Sara Viktoria Bjerregaard mødte sin mand, da hun var 18: "Jeg har lært meget af ham"

Mit første minde

– Det står helt tydeligt for mig. Meget apropos står jeg og synger foran et par børn i vuggestuen: ”Den lille fyr med den store næse, han ku' ej skrive ej heller læse!” 

Jeg synger for fuld hals og med store armbevægelser. Og jeg husker det som om, jeg stod på et bord. Uanset så kan jeg huske følelsen af at stille mig frem foran andre. Det her flash af at optræde.

Jeg var bestemt et barn, der var fuld af sang og spilopper og udklædning, men jeg var virkelig også et barn, der nød at dykke ned i det stille og indadvendte. Sådan en lille fordybelsesmus, der lyttede til de voksnes samtaler og grin til langt ud på aftenen. 

Nysgerrigt, men uden at sige en lyd. Sådan en, der dimsede med kreaprojekter og opbyggede samlinger. Jeg samlede på alt: på viskelæder, servietter, glansbilleder, frugtmærker. Og kapsler! Jeg havde et helt badekar fuld af kapsler. 

Som, jeg faktisk tror, stadig findes i mine forældres kælder. De bor fortsat i den murmestervilla i Holbæk, hvor min storebror og jeg voksede op. Og hvor jeg oplevede en meget tryg og rolig, men også super levende barndom fuld af fart og leg og farver.

Min første skoledag

– Husker jeg mest for min skoletaske. En rigtig tidstypisk skoletaske i lyserøde og lilla farver. Med en lille hvid pelset bamse og en klips i bunden af tasken, man kunne fæstne sin idrætspose til. 

Jeg var så klar. Begge mine forældre er lærere. Og jeg var et meget videbegærligt og bogligt barn, så jeg kunne allerede regne og læse lidt, da jeg begyndte.

Det gik rigtig godt de første år. Jeg elskede at lære noget nyt, og når noget gik op. Åh, følelsen af facit! Men det var en meget larmende klasse. Og jeg sad tit for mig selv med mine egne bøger, når lærerne forsøgte at skabe ro. 

Så jeg flyttede til Holbæk Private Realskole. En skole med karakterer, struktur og stilhed. Og jeg elskede det. I 9. og 10. klasse ønskede jeg at fordybe mig mere i gruppearbejde og tværfaglighed, inden jeg skulle i gymnasiet. 

Så skiftede jeg til Holbæk Lilleskole. En meget elevdrevet skole med tematisk undervisning og emner som industrialisering og demokrati. Jeg kom i praktik på fabrik og på studierejse til Hviderusland. Jeg var selv med i beslutningen om begge mine skoleskift, og mine forældre bakkede mig op fuldt og helt.

Jeg tror, de forstod, at selvom jeg var lille, da jeg ønskede at skifte første gang, så vidste jeg, hvad der var det rigtige for mig.

Mit første job

– Det var på teatret. Som barn havde jeg dyrket alt muligt; håndbold, saxofon og også teater. Men jeg havde aldrig set skuespil som en mulig karriere. Da jeg som 17-årig blev spurgt, om jeg ville gå til prøve på en af de bærende roller i 'Skammerens Datter' på Østre Gasværk Teater, kunne jeg alligevel ikke lade være. 

Og da jeg fik rollen og kom ind på den her store scene og blev del af den her kæmpe produktion med dygtige og garvede skuespillere, føltes det selvfølgelig helt rigtigt.

Det var nogle vilde år, for jeg ville ikke droppe ud af min gymnasieklasse, så jeg forsøgte at følge undervisningen på gymnasiet i Holbæk mellem prøver og forestillinger i København. 

Jeg tror nærmest, jeg kunne DSB’s togplaner udenad. Det kørte bare derudaf med 120 i timen. Jeg kan huske, at jeg en sommerdag sad med min kalender og begyndte at grine over, at min næste fridag først lå lillejuleaften! 

Men jeg fik enorm stor hjælp og opbakning fra min klasse. En af mine klassekammerater, Agnete, fungerede nærmest som en form for sekretær for mig. Vi var jo stadig ret analoge dengang, så hun sørgede for at snuppe alle de vigtige papirer med til mig fra de timer, jeg ikke kunne deltage i. 

Der var simpelthen så fantastisk et sammenhold i den klasse, og derfor var det også så vigtigt for mig at få lov at blive student sammen med dem. Aftalen med gymnasiet var, at jeg skulle lave alle afleveringer og deltage på alle studieture. 

Det sidste forstod jeg slet ikke, det virkede som spild af tid. Men i virkeligheden havde de taget et enormt ansvarligt og socialt valg for mig, de sørgede for, at jeg forblev en del af min klasse.

Også socialt! 

Jeg er meget lykkelig for mit første job som skuespiller. For alt det, det førte med sig. Men jeg er også meget lykkelig for, at jeg alligevel lykkedes med at få mit ungdomsliv med.

Mit første kys

– Kan jeg slet ikke huske. Men jeg er sikker på, at jeg fik det af Nikolaj. Måske bag et skur på legepladsen. Han var min kæreste i børnehaven. Og min veninde Maias kæreste. Vi havde ham sammen, og det var ikke det mindste problematisk.

Jeg var også tidligt ude med mit livs helt store kærlighed. Jeg mødte min mand Jakob, da jeg var 18. Han boede sammen med sin bedste ven Sebastian, som jeg også stort set boede hos dengang, fordi jeg pendlede konstant mellem Holbæk og København. 

