Lisanne og Karina skiftede storbylivet ud med en gård: ”Da vi så stedet her, var vi enige om, at det er magisk”

Lisanne og Karina skiftede storbylivet ud med en gård: ”Da vi så stedet her, var vi enige om, at det er magisk”

I deres søgen mod mere ro og plads i hverdagen endte Lisanne og Karina i en lille nordjysk by, hvor de med naturen som nærmeste nabo og lokalsamfundet i ryggen har forvandlet en gård til en sanselig glampingoase.

ALT for damerne logo

I udkanten af den lille by Hou i Nordjylland står fire store cremefarvede telte som beamet ned fra himlen på et stort grønt markområde omkranset at skov.

Et anlagt stisystem i det grønne græs viser vej til indgangen til hvert telt, hvor der under dugen gemmer sig en kingsize seng, et lille bord og to stole, bløde tæpper på jorden, stearinlys på bordet og soldrevne lyskæder på teltvæggene. Her er ikke elektricitet, så køleskab, fjernsyn og wi-fi er sat på standby til fordel for frisk luft, fuglefløjt og ro. 

Og den byttehandel var netop hele tanken bag Glamping Skovgaardsminde, som parret Lisanne og Karina Metselaar Brorsen startede for fem år siden.

– Da vi så stedet her i Hou, var vi med det samme enige om, at her er helt magisk. Der en helt anden ro her i naturen på den jyske østkyst i forhold til den lidt vildere vestkyst, som er kendt af flere.

Det vil vi gerne, at flere menneske skal opleve, og det spiller så godt sammen med den atmosfære, vi gerne vil skabe med nærvær og ro til at sidde og kigge ind i et bål, siger Karina.

Parret mødte hinanden i København tilbage i 2015, hvor de begge arbejdede i restaurationsbranchen. Både Lisanne og Karina kommer oprindeligt fra Jylland og var enige om, at de gerne ville tilbage, fordi de selv savnede ro og mere åbne vidder. Det fremtidige hjem kunne ligge alle steder fra Vejle til Hjørring, så længe der var skov eller strand i nærheden. 

I Hou fandt de begge dele. En lille by med blot 642 indbyggere lidt nord for Hals og 32 kilometer fra Aalborg. Her bor de nu på en stor gul gård med fem hektar land. Den oprindelige plan var at starte et bed & breakfast i en af de tilhørende stalde, men så ramte corona.

– Pludselig var der efterspørgsel på udendørs aktiviteter, og vi havde selv prøvet at være på glamping, som vi syntes var virkelig skønt, så det var oplagt at prøve af. Glamping er en skøn kombination af det primitive og det lækre, så pludselig gav det så god mening, at det var det, vi skulle bruge grunden til, siger Lisanne.

Stærkt lokalsamfund

Med hjælp fra familie og venner fik Lisanne og Karina gravet teltpladsen ud, strøet træflis, samlet borde og bænke og bestilt telte hjem, og i juli 2020 bød de velkommen til de første gæster. Og fra første dag har de følt sig velkommen i det lille lokalsamfund. 

Glamping Skovgaardsminde ligger ved Hou i Nordjylland.
Glamping Skovgaardsminde ligger ved Hou i Nordjylland.

Da de holdt åbent hus på Skovgaardsminde, stillede Borgerforeningen med kaffe og kage, og naboerne stod klar med hjælpende hænder.

– Den måde vi er blevet modtaget på, har været fuldstændig fantastisk. Hou er en lille by, men her er en iværksætterånd, hvor stærke lokale kræfter prøver at få gang i en masse nyt. Alt sammen projekter, som styrker hinanden. 

Her er Fantastiske Hou Dage med masser af aktiviteter, et mikrobageri, et nyt mødested for unge og restaurant Raalingen, som er helt fantastisk, og hele den rejse for lokalområdet er vi en del af, fortæller Karina, der sammen med Lisanne netop savnede det tætte fællesskab, da de boede i København.

– Vi talte ikke med nogen i den opgang, vi boede i i København, så vi anede ikke, hvem vores naboer var. Da vi flyttede hertil, havde vi på forhånd undersøgt, hvor vi kunne give en hånd med i foreninger og andet, men inden vi nåede derhen, kom naboerne til os og spurgte, om vi ikke ville være med i den lokale gymnastikforening. Det sammenhold kan vi virkelig godt lide.

Skal de pege på noget, de savner ved storbyen, er det et større udvalg af takeaway. Skal de have andet end pizza, kræver det en køretur til Aalborg, men ellers føler de, at de på alle måder har fundet deres sted.

– I starten var det jo ejendommen, vi faldt for, ikke området, men vi kunne ikke have fundet et bedre sted. Den natur, vi har lige her i baghaven, kan slet ikke sammenlignes med at bo i en by. 

Før boede vi op ad en S-togsstation – nu hører vi kun fuglefløjt og havet. For os har det været det helt rigtige.

