Lisbet Dahl lyver for sin nabo – og hun mener, at du bør gøre det samme

Lisbet Dahl er et særligt sted i livet. Efter en karriere, hvor teater og revy har fyldt nærmest alt, står hun nu ved det, hun kalder en ny begyndelse. Hun skal til at starte forfra.

– Det er sjovt at sige, når man fylder 80 år. Men samtidig ved jeg, at jeg kommer til at leve længe endnu. Jeg bliver 98. Det har jeg fået at vide af en clairvoyant. Det må de ellers ikke sige, men det gjorde de så alligevel, så jeg ved, at jeg bliver gammel, siger Lisbet Dahl. 

Hun har budt indenfor i sin røde murer mestervilla i Gentofte, hvor hun har boet de seneste 21 år. Det er her, hun bruger det meste af sin tid lige nu, på at f inde ud af, hvad den næste epoke i livet skal bestå af.

– Da jeg var lille, sagde min mor, at hvis du sidder i en situation, hvor du ikke ved, hvad du skal gøre, så lad være med at gøre noget. Sæt dig ned, læs et uge blad, se noget fjernsyn og hvil dig. Gå en tur. Lige pludselig ved du, hvad du skal. Og det er det, jeg foretager mig i øjeblikket. Jeg ved stadig ikke, hvad den nye begyndelse skal være. Det vil dukke op som en tyv om natten. Men jeg er et rigtig skønt sted lige nu. For første gang i 34 år skal jeg ingenting. Og det er vidunderligt, siger hun. 

Lyv for naboen  

Så lige nu bruger Lisbet Dahl sit limbo på at ligge en del på sofaen. Hun ser serier på Netflix, læser og hygger sig med mopsen Monty og den næsten lige så store mørkebrune kat, Sigurd. Altså, lige indtil hun ikke gør det mere. For Monty skal ud og lege med de andre hunde i hundelufterklubben, der mødes til kaffe tror hun er med til, at hun ikke føler sig så gammel som sin alder, og at hun aldrig føler sig ensom.

LÆS OGSÅ

Pernilla August: ”Skulle jeg gå på pension? Nej, det er jeg alt for rastløs til!”

I over 40 år har Pernilla August været en af Sveriges førende skuespillere. Selv mener hun, at det skyldes, at hun aldrig slår sig til ro, men forsøger at udvikle sig som skuespiller og menneske. Hendes parforhold har ofte varet syv år – men med hendes nuværende ægtemand, Isac Larson, skal det være anderledes.

– Man bliver selv nødt til at tage sig sammen. Rejse sig op, ringe på døren hos naboen og sige, at der er noget galt med kontakten i køkkenet, selv om det er løgn. Eller som jeg altid siger – få en hund. Så kommer du ud at gå, og du får snakket med alle, du møder, siger Lisbet Dahl, der kalder sig selv "psyko-social".

– Det betyder rigtig meget for mig at være sammen med andre mennesker. At vi laver mad sammen eller mødes til en eftermiddagsdrink. Da der var Vild med dans, inviterede jeg en gruppe mennesker hver fredag til tapas og hvidvin, og så sad vi og diskuterede dansene. Jeg finder hele tiden på et eller andet. Jeg skal nogle gange tage mig selv i ikke at blive ved med at gå ind til naboen, griner hun. 

Slidte organer 

Lisbet Dahl har også brugt noget af de seneste år på at skrive en bog i samarbejde med forfatter Lukas Birch. Man bliver jo ikke gammel i min alder er titlen, og budskabet er, at det godt kan være, at dåbsattesten afslører, at Lisbet bliver 80 i år, men sindet og levemåden er stadig ungt.

– Da jeg blev 60, tænkte jeg, at nu må det være op til 70, at jeg bliver gammel. Da jeg så blev 70, tænkte jeg, nu må det være på vej mod de 80, at jeg bliver gammel. Nu bliver jeg 80, så nu er det nok fra 80 til 90, at det sker. Det er svært at forklare hvorfor, men jeg er ikke en skid nervøs for, hvad der kommer, siger hun med en overbevisning, der ikke efterlader nogen tvivl.

– Jeg har pisse ondt i ryggen og kan have svært ved at gå, hvis ikke jeg passer på mig selv og bevæger mig nok. Jeg har også neuropati, som er sådan noget med nerverne, der begynder at summe, når det er koldt eller varmt, og så har jeg et svagt hjerte og nogle nyrer, der ikke fungerer optimalt. Mine organer er brugte, men jeg har det jo godt alligevel, og jeg holder en kæmpe fødselsdag, når jeg bliver 80. 

Lisbet håber, at de, der læser bogen, bliver i godt humør. Og får en fornemmelse af, at hvis hun kan finde ud af livet, så kan de også.

