Sarah lever af at fiske: "Jeg følte engang, at jeg måske skulle få mig et voksenjob"
Kvinder, som ikke har prøvet at fiske med flue, er gået glip af noget fantastisk! Det mener Sarah Rønholt, som derfor inviterer kvinder på fisketur til Skjern Å. Under overskriften Fish & Chicks lærer hun dem om fluefiskeri og glæden, de kan fange.
Anette Løkken SørensenAnette LøkkenSørensen
Livsændrende! Så kort kan Sarah Rønholts første fangst beskrives. Oplevelsen, der ændrede hendes liv, kan hun takke kæresten Tobias for – det var nemlig ham, der introducerede Sarah til en verden, hun på det tidspunkt ikke vidste, at hun søgte.
– Der er så meget, jeg elsker ved at fiske med flue: Forbindelsen med naturen, de steder, det har bragt og bringer mig hen. Både geografisk, professionelt og menneskeligt. Jeg gik på universitetet, da jeg mødte Tobias, som fiskede meget.
Det skulle jeg også prøve, og på vores første date fangede jeg en stor havørred i tredje forsøg, siger Sarah, 37, med et grin.
Efter det var Sarahs liv for altid forandret, og sammen med Tobias rejste hun til Patagonien i Sydamerika for at fiske. Undervejs ringede hun til sin studievejleder.
– Jeg sagde, at jeg var nødt til at stoppe, og så begyndte vores rejse, som stadig er i gang. Vi fiskede overalt, hvor vi kunne komme til det.
Sarah og hendes kæreste Tobias Park har rejst i store dele af verden og kombineret fotografi med fiskeri. Følg Sarah på Instagram @sarahronholt og på fishandchicks.dk.Foto: Privat
Min kærlighed til fluefiskeri og det frie liv, vi valgte, har i høj grad været med til at forme mit liv: At jeg har brugt alle de år i Patagonien og nu bor her ved Skjern Å og er engageret i vandløbspleje og fællesskaber.
Sarah og Tobias har nemlig fundet hjem. Med Skjern Å i baghaven og Sarahs kurser for kvinder, der gerne vil lære at fluefiske. Fish & Chicks kalder hun det, og en af de to chicks, der er med for tredje gang i dag er Heidi:
– Det føltes mere trygt, at det kun var for kvinder, der var begyndere som mig. Det gav mig mod til at melde mig til Fish & Chicks, fortæller Heidi Gore, 33.
Sådan fragter man fiskestænger, når man er Sarah og har kursister med.Foto: Jens Bach
Som dedikeret og dygtig fluefisker har Sarah haft fantastiske oplevelser, men møder kun få kvinder, når hun fisker i ind- og udland. Derfor fandt hun på konceptet med kurser kun for kvinder, der vil lære eller blive bedre til at fiske med flue.
– Det er så nice, og jeg forstår simpelthen ikke, at det er virkelig få kvinder, der gør det, for jeg er sikker på, at der er mange flere, der ikke ved, hvor meget de ville elske det, erklærer Sarah.
Annonce
Tro på fluen
Hun har gjort konceptet enkelt, for alt, hvad deltagerne skal medbringe til et fiskeophold, er sovepose, gummistøvler og briller, så ingen ved et uheld får en fiskekrog i øjet.
– Uden at være alt for generaliserende så planlægger kvinder typisk meget, så det skal være tilgængeligt og ikke kræve en masse dyrt udstyr, for det vil de ikke betale, før de ved, om det nu også er noget for dem, siger Sarah med et smil.
I dag har hun pakket bilen med grej til Heidi og Theresa Kvist, som begge bor i København, og som er kommet hertil for at blive bedre til at fluefiske.
Sarah med et udvalg af farvestrålende fluer.Foto: Jens Bach
Hovedstaden var også Sarah og Tobias' base, når de var hjemme fra rejserne, men for et par siden flyttede de hertil:
– Vi var vant til at rejse 13.000 kilometer for at tage på eventyr, men Skjern Å kom under huden på os, fortæller Sarah.
Da de tre kvinder når Skjern Å, står der allerede en fisker på modsatte bred. Sarah frigør fiskestængerne fra bilen og giver Theresa en stang, der allerede er rigget op. Længden på stang og line afgøres af åens bredde og dybde. Sarah tager en æske med farvestrålende fluer frem og lader Theresa og Heidi vælge flue.
– Jeg vælger den spicy, siger Heidi, der oprindeligt er fra England.
Sarah nikker bifaldende og siger, at "man skal fiske med den