Da forfatter Maria Helleberg sad på en hvid plastikstol i Athen, fik hun et chok

For ikke så længe siden sad Maria Helleberg på en hvid plastikstol ved Alexandrias havnefront og spejdede ud over Middelhavet. 

Hun var rejst ud for at opleve den egyptiske storby, der for over 2.000 år siden var hjemstavn for Kleopatra, som forfatteren netop nu skriver på en roman om. 

LÆS OGSÅ

Kvinder har brug for især én ting, ellers vil de skilles – og mænd aner ikke, hvad det er

Coach og podcastvært Mikkel Braginsky oplever især et område, der har trænge kår i danskernes parforhold. Vi er simpelthen blevet for dårlige til at tale sammen. Bliv klogere her og få hans gode tips til, hvordan I taler bedre sammen.

Maria havde været der før og vidste egentlig godt, at de fysiske spor af den egyptiske dronning var svære at finde. Alligevel var hun chokeret over at opdage, at den eneste måde at komme til at skue ud over noget af det samme, som Kleopatra kan tænkes at have kigget på, var at vende blikket væk fra byen, ud mod havet – hvis bølgeskvulp og blå farve trods alt må ligne sig selv et par årtusinder senere.

– Jeg havde det fuldkommen sindssygt, da jeg sad på den plastikstol. For da gik det for alvor op for mig, at Kleopatras Alexandria er væk, husker Maria.

– Kirkerne og de enorme hellenistiske paladser fra hendes tid blev revet ned, da islam kom, og tilbage er kun en møgbeskidt storby.

Laset bog

Det er tydeligt at mærke Marias skuffelse. Historieløshed har hun ikke meget til overs for, hvilket fremgår tydeligt af hendes hjem i Fredensborg – udadtil et almindeligt rækkehus, indadtil et levende bevis på en uudtømmelig fascination af fordums tider. 

Stuen, som også fungerer som skriveværksted, er tapetseret med bøger, dvd’er og nipsgenstande med referencer til historiske perioder og personligheder. Og der er næppe den tidslomme, hun ikke kan finde beskrevet i sit bibliotek.

Kærligheden til historien og en ustoppelig trang til at udforske den er kernen i et forfatterskab, der tæller omkring 80 bøger og har resulteret i, at Maria ofte beskrives som ”dronningen af den historiske roman”.

I øjeblikket er hun aktuel med romanen 'Ramt af lyset' om apostlen Paulus. Den handler om forkynderens omvendelse fra at forfølge de kristne til vie sit liv til selvsamme.

Men hvordan gør Maria rent praktisk, når hun skal vække oldtiden til live? Ja, i dette tilfælde var det sådan set bare at række ud efter en bog.

Maria rejser sig og finder et laset eksemplar af Apostlenes Gerninger fra 1943.

– Se, den her har jeg arvet fra mine forældre, siger hun. – Den viste sig meget nyttig i min research, så det var mit held, at jeg har huset plastret til med bøger, fort­sætter hun.

Spørg fortiden

– For jeg kan i den grad skrive under på, at det ikke er alt, der er digitaliseret. Hver gang jeg går ind i et nyt emne, render jeg hovedet mod en mur. Jeg ved, der er én eller anden bog fra 1982, jeg skal bruge til at be- eller afkræfte en tese, men ofte er det kun en flig af den, jeg kan finde digitalt. 

Der bliver jeg ramt af en form for forskningens grådighed, hvor jeg tænker: ”Hvad står der i lige præcis de bøger, jeg ikke kan få fat på?”

Apostlen Paulus

Paulus, født Saulus ca. år 10 e.Kr., opfattes som den mest betydningsfulde kristne missionær og er kendt som den første teo­log i den kristne kirke. I Maria Helle­bergs fortolkning møder vi Paulus i Jerusalems gader, hvor han har viet sit liv til at forfølge de nye kristne. 

På vej til Damaskus bliver han kastet af hesten – og pludselig kan han ikke huske, hvorfor han er, som han er. Men han ved med ét, at alt, hvad han hidtil har gjort, er forkert. Han bør vie sit liv til ham, han tidligere forfulgte. Fra det øjeblik omvender Paulus sig fuldstændig til Jesus – men det bliver hans liv ikke mindre dramatisk af.

'Ramt af lyset – en roman over Paulus’ liv' af Maria Helleberg, Bibelsel­skabet, 300 kr.

Marias fremgangsmåde er nemlig at indsamle al den faktuelle viden, hun kan – og så lægge sin egen digtning ovenpå. Skelettet af research sætter hende i stand til troværdigt at beskrive både historiske lokationer, begivenheder og personer. 

