Der var noget, Janni ikke havde fortalt: “Min kone fandt mig i nederdel og høje hæle”

Jeg er vokset op med tra­di­tionelle kønsnormer. En mand var en mand, en kvinde var en kvinde. Der var ikke plads til at eksperimentere, og jeg stillede aldrig spørgsmål til, hvad jeg var. 

For jeg var jo en dreng, det kunne selv jeg se.

Engang som tiårig legede jeg gemmeleg i min mors klædeskab. Jeg kan huske, at jeg beundrede de smukke kjoler og nederdele, ja, jeg tror endda, jeg prøvede nogle af dem. Det gav mig en helt speciel varm følelse i kroppen, som jeg aldrig havde oplevet. 

Men dengang var der ikke noget internet, så jeg kunne ikke bare google mig frem til, hvad det var, jeg følte. Jeg havde ingen ord for det, men jeg vidste, at det med dametøj var lidt interessant. 

Jeg sendte lange blikke til pigerne i klassen og lagde mærke til deres tøj. Tænk, hvor heldige de var at kunne gå i det fine tøj.

LÆS OGSÅ

Kvinder har brug for især én ting, ellers vil de skilles – og mænd aner ikke, hvad det er

Coach og podcastvært Mikkel Braginsky oplever især et område, der har trænge kår i danskernes parforhold. Vi er simpelthen blevet for dårlige til at tale sammen. Bliv klogere her og få hans gode tips til, hvordan I taler bedre sammen.

Jeg var hypermaskulin på det ydre. På trods af at jeg havde øje for det kvindelige i det skjulte. Jeg var del af en hård drengeklike, sådan én, hvor man kørte på knallert, havde langt hår og var dem, de andre ikke måtte lege med. 

Det stod i skarp kontrast til, hvordan jeg følte indeni, men jeg er i dag overbevist om, at det var min måde at nedtrykke min transkønnethed på.

Som 17-årig mødte jeg mit livs kærlighed. Min kone, som jeg blev gift og fik en søn med. Udadtil levede vi et nor­malt liv; jeg gik på arbejde som smed, og vi havde en kernefamilie. Sådan forløb livet i mange år, men trangen til at gå i dametøj hev mere og mere i mig, og jeg begyndte at købe dametøj i smug. 

En dag min kone luftede hunden, så jeg mit snit til at gå i klædeskabet og iklæde mig noget af det tøj, jeg havde købt i hemmelighed. Og så pludselig så stod hun der! 

Min kone var kommet alt for hurtigt tilbage fra gåturen og fandt mig stående i nederdel og høje hæle. Hun blev rasende og råbte, hvad i alverden jeg havde gang i. Jeg blev så flov, men måtte gå til bekendelse og fortælle, at det var en lyst, jeg havde haft længe.

Min kone skulle komme sig over chokket over at finde mig i den mundering. Hun kom fra en meget indremissionsk familie. 

Men ret hurtigt forstod hun, at det ikke ændrede min enorme kærlighed til hende – og på forunderlig vis rummede hun det.

Hun og jeg blev sammen indtil hendes død for ni år siden. Jeg fik lov at dyrke min transkønnede side i det skjulte, samtidig med at vi var et par udadtil. Det fik jeg lov til, på den betingelse at jeg ikke skiftede navn eller cpr-nummer. Jeg holdt mit løfte, lige indtil den dag hun døde.

Jeg kunne ikke længere leve på den måde, hvor jeg undertrykte mit ægte køn. Jeg besluttede derfor for at gå all in på min nye identitet. 

Det betød, at jeg skiftede navn fra Jan til Janni samt juridisk køn og begyndte i hormonbehandling for endelig at kunne ligne den kvinde, jeg følte mig som. 

Det har været den helt rigtige beslutning, også selv om jeg er ked af ikke at kunne holde løftet til min kone.

I dag lever jeg et mere autentisk liv, hvor jeg er langt mere åben. Jeg føler mig som et helt menneske, efter at jeg er sprunget ud, og det kan folk omkring mig mærke. Min søn har også taget det pænt, at far Jan er blevet til Janni, for han kan mærke, at jeg har det godt.

Jeg forlanger ikke, at folk forstår, men jeg nægter at lade mig kue. Også selv om folk kan finde på at stille sig op og glo, når jeg kommer gående i dametøj. 

Så stirrer jeg bare igen, indtil de kigger væk eller rødmer.