En dag Sebastian skulle ud ad døren, bad han Jakob tage en kop kaffe med mig, så jeg ikke var helt alene. Vi satte os i køkkenet. Og talte i otte timer. Senere fandt jeg ud af, at han havde siddet og aflyst den ene aftale efter den anden for at blive. Så kært. Han er rummelig, retfærdig, klog og smuk. 

LÆS OGSÅ

Min bror skulle arve mere end mig efter vores forældre – årsagen skabte sorg

Jeg var i chok, da mine forældre fortalte, hvordan arven skulle fordeles. Jeg skulle arve mindre end min bror, og årsagen gjorde mig ked af det.

Den mest fantastiske mand. Og selvom vi er vokset meget hver især, siden vi mødtes, og altid har været virkelig gode til at give hinanden plads, så har vi bare et punkt imellem os, hvor vi altid er forbundne. 

Jeg er vokset op med hans blik som en form for spejl. Alt jeg sender ud, bliver reflekteret af ham. Og jeg har lært utroligt meget af ham. Jeg er en overtænker og kan godt blive flagrende og flyvsk, der er han bare eminent til lige at få fat på mig og trække mig ind til sig og ned på jorden igen, og så tror jeg på, at alt nok skal gå. 

Uanset hvad der kommer.

Mit første hjem

– Det var en hyggelig treværelses på Amager, som jeg delte med min veninde Emma. Jeg havde faktisk luftet for Jakob, at det måske var os, der snart skulle flytte sammen. 

Men fordi han jo er så klog, sagde han, at jeg lige skulle bo med en anden først. Ellers ville jeg fortryde det. Jeg tror, han havde ret, for Emma og jeg havde det helt perfekt. Vi købte ens smækbukser og striksokker og malede og renoverede og indrettede os med vintagefund og gamle, brugte møbler. 

Det var så ungt og let og 20-årigt.

I dag er det stadig de gamle genbrugsfund, der giver mig en følelse af hjem. Udover mine to gutter – min mand og min søn – selvfølgelig. Vi har virkelig ikke et boligmagasinhjem. Der skal ikke være blanke, hvide flader hjemme hos os, der skal være varmt og hyggeligt og fuld af store grønne planter. 

Jeg har altid bedst kunne lide at omgive mig med genbrug. Det hele bliver mere særligt, når man finder den helt rigtige stol eller nips eller krukke, og jeg har gennem tiden skrabet en del sammen. Kommoder, mågestel og malerier. 

Jeg er jo samler! Da vi for et par år siden købte et umøbleret sommerhus, havde vi faktisk nærmest nok inventar til at møblere det. Det kan godt blive lidt meget for Jakob med alle de genbrugsfund. 

Alligevel slæbte han et stort og tungt vitrineskab, han havde fundet i storskrald, op i vores lejlighed som en overraskelse, fordi han vidste, jeg ville elske det. Det var så smuk en ting at gøre. 

Nu står min samling af gamle glas og stråler i det vitrineskab.

Mit første barn

– Hedder Snorre. Han er sød og sjov og fire år gammel. Jeg var 27, da jeg blev mor, og det er ungt for en kvinde i København. Vi kunne dog godt være blevet forældre langt tidligere, for vi ville begge to gerne have sådan cirka to børn, mens vi endnu var unge. Men livet sker jo bare. 

Der er hele tiden et eller andet projekt eller job. Vi tog os først sammen, da Jakob sagde: ”Det der du siger med når vi får børn, hvornår er når egentlig?”

Snorre har forandret alt. For det er jo så vildt at blive forældre. Alligevel er der meget, vi gør, som vi altid har gjort. Vi rejser meget og er stadig meget sammen med venner og familie, og Snorre er bare med. 

Han er en gut, der elsker selskab og eventyr, så han er helt med på den. Når han ikke er, skruer vi selvfølgelig bare ned. Vi vil virkelig gerne give Snorre søskende, men om vi lige ender med de to børn, vi startede med at drømme om, aner vi ikke. 

Måske drømmer vi i virkeligheden også om flere nu, hvor vi har oplevet, hvor vidunderligt det er at få et. Jeg er en planlægger, der elsker at få ting til at gå op, men hvis der er noget, livet har lært mig, så er det, at livet bare sker. Og jeg er – især takket være Jakob – blevet utroligt meget bedre til at sige: ”Vi finder en løsning.” 

Det er blevet hele familiens mantra. Så længe vi er sammen, så går det nok det hele. Selv Snorre siger det, når planerne pludselig kikser, eller noget ikke går helt efter planen: ”Vi finder en løsning, mor!”

Mit første venskab

– Det blev jeg født ind i. Min mor har to gode bedsteveninder, og de tre blev gravide stort set samtidig og fødte tre piger indenfor en måned og fire dage. 

Mig, Maia og Amanda. Jeg kan ikke huske et liv uden dem. Vi har altid været sammen. Til fødselsdage, på ferier og på helt almindelige hverdage. Selvom vores liv har udviklet sig forskelligt, og vi som voksne har haft perioder, hvor vi har set hinanden mindre, så har vi et helt særligt bånd. 

Vi er hinandens livsvidner i helt bogstavelig forstand, fordi ingen af os har kendt til livet uden de to andre. Amanda og Maia har været der alle mine dage på jorden. 

De har endnu ikke selv fået børn, men de er meget tætte på Snorre. Det er virkelig rørende for mig. Man skal virkelig ville nogen, når man tager med på legeplads i frostgrader. Og det gør de. 

Vi har altid fulgtes ad i livet, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi vil blive ved med. 

LÆS OGSÅ

Ingen kom på besøg eller ville tale med mig. Så indså jeg grunden

Den ene triste hændelse afløste den anden, men mine børn trak sig væk. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde gjort galt, siden jeg havde fået så utaknemmelige og egoistiske børn.