Hella Joof og Henrik Jepsen står smilende foran en bygning ved bogreception.

Hella Joof om mødet med sin mand: "Der var ikke noget at gøre"

Filminstruktøren mødte sin mand på en blinddate - det var ikke kærlighed ved første blik, og hun troede faktisk, at han ville blive en kort parentes. Men tre måneder senere overgav hun sig fuldstændig.

Hendes verden logo farv

Instruktør og skuespiller Hella Joof er i dag gift med Henrik Jepsen, kaldet Snit, der er læge og tidligere frømand.

Og deres første møde var noget helt særligt. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden (uge 13).

– Jeg mødte min mand på en blind date, som nogle af vores venner havde brugt flere år på at få os til at gå på. Jeg husker tydeligt hans påklædning: et slags Marlboro Man-look med groft tøj og boots. Det passede slet ikke til mig og alle mine kulturradikale venner. Men samtidig var han enormt sød og dybt fascinerende, og selvom jeg først troede, at han bare ville blive en kort parentes, så overgav jeg mig efter tre måneder. Der var ikke noget at gøre, siger hun. 

De to er dog fuldstændig forskellige, forklarer hun. Han er et ordensmenneske, der står op kl. 6.30. Det kunne hun aldrig drømme om. 

– Jeg kom fra at være sammen med en masse skuespillere og kunstnere, der mente de samme ting om alt. Han kom fra militæret, var tidligere frømand og læste medicin, så han bragte nogle helt nye perspektiver til bordet, og det var så spændende. Han udfordrer stadig alle mine ideer og holdninger, så jeg kan ikke bare slippe afsted med alt muligt skuespillervrøvl. I stedet for bare at sidde og blive enige om noget, så undersøger han tingene, siger hun, og fortsætter:

– Jeg kalder det selvstudie, når der pludselig ligger fem bøger om et eller andet emne på hans bord – det er jeg så fascineret af. Han har gjort mig meget klogere. Vi bliver aldrig trætte af at tale sammen, vi sender tit emner til hinanden, som vi slet ikke kan vente med at komme hjem og vende. Så gnider vi os nærmest i hænderne af fryd, når vi ses. Jeg vil altid gerne vide, hvad han mener, og han udvider min horisont. For jeg har jo også nogen, jeg kan ringe til og få ret. Det får jeg ikke af ham, hvis ikke jeg har det. Han er sød, men intellektuelt er han ikke høflig, så han holder mig på stikkerne, afslutter hun.

Læs hele interviewet med Hella Joof i denne uge, hvor hun også fortæller om at være tæt på at mistet synet og glæden ved sine venner.

Om Hella Joof

  • Hella Joof, 63. 
  • Uddannet skuespiller. Kendt fra bl.a. satireserierne Lex & Klatten og Det Brune Punktum. Har instrueret en lang række film som En kort, en lang, Meter i sekundet og Nøjsomheden, der får premiere til august.
  • Forfatter til flere bøger, bl.a. Papmaché-reglen, Båven om Gud og senest romanen Hvorfor er lykken. Aktuel med podcasten Hellas hoved hos Podimo. 
  • Mor til Olivia Joof Lewerissa, som er skuespiller, og gift med Henrik Jepsen, kaldet Snit, der er læge og tidligere frømand.