Kamp giver gejst

Hvor lokalsamfundet har taget imod Karina og Lisannes ideer med begejstring, har samarbejdet med kommunen været en anden sag. At gå fra tre glampingtelte, som Lisanne og Karina startede med, til fire, betød nye tilladelser hos kommunen, og en sådan gives ikke permanent, men for fem år ad gangen, så den løber nu. 

Drømmen om at åbne en café på området har Lisanne og Karina dog fået nej til. Et koncept, de afprøvede sidste år med så stor succes, at de havde en ansat til at servicere både glampinggæsterne og de lokale besøgende, men nu er caféen lukket.

– Kommunen mener, at café og restauration hører sig til i byen, ikke i landzonen, så ud fra den ansøgning, vi har sendt ind, kan de ikke give os en tilladelse. Vi vil gerne holde åbent alle ugens dage året rundt, men det mener de ikke er realistisk. 

De lyder åbne for, at vi arbejder videre med caféen i et mindre omfang, så det prøver vi nu at få en tilladelse til, fortæller Karina, der oplever de mange regler og love som den største stopklods i forholdt til at starte op som iværksætter.

Lisanne og Karina Metselaar Brorsen trives med den tætte relation til deres glampinggæster i højsæsonen.
Lisanne og Karina Metselaar Brorsen trives med den tætte relation til deres glampinggæster i højsæsonen.

Efter første sæson med glamping blev pladsen tvangslukket i næsten et år, fordi det viste sig, at den tilladelse, der var blevet givet, også skulle i nabohøring. Det betød, at den efterfølgende sæson kom sent i gang.

– Det har indimellem været en lang og sej kamp og en svær bureaukratisk rejse, og det er da super ærgerligt, når kommunen spænder ben for en god idé. 

Det er mega hårdt, når man ser ens virksomhed, som man har bygget op fra den mindste lille sten, blive slået tilbage på den måde, og vi har ofte kigget på hinanden og sagt, at det her, det er virkelig ikke for alle. Men man finder samtidig ud af, at når man bliver ved med at kæmpe for det, så er det også det, man virkelig vil, siger Lisanne.

Undervejs har parret brugt forskellige rådgivningstilbud til iværksættere, og som årene er gået, har de flere gange oplevet at blive kontaktet af andre med samme glampingdrøm for at få gode råd. Deres egen drøm går på at omdanne gårdens høloft til yogastudie, udvide med et stort lokale til fester og så forhåbentlig genåbne caféen.

Hårde prioriteringer

Sidste år blev Lisanne og Karina forældre til tvillinger, og i forbindelse med Lisannes barsel har Karina været fuld tid på glampingforretningen. Hvor de begge tidligere havde supplerende jobs ved siden af, betød barslen, at Karina sagde sit job op og nu kun har fokus på Skovgaardsminde.

– Det var en nervepirrende beslutning, og det er heller ikke rentabelt endnu, men det her kræver min fulde tid, fordi Lisanne i en periode har været sat ud af spillet. Det er den rigtige beslutning, at det her nu er mit fuldtidsjob, fordi det er det, vi gerne vil satse på fremover, siger Karina, der sammen med Lisanne har måtte prioritere for at få det til at hænge sammen rent økonomisk.

– Vi indbetaler ikke til pension lige nu, og jeg har ikke haft en barsel, men hvis ikke vi prøver det af nu, får vi det aldrig gjort. Men det kræver en fuld tro på sig selv og på ens produkt, for alle sæsoner er ikke lige gode for os. 

Vi oplevede en stor nedgang i én sæson, men så blev det godt igen sæsonen efter, så man bliver nødt til at have is i maven og en opsparing, man kan trække på i de måneder, hvor pengene ikke ruller ind.

Efter fem år begynder parret at mærke en større rutine i forretningen. Hvor de første år var fulde af brandslukninger, ved de nu, hvad der skal være på lager, for at tingene ruller, og hvordan de laver de mest optimale forhold for gæsterne.

– Den glæde vi kan se i gæsternes øjne, gør os så mega stolte af det, vi har skabt herude, og det bekræfter os i, at vi gør det godt, og at det er det her, vi gerne vil. Når sæsonen kører, er der ikke nogen opdeling mellem vores arbejdsliv og vores privatliv, fordi folk møder os i vores hjem, men den tætte relation trives vi med, og vi kan virkelig godt lide, at vi kan give folk en pause fra hverdagen, der får dem ned i gear. 

Vi bliver kaldt glampingpigerne nede i byen, så vores forretning er blevet en identitet for os.

Glamping Skovgaardsminde

Glamping Skovgaardsminde blev sidste år kåret til Danmarks anden bedste glampingplads, og den har åbent fra 1. maj til september.

Stedet er stiftet af 35-årige Lisanne Metselaar Brorsen, der har studeret international turisme management, og 35-årige Karina Metselaar Brorsen, der har en bachelor i oplevelsesøkonomi.

Glamping Skovgaardsminde