For Lene Maria Christensen er især én ting vigtigt i livet – også selvom det kan være svært

Lene Maria Christensen står ude i sin have, da noget går op for hende. Hele hendes system er i gang. Pulsen pumper afsted, alting sitrer indeni. 

Det føles som en enorm rastløshed, som vil hende noget, men som ingen retning har.

Minutterne forsvinder. Hun er ikke sikker på, hvor længe hun står derude i haven, men det er i hvert fald længe. Hun kigger op på himlen, på træerne og ned i jorden, hvor gule og orange blade ligger spredt ud over plænen. Alt omkring hende står stille. 

Det er efterår, og kulden begynder at nive lidt i fingre og næsetip, men hun bliver stående, insisterende.

– Jeg havde en samtale med mig selv lige der. Min krop kørte på et meget højere tempo, end jeg kunne følge med på. Jeg følte et behov for at gøre, ordne, fikse alting, men jeg blev nødt til tvinge mig selv til at gå i stå og bare være. 

Til at tænke: Ro på. Der er ikke noget, du skal nå.

Hun trækker vejret ind gennem næsen, ud gennem munden. Tempoet indeni begynder at sænke sig. Hun tænker: Nu venter jeg, og jeg gør ikke andet end at vente. Hjertet slår langsommere, tankerne suser ikke lige så hurtigt rundt inde i hovedet.

– Langsomt, langsomt, langsomt havde jeg det som om, jeg kom ned i gear. Det var en ret vild oplevelse for mig. Rent fysisk mærkede jeg, at noget kom på plads den dag ude i haven. Det var sådan en reminder om, at jeg skal finde ud af bare at være. 

Det synes jeg ikke altid er en let opgave.

Lene Maria Christensen er i dét, hun selv beskriver som et mellemrum i livet. Et tidspunkt, hvor hendes egne tektoniske plader er i bevægelse. Hvor noget skal falde på plads indeni. De kommer dumpende gennem hele livet, mellemrummene. Perioder, hvor der er plads omkring hende og i hendes hoved til at overveje og bearbejde.

– Jeg er i et mellemrum lige nu, som handler om at acceptere nogle energier, retninger og en rastløshed, som er ved at falde på plads inde i mig. Det kommer efter, at jeg længe har haft travlt både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg har kun været drevet af den næste opgave.

Rastløs og overopmærksom

Der opstår helt naturlige mellemrum i Lene Marias liv i de perioder, når hun ikke er midt i optagelserne til en film eller serie. Når kalenderen pludselig klarer op efter at have været overbooket, kan det være svært at have så meget tid med sig selv og sit hoved.

– Hvad fanden stiller jeg op med mig selv i det der mellemrum? Indimellem har vi haft et pres derhjemme over det. Fordi jeg går lidt for meget op i, hvad de andre i familien laver, og hvordan de har det. Jeg bliver rastløs, og jeg kan blive for overopmærksom.

Siden hun blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole lige før årtusindskiftet, har Lene Marias liv været styret af hendes freelance-tilværelse, hvor jobtilbud og projekter kommer i bølger. 

Hun har ladet sig føre med strømmen og sagt ja, når tilbuddene om at spille stærke og nuancerede karakterer er kommet.

– Måske stod jeg i den der have, fordi der var et par mellemrum, der havde været for korte, hvor jeg ikke havde ladet ordentligt op, inden jeg gik i gang igen. Da jeg var færdig med at optage ”Uniformen”, var jeg helt klar til en pause.

”Uniformen” er navnet på den DR-dramaserie, som i disse uger ruller over skærmene med Lene Maria i hovedrollen som Politiskolens nyindsatte rektor, Sanne Hammerby. Vi følger hende, mens hun forsøger at navigere gennem både personlige og professionelle kriser.

– Jeg sagde ja til rollen, fordi jeg tænkte, at udfordringen i at spille politi, autoritet og lederen for den skole var fed. Og så kan jeg godt lide, hvis der er en eller anden form for fortid, der banker på hos en karakter, og Sanne har en tung rygsæk at bære, som hun ikke har dealet med.

Sanne Hammerby er politibetjent i hjertet, men kan ikke længere arbejde på gaden grundet en bilulykke. Hun lider stadig af mén fra ulykken, da hun starter som rektor – og netop den kobling kunne Lene Maria i høj grad relatere til.

