Janni lever af at rydde op i andres hjem – og især én ting går igen

Janni Kiilsgaard husker tydeligt en familie, der tilkaldte hende for at få hjælp til at tæmme deres uregerlige stueetage. 

Familien skulle have forvandlet det, der var endt som ét stort roderum, til en stue kombineret med træningsrum, hobbyrum og børneværelse. Normalt er sådan en opgave krævende, fordi ejeren skal vende og dreje hver eneste ting i frygt for at skille sig af med noget, der (måske en dag!) kunne blive nyttigt.

Men ikke denne gang.

– Moren, som havde hyret os, var så klar på at få styr på det rum, og hun gav os frie hænder. Hun lod os gøre, lige hvad vi ville, husker Janni.

– Vi rykkede fuldstændig rundt på møblerne – og blev færdige på fem timer i stedet for syv.

Plastikhandsker på

Som professionel organiseringskonsulent giver Janni sig selv en mental highfive, hver gang en genstand finder sin plads, og et hjørne får en funktion. Hun elsker at se kaos transformere sig til orden.

– Jeg var mega begejstret bagefter. Det giver mig en følelse af dyb ro og lettelse, når der er styr på tingene, også selv om det hjemme hos nogle andre, siger hun.

– Jeg får en følelse af, at nu er der tid til det vigtige: De kan sætte sig ned og hygge med deres børn eller smide sig i sofaen og se en film uden dårlig samvittighed. Det er skønt!

Janni er vant til, at folk reagerer lidt overrasket, når hun fortæller om sit job, som går ud på at rydde op for private og virksomheder – for ad, kan hun virkelig holde ud at stikke hænderne i andre menneskers skidt og møg? Ja, det kan Janni (med plastikhandsker på i slemme tilfælde). Det har hun faktisk praktiseret, lige siden hun var lille.

– Min mor har fortalt, at jeg som syv-otte-årig var ovre at lege hos naboen, og så havde jeg sendt børnene ud af deres værelser, så jeg kunne rydde op. 

Da jeg var færdig, sagde jeg, at de ikke måtte komme ind og lege, for så ville de bare rode igen, fortæller Janni med et smil – og tilføjer, at omverdenens forargelse for det meste lynhurtigt bliver udskiftet med et ”jeg kunne da godt bruge sådan én som dig!”.

Ufremkommeligt hjem

For de fleste af os har oplevet, hvordan bunkerne indimellem forplanter sig. For nogle vokser problemet langt ud over den klassiske rodeskuffe – og bliver næsten umuligt at få bugt med. 

Det oplever Janni ofte, og særligt slemt stod det til, da hun blev kaldt ud på en gård af to voksne sønner, som havde hyret hende til at hjælpe deres forældre med at genvinde magten over deres hjem. Det var så groet til, at de ikke kunne komme ind i de fleste værelser. 

Køkkenting, tøj, møbler og et væld af gamle plastikbøtter, som manden havde en forkærlighed for, var stablet op ad væggene, så der ikke engang var en sti at gå på. Alligevel havde parret svært ved at acceptere, at noget måtte forlade matriklen. 

Manden måtte hele tiden sendes væk for ikke at spolere oprydningen, mens konen gennemgik store hovedbrud over hver enkelt kandidat til lossepladsen.

Sådan en situation kræver finfølelse, for Janni vil ikke tromle ind over folk.

– Det var svært, for jeg havde lyst til at smide det hele ud og kun give dem det, de havde brug for, husker hun.

– Men det var deres ting og deres hjem, så jeg måtte lytte og vise forståelse for deres synspunkt. Det her par sov stort set ikke i de tre dage, vi var i gang, så det siger lidt om, hvor hård processen kan være for folk.

Ting er følelser

Jannis erfaring er nemlig, at ting ikke bare er ting.

– Meget af det, vi samler gennem livet, har en følelsesmæssig værdi. Det kan være babytøj og gamle legesager, arvestykker fra afdøde familiemedlemmer eller noget, der havde stor værdi, dengang vi købte det, men ikke er tidssvarende mere, siger hun.

– Folk kan føle, at de giver slip på lidt af sig selv, deres børn eller familiemedlemmer, når de smider sådan noget ud.

Janni oplever også, at menneskets samleradfærd hænger sammen med en frygt for at gå af med noget, vi kunne komme til at mangle på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Men der er hun, helt personligt, iskold. Hjemme hos Janni er hele huset nemlig for længst organiseret efter en simpel regel: Det, vi ikke bruger, skal ud.

For eksempel har hun kasseret sin hæfte- og hulmaskine, for hun vurderer, at papirtiden er endegyldigt forbi. Og skulle hun tage fejl, er udgiften til nye kontorforsyninger overskuelig. Men også mere omkostningstunge genstande er blevet ofre for Jannis ordensregime.

Ud med tænderne

– Min mand elsker køkkenmaskiner, og han har rigtig mange. Der har vi haft en snak om, hvad han reelt bruger, siger hun.

– Han havde for eksempel en minihakker, han brugte omkring en gang om året. Jeg sagde til ham, at den ene gang vil jeg gerne hakke hans grøntsager. Så behøver vi ikke minihakkeren, som generer mig, hver gang jeg ser på den, fordi den bare står og fylder, fortsætter Janni, som – ud over skuret, som er helt og holdent hendes mands domæne – ikke har en eneste rodeskuffe.

Hun kender dog godt til at have gemt på noget, der viser sig overflødigt. For eksempel har hun lavet en mindekasse til hvert af sine børn, hvor hun opbevarer særlige barndomsminder. På et tidspunkt kiggede hun i den sammen med sin 16-årige datter, som – ved synet af sine mælketænder, som Janni møjsommeligt havde pakket ned – gav klar besked.

– Hun sagde: ”Ej mor, jeg er da ikke interesseret i mine gamle tænder!” Og jeg forstår hende godt. Jeg gad da heller ikke have mine tænder liggende, griner Janni.

Således blev der frigjort en (lillebitte) plads i mindekassen. Og inde i Jannis hoved lød det lille, velkendte ”ah”, som aldrig slår fejl, når en ubrugelig genstand rammer skraldespanden. 

LÆS OGSÅ

Liv var to uger gammel, da hun blev smittet af sin storebror - få dage senere lå hun i kunstig koma

Anna vidste godt, at hendes datter kunne blive meget syg, men ikke, at det kunne gå så galt. Nu har hun en klar opfordring til forældre med spædbørn.