Det sidste kan dog være svært. For hun kan jo ikke så godt spørge Paulus, som døde omkring år 67 e.Kr., hvorfor han blev så radikal.

Men Maria har sine metoder.

Paulus’ ekstremisme

– Jeg tog til Jerusalem – det var praktisk, at der ikke var krig endnu – for at se alt det fra Paulus’ tid, som eksisterer stadigvæk, fortæller hun.

– Og så ville jeg tale med nogen, som religiøst set har været lige så brutale, som han var, indtil han skiftede synspunkt. Så jeg opsøgte nogle mennesker, som har noget af den samme ekstremisme. De interview gav mig en bedre forståelse for, hvordan Paulus kunne blive så skråsikker.

Kunsten er så at vide, hvornår hun har skaffet viden nok. En rettesnor, Maria benytter, er, hvornår de samme pointer begynder at gentage sig i det materiale, hun finder – så er emnet ved at være udtømt.

At stoppe sig selv er dog ikke Marias stærke side. Det stod klart, allerede da hun som 30-årig debuterede med romanen 'Seersken' om Trojas fald.

– Jeg har altid været ret grænseløs med at finde ud af, hvad ingen andre har tænkt om historien, siger hun.

– Jeg blev for eksempel besat af at danne mig et billede af sproget fra dengang. Så jeg tog til Athen og besøgte universitetet, hvor de havde gjort alt for at genkalde, hvordan man talte, dengang Homer skrev Iliaden og Odysseen, fortsætter Maria og slår en latter op.

– På et tidspunkt spurgte min mor: ”Hvordan går det så med studiet af oldmykensk?” Det var hendes måde at sige: Du behøver ikke at gå så dybt ind i det.

1700-tallets kærestebreve

Hendes jagt på svar har gennem årene sendt hende vidt omkring: Til romanen 'Kærlighedsbarn' om Caroline Mathilde og Struensees (uofficielle) datter, prinsesse Louise Augusta, faldt Maria over en guldgrube, researchmæssigt set. Hun fik nemlig tilladelse til at gå i kongehusets afdeling af Rigsarkivet og fik der adgang til breve sendt mellem Louise Augusta og hendes mand, hertug Frederik Christian af Augustenborg. 

Gennem dem fik hun indsigt i et forhold, som begyndte som et fornuftsægteskab, men udviklede sig til en voldsom forelskelse.

– Jeg elskede de breve! Og tænk, de havde ligget stort set uberørt siden 1700-tallet, jubler Maria.

– Det var en fuldstændig vild oplevelse! Jeg ringede til forlaget og sagde: ”Der er ingen, der aner noget om det her!” Jeg kunne ikke digte noget bedre, så der brugte jeg brevene nærmest én til én.

På tur i computerspil

Det er særlig heldigt, når historiens hovedpersoner har efterladt sig beretninger fra egen mund. Udspillede begivenhederne sig på steder, hvor de historiske mindesmærker er velbevarede, som for eksempel i Rom, er Maria også godt hjulpet. 

Men selv når tidens store viskelæder har været på spil, som i Alexandria, finder Maria en vej.

– Du tror, det er løgn, men ved du hvad, jeg fandt på Youtube? spørger hun og venter ikke på svar.

– Der findes et fantastisk konsolspil, 'Assasin’s Creed', der foregår i genskabte byer. Og der havde crewet besluttet sig for at lave Alexandria, som det så ud i antikken. De har lavet en tre timer lang film, hvor du bliver ført igennem hele byen, fortsætter hun med lys i øjnene.

– Det var utrolig brugbart, for selv om der findes mange beskrivelser af byen fra antikkens tid, er der ikke overleveret et egentlig kort.

Alternative metoder til trods har Maria endnu ikke oplevet, at ”rigtige” historikere har gjort indsigelser imod hendes værker. For hendes oplevelse er, at der er respekt om forskellene mellem skønlitteratur og historieskrivning.

Visse tidsperioder er dog mere penible end andre.

– Jeg hørte fra en kollega, der har beskæftiget sig med vikingetiden, at hun var blevet råbt og skreget ad, fordi en historiker ikke kunne lide, hvad hun havde skrevet. Så måtte hun sige: ”Det her er min udgave, ikke din,” siger Maria, som aldrig har været i tvivl om litteraturens ret til at fortolke fortiden:

Er litteraturen god og levende beskrevet, har den som regel en længere levetid og rækkevidde end forskning. 

LÆS OGSÅ

Ingen kom på besøg eller ville tale med mig. Så indså jeg grunden

Den ene triste hændelse afløste den anden, men mine børn trak sig væk. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde gjort galt, siden jeg havde fået så utaknemmelige og egoistiske børn.