– Jeg havde nogle fysiske udfordringer, da vi begyndte optagelserne til serien. Min nakke gjorde vrøvl, så jeg forstod jo godt, hvordan Sanne havde det.

Selvom Lene Marias krop måske ikke var klar til at rykke videre og køre på med lange og fysisk anstrengende arbejdsdage, så måtte hun lægge smerterne til side.

– Selvom det var hårdt, så kunne jeg faktisk arbejde – på den måde matchede Sannes stædighed min egen ret godt. I nogle af de scener, hvor jeg var allermest udfordret og tænkte "hvordan skal jeg komme igennem den her scene?", så gik det alligevel.

Selvom det var en udfordrende tid, og Lene Maria stadig venter lidt med at sætte afsnittene på derhjemme, så gav hun den alt, hvad hun havde undervejs. Hun måtte gennemføre den opgave, hun havde foran sig, og så måtte konsekvenserne komme på bagkant. Dem mærkede hun så den efterårsdag i sin have.

Går frem ved at tænke tilbage

– Da jeg var færdig med ”Uniformen”, var det bare reparation. Jeg tog på ferie til Italien uden at skulle noget. Uden at skulle tale med nogen. Jeg gik ture, drak kaffe, gik ned og badede og sov. Jeg havde brugt mere energi, end jeg havde, så jeg skulle heale.

Selvom Lene Maria tog på ferie, fik en hel masse massage og langsomt fik bugt med smerterne, blev kroppen ved med at være på overarbejde. Hun kunne ikke regulere den. Én af de ting, hun kom frem til, da hun insisterende blev stående i den nivende efterårsluft, var at skabe en form for kontinuitet i hendes ellers flydende hverdag.

– Jeg er begyndt til kor. Det er et forsøg på at få noget mere fast ind i mit liv. Så står vi 40-50 kvinder og synger George Michael og Minds of 99 en gang om ugen. Det er ikke let for mig at skulle noget på samme tidspunkt hver uge, når jeg flyver rundt i mit arbejdsliv. Men nu prøver jeg.

Udover ønsket om en form for stabilitet er valget om at gå til kor også et, hun har truffet kun for sin egen glædes skyld. Og netop det har hun hungret efter længe.

– Det er noget, som er sjovt, men uden at det skal bruges til meget andet end det. For mig er det supersundt at have sådan et rum, hvor jeg ikke skal bevise noget. Jeg skal bare synge, og det har jeg savnet.

Sang fyldte meget for Lene Maria som barn og ung, og det gik op for hende, at det var dét, hun måtte finde tilbage til. Når hun skal forholde sig til noget så simpelt som at synge de samme toner som dem omkring sig, kan hun holde tankerne og tempoet indeni nogenlunde i skak og finde tilbage til et niveau, hvor hun kan følge med.

Men behovet for at fikse og bekymringerne, der følger med, tror hun dog ikke, hun slipper af med, for de har fulgt hende gennem mange år.

En trænet bekymringsevne

Lene Maria er i en periode lige nu, hvor både skilsmisser, dødsfald og sygdom har ramt hendes tætteste omgangskreds. Det ligger dybt i hende at hjælpe alle omkring sig og fikse det, hun kan, så det bliver nemmere for dem. 

Men hun er ved at lære at give slip.

Det er én af de overbevisninger, hun har fået af at være i mellemrummet. Hun har trangen til at hjælpe med sig fra barndommen, hvor den kom til udtryk som en enormt dårlig samvittighed, hvis ikke hun kunne være der for andre.

– Min bekymringsevne er stor, nok også for stor. Den har været voldsom. Den er startet tidligt, fordi jeg kommer fra et hjem, hvor jeg syntes, at jeg skulle passe på andre. Det var især min mor, jeg følte det behov overfor. Det var både et behov for at passe på mennesker omkring mig, men også passe på den gode stemning.

LÆS OGSÅ

Kim Fabers uhelbredelige sygdom ramte Janni som en mavepuster: "Vi er her på lånt tid"

Det var under en koncert, at det gik op for Janni Pedersen, at der var noget galt med hendes mand, Kim Fabers, ansigtsudtryk. Da han fik diagnosen Parkinson, ramte det hende hårdere end ham, men i dag er de tættere end nogensinde før.