– Derfor har jeg også altid fortalt pressen, når jeg har fejlet noget: Da jeg blev opereret i ryggen, og da jeg fik en ny hjerteklap og to nye hofter. Fordi jeg ved, at der sidder nogen, der ikke tør blive o pe reret. Så kan jeg sige, at det behøver man ikke være bange for – jeg garanterer, at alt går, som det skal, så kom nu i gang. Man må bruge sin kendthed til noget fornuftigt. Og hvis jeg kan, kan de sgu’ også. 

Klokken halv syv-uro 

Lige om lidt tænder lysene i det store røde og hvide revytelt på Bakken, hvor Lisbet Dahl har medvirket i 33 sæsoner og været kunstnerisk leder i 30. Hendes debut var i 1974, og den sidste sæson blev 2022, som oprindeligt var planlagt som hendes afskedssæson, men hvor hun blev sygemeldt før premieren. Året efter blev hun spurgt om at stå i spidsen for Tivolirevyen, hvilket hun gjorde i to år, indtil hjerteproblemer satte en endelige stopper for mere revy.

– Jeg har interesseret mig for teater og kun for teater, siden jeg var ganske lille. Da jeg var ti år, blev min far ansat på Odense Teater, så jeg så alle stykker, jeg kunne komme til. Det var det eneste, der foregik i hovedet på mig. Alt det med kvindernes frigørelse og Femølejren, og hvad ved jeg – jeg var fuldstændig ligeglad. Det var slet ikke inde i min verden. Jeg var 17 år, da jeg kom ind på elevskolen, og derfra var teateret hele min verden. Og nu sidder jeg så her. Nu gider jeg ikke teater mere, siger Lisbet Dahl, der uden et sekunds tøven svarer nej til, om hun savner revyen efter så mange år. 

– Juhu, at det ikke er mig! Det tænker jeg helt ærligt, når sæsonen starter lige om lidt. Samtidig med at der hver aften, når klokken nærmer sig halv syv, kommer en uro i mig. Så skal jeg lige ringe til nogen, eller der skal ske et eller andet, og forleden tænkte jeg: Ja, det er jo, fordi jeg altid er kørt af sted på teateret. Så det sidder i kroppen endnu, siger Lisbet Dahl. 

Spøgelset i huset 

Det til trods var det ikke en svær beslutning at sige farvel. Intuition beskriver hun det som. Og en stærk en af slagsen.

– Den har styret mig i alt, hvad jeg gør. Det ligger altid i baghovedet af mig. Uden at jeg tænker over det, kan jeg intuitivt fornemme, hvad jeg skal gøre. Sådan har jeg haft det, fra jeg var helt lille. Jeg har det fra min mor. Hun var synsk, og det var min bedstemor og min oldemor også. I dag hedder det clairvoyant, og det er jeg til husbehov, siger hun. 

– De første 14 år i det her hus boede jeg sammen med ham, der havde bygget det. Jeg kunne ikke se ham, jeg kunne bare mærke, at han var her. Og jeg kunne godt lide ham. Men jeg er heller ikke opdraget til at være bange for det, fortsætter Lisbet Dahl, der sammen med en veninde efter sigende til sidst fik sagt farvel og sendt manden videre.

Altid smukke sko 

Og måske er det netop intuitionen, der gør, at Lisbet tager livet, som det kommer. Hun bekymrer sig ikke. For der sker det, der sker, og så takler hun det.

– Mange bekymrer sig om ting, der aldrig bliver til noget, det er jo spild af energi. Mit helbred fylder en del hos mig, fordi jeg har lave nyretal, men det kan jeg jo ikke styre. Jeg kan lige så godt vente med at hidse mig op over det til den dag, de siger, jeg skal i dialyse. Så kan jeg begynde at tænke over, hvad der skal ske, siger Lisbet Dahl. 

Hun dvæler heller ikke ved fortiden, har ikke noget, hun savner ved ungdommen, eller noget, hun ville ønske, hun havde vidst tidligere i livet. Sådan lever hun ikke. Selvfølgelig har der været bekymringer, men ikke noget, der fylder nu. Og trods den sygdom, hun har været ramt af, har hun det med egne ord stadig meget godt og har fysik til at gøre de ting, hun vil. 

Konditionen er god, fordi hun har været aktiv på scenen i så mange år. Så kan det da godt være, hun har taget på, fordi hun ikke har sæsonstarten på revyen til at holde vægten i skak – men hun kan jo altid købe noget nyt tøj, og smukke sko kan hun passe uanset, hvad der sker med vægten. 

– Jeg er forfængelig til en vis grad, men min interesse for min krop har altid været relateret til, hvad den skulle kunne på en scene – hvis jeg skulle danse eller andet. Engang i 1980’erne tog jeg meget på, samtidig med at jeg havde premiere på stykket Den grønne elevator, og jeg fik kæmpe succes, så det havde jo ingen betydning. 

På med de høreapparaterne 

Lisbet er heller ikke bange for at vise, at hun bliver ældre, og hun fortæller gladeligt om de høreapparater, hun har brugt de seneste syv år.

