørn deres børn, som bor spredt i hele landet. Nogle af dem deltog i dele af turen.

Skiftede job

Efter turen følte Maria sig mere som den, hun var før årene med udmattelse og sygdom. Både hun og Bjørn fik ny indsigt og inspiration som følge af friåret. Bjørn fandt ud af, at han havde brug for et skifte og fik et nyt job i Bodø, mens Maria skulle tilbage til sit gamle liv på Steigen.

– Jeg blev overrasket over, hvor lidt lyst jeg havde til at vende tilbage til mit gamle liv. Jeg blev nok bange for at falde tilbage i gamle tankemønstre.

Efter et år, hvor hun forsøgte at lande i Steigen, og samtidig skrev dagbogen fra friåret færdig, søgte hun et kommunikationsjob i Sandnessjøen. Kæresteparret pendler nu mellem Sandnessjøen og Bodø. 

– Livet behøver ikke være A4. Det er aldrig for sent at finde nye drømme og opfylde dem – selvom man er godt voksen. 

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

Julia Sofia og hendes kæreste har udskudt deres drømme om både børn og bryllup på grund af én frustrerende ting

Parret står lige nu i en venteposition, hvor de må være ekstra tålmodige.