Lene Maria var meget opmærksom på sin mor og ville altid sørge for, at hun havde det godt. Behovet fulgte med hende gennem livet – både ind i klasselokalet, på arbejdspladsen og især, da hun blev mor.

– Da jeg så selv fik børn, blev følelsen forstærket, og den blev indimellem også for meget. Den fyldte simpelthen så meget, så jeg indimellem havde svært ved at være til stede i det, jeg stod i.

Hvis Lene Maria skulle rejse væk for at arbejde, blev hun ædt op af dårlig samvittighed. Det var en følelse af, at det var forkert, at hun rejste fra sine børn, selvom alt var godt, og hendes mand, Anders, stod klar til at tage sig af deres to døtre.

– Jeg har en enkelt gang eller to sagt nej til et job, fordi jeg ikke ville rejse fra dem. Ellers har jeg bare smadret mig selv med dårlig samvittighed og arbejdet. Og kompenseret for begge dele, når jeg var hjemme igen, hvilket kunne resultere i, at jeg blev overopmærksom på dem.

Igennem årene har Lene Maria brugt sin mand og sine veninder til at tale om bekymringerne. Hun har langsomt indset, at det tunge ansvar, hun lagde på sine egne skuldre, måske ikke var nødvendigt.

– Jeg har sluppet den dårlige samvittighed. Mine døtre er 14 og 19 år, og de er stærke og kloge piger. Det har de også været med til at lære mig og fortalt mig, at jeg skulle back off. Så nu er jeg blevet gammel nok til at indse og have tillid til, at de kan rigtig meget selv. Og at de har brug for at gøre mange ting selv.

Når Lene Maria kan slippe den dårlige samvittighed, skyldes det også en opvejning inde i hende selv. Selvom hun gerne vil kunne hjælpe hele tiden, så er der også andre ting, som hun rigtig gerne vil gøre – kun for sig selv.

– Jeg vil jo gerne arbejde og gøre de ting, som er vigtige for mig. Ellers kan jeg heller ikke være et helt menneske overfor mine døtre. Så er jeg en kvinde, der bliver for rastløs og bekymret og understimuleret.

Hun har indset, at alternativet ikke ville være bedre. Hun ville ikke være en bedre mor, kone eller veninde, hvis hun altid stod til rådighed for andre. For alle de uforløste drømme, som ville blive spærret inde i hende, ville gå ud over dem.

– Det er en vidunderlig ting at slippe, for det har virkelig været en dræner. Jeg er blevet bedre til at slippe den dårlige samvittighed, men min bekymringsevne kan jeg ikke fjerne. Det er en stor del af mig, og den er jo god også. 

Der er en kærlighed i det og en evne til at vise empati. Den har bare et bedre leje nu.

– Jeg forstår, hvordan jeg skal lade op. At jeg skal gå til kor. At jeg skal tage på rejser, helt alene uden min familie og uden dårlig samvittighed. At jeg skal lade være med at fikse alt for alle. Jeg forstår, at noget af det, jeg giver ud, skal jeg have hevet ind igen på en anden måde. Og jeg skal have respekt for det, jeg har brug for.

Er det nemt nok at stoppe med at fikse alt for andre?

– Nej, det er det ikke. Men jeg er nødt til at acceptere, at det skal jeg ikke. Jeg ved, hvad det koster nu. Jeg har øvet mig i at sige, det er ikke mit bord, selvom jeg stadig bekymrer mig meget – både om mine børn, min mand, mine venner, min søster, min mands familie, dem, jeg samarbejder med – og jeg kunne blive ved.

Hvad gør du så?

– Jeg siger til dem, at jeg er her, hvis de har brug for mig, men jeg står ikke klar og tager imod det hele. De skal vide, at jeg er her, for det er jeg. Men oftest når der er gået lidt tid, så kan jeg jo se, at de godt kunne selv. Hvis ikke jeg har den tid til mig selv, så er jeg alligevel til virkelig dårlig hjælp. Så jeg må bare have tillid til, at de finder en anden vej uden min hjælp.

Det hele peger tilbage på Lene Maria selv. I mellemrummet er det hendes egne behov, der er kommet i centrum. I stedet for at vende al energien udad skal den investeres helt egoistisk. Til glæde for hende selv og for alle omkring hende.

Insisterende tillid

Tillid er et ord, der går igen, når Lene Maria ser på sit liv.