– Det tog mig to år at finde ud af, at det var nødvendigt at få høreapparat, og da jeg fik dem, var det som at stikke hovedet op igennem en sky. Alting lysnede, og jeg kunne pludselig høre alle høje lyde, der var forsvundet. Jeg viste dem frem på scenen og sagde ”hey, alle jer, der ikke går med dem, det er jo bare forfængelighed! Jeg er ligeglad,” siger hun.

– Jeg ville da ønske, at jeg ikke så så gammel ud, og jeg ville da hellere være yngre, så jeg ikke havde de smerter og de skavanker, jeg har, men det styrer ikke mit liv. Det kan være, at det gør om fem eller otte år, men det kan jeg ikke hidse mig op over nu. Det er ingen grund til at tage sorgerne på forskud.

For mange mænd 

Ligesom at Lisbet Dahl ikke sidder fast i fortiden, har hun heller ikke en lærdom, hun tager med sig ind i fremtiden. Eller jo, måske én ting. At det nok havde været nemmere med kun ét varigt ægteskab. Lisbet har været gift fire gange, og hendes fem børn har hver sin far.

– Det ville have været rigtig fornuftigt, hvis man giftede sig én gang og blev ved med at være gift med den samme mand i stedet for at blive ved med at blive skilt og ulykkelig og nyforelsket, lykkelig, gift og skilt igen. Det er jo skønne spildte kræfter. Selvfølgelig er der også masser af gode minder, men dem har jeg så kunnet sidde og grine af sammen med mine børn, for den mand, der har siddet ved siden af, kendte dem jo ikke, siger hun. 

Hvorfor livet har budt på forskellige kærligheder, ved hun ikke helt. 

– Jeg er nok ikke særlig nem at være gift med. Jeg fylder meget og bestemmer meget, og jeg går nok ind over en mands – efter hans egen mening – privilegier. Det er nemmere at spørge dem, men der er kun to tilbage. Dem ser jeg stadigvæk, så helt umulig er jeg nok ikke. Og jeg fortryder ingenting. Det kan ikke betale sig. Ting sker som regel af en årsag. 

Lige nu har Lisbet Dahl ingen mand i sit liv, og det er okay.

– Kærlighed er også forbundet med meget ballade og meget diskussion, og det har jeg ikke brug for. Jeg har heller ikke brug for den slags kærlighed lige nu, men jeg ved jo ikke, hvad der sker. Der kan nå at ske meget på 15-20 år. 

Man må gerne græde

Ligesom Lisbet Dahl har mistet nogle af sine tidligere ægtemænd, har hun mistet mange nære venner, blandt andet de tætte revykollegaer Claus ’Rysse’ Ryskjær og senest Ulf Pilgaard, der døde for to år siden.

– Det er mærkeligt, at de er væk. En hel verden er forsvundet med dem. Så føler jeg mig pludselig alene, fordi det plejer at være Lisbet, Ulf og Claus. Men det er jo en naturlig ting, at man mister venner, når man kommer op i den her alder. Når man bliver 70, ved man godt, at der er nogen, der begynder at falde fra. 

Det største tab oplevede Lisbet, da hun sidste år mistede sin ældste datter, Louise Dahl, efter flere års sygdom. I sin bog beskriver hun, at familien var samlet om Louise, da hun døde på hospice.–

 Jeg taler ikke særlig meget om det, fordi der både er børn og børnebørn, som ikke skal læse en masse om det i medierne. Jeg har sagt det, der står i bogen, og det er det, jeg kommer til at sige. Men jeg kan sige, at man håndterer sådan en sorg ved at tale, tale, tale, siger hun.

– Hvis du oplever sådan noget, så lad være med at sidde hjemme og gemme dig. Tal med din kone, tal med din mand, tal med dine børn. Det er så vigtigt at få lagt tingene på bordet, fortsætter hun.

– Hvis du bare lukker det inde, er det slet ikke til at bære. Og man må også godt græde, når andre ser det. Det sker der intet ved, tværtimod.

Lisbet Dahl har oplevet, at folk tager godt imod, når hun selv deler sin sorg. Hun er i det hele taget ikke bange for døden.

– Jeg har ingen dødsangst overhovedet. Jeg kan bare dø. Jeg skal videre og se, hvor jeg så skal hen. Det er da spændende. Jeg er sikker på, at vi kommer et eller andet sted hen. Og jeg har ikke noget ønske om, at nogen skal huske mig. Jeg har været her, og det er fint.

LÆS OGSÅ

Forleden fik Julie Agnete Vang en hilsen fra George Clooney: ”Jeg tror aldrig, han glemmer mig”

For mange år siden arbejdede Julie Agnete Vang og Hollywood-stjernen sammen i en reklamefilm, og samarbejdet var så særligt, at de aldrig helt har glemt hinanden.