– Jeg har altid haft tillid til andre, indtil det modsatte er bevist. Jeg laver ikke tests eller fælder for at se, om folk falder i, jeg tror altid, at jeg bare har håbet på, at tilliden er der.

Siden barndommen har Lene Maria haft enormt nemt ved at stole på andre mennesker. Også i sådan en grad, at hun til tider er blevet blind af tillid.

– Selvfølgelig har jeg slået mig helt sindssygt på det både i min barndom, med kærester og i et par enkelte venskaber. Da jeg var ung, kostede det mig blandt andet et venskab med en veninde, hvor kærligheden kom i vejen.

Situationen dengang gav Lene Maria nogle ridser i hendes instinktive tillid til andre.

– Det er sorgfuldt at miste mennesker, man holder af, på grund af tillid. Det var som at miste et vidne. En, jeg havde delt alt med. Jeg tror, grunden til, at jeg kan huske den her oplevelse, er, at jeg mistede to ting. Jeg mistede en veninde, og jeg mistede tilliden til venskaber.

Men dag for dag blev den bygget op igen. Tilliden. For Lene Maria insisterer på den, selvom hun før har brændt nallerne. Og selvom hun måske er blevet en smule mere påpasselig af sine egne oplevelser og en verden, der ikke ligefrem byder op til tillid, så er det vigtigt for hende at blive ved med at have åbne arme.

– Flippet nok har jeg stadig en tillid til mødet med et andet menneske. Jeg møder andre mennesker med et ret åbent sind, men tilliden skal opbygges, og hvis nogen vil mig det ondt, fjerner jeg mig ret hurtigt, for jeg ved godt, hvordan det ser ud nu. Jeg har tillid til, at jeg kan se det.

I sidste ende er det tilliden til hende selv, der er afgørende. Troen på, at hun vil stå op for sig selv, hvis hun igen skulle stå overfor et potentielt tillidsbrud. Hun kender sine værdier, og hun ved, at hun vil efterleve dem så godt, hun kan. Og det bliver ikke ligefrem lettere med tiden.

– Jeg forholder mig konstant til en verden, der skifter så voldsomt, og hver dag bliver der taget noget af den umiddelbare tillid til, hvordan vi kan leve. Den bliver hele tiden udfordret, og det kan sætte så meget frygt i os, og det provokerer mig. 

Det får mig til at overveje en ekstra gang, før jeg bare tillidsfuldt vælter mig ud i livet. Jeg overvejer, om jeg kan gå ud og høre noget musik i et stort format med en masse mennesker. Om jeg kan rejse frit, om jeg kan gå over vejen. Det er hele tiden et sats at have tillid.

Det går op for Lene Maria, at det er svært at snakke om tillid uden at snakke om frygt. Hendes blik flakker et øjeblik. Det er endnu tidlig formiddag, og caféen på Frederiksberg er næsten mennesketom.

– Jeg er vokset op i en familie og et land, hvor tillid ikke er til debat. Engang syntes jeg, at tillid var en selvfølge, men det er det ikke mere. Nu er tillid et privilegie.

Hun forsøger med alt, hvad hun har, at holde fast og tro på, hun fortsat kan gå lige så åbensindet ud i verden. Det er måske af samme årsag, som hun altid har insisteret på tilliden til alle omkring sig. Fordi alternativet er endnu mere uoverskueligt.

– Jeg insisterer hårdt på at beholde noget tillid til verden. Det går ikke at blive for bange, så derfor holder jeg fast.

Hun rejser sig og fortsætter ud på gaden i den endnu dugfriske formiddag på Frederiksberg. Hun krydser vejen og går weekenden i møde med faste skridt. Insisterende på tilliden. 

Insisterende på roen her i mellemrummet.

Om Lene Maria Christensen, 53 år

• Skuespiller og aktuel som politiskoleleder i DR-serien "Uniformen".
• Kendt for sin rolle i serier som “Arvingerne” og “Danefæ” samt film som “Sover Dolly på ryggen?”, “Ingen kære mor” og “Ustyrlig”. 
• Hun er gift med billedbehandler Anders Bach Petersen, som hun har to døtre på 14 og 19 år med.

LÆS OGSÅ

Erotisk novelle: Hun stønner til den fremmede i swingerklubben – så ser hun sin mand i døren

Han fantaserer om at se hende med en anden. Han vil iagttage, mens en fremmed mand rører hende med grådige hænder. Og måske vil han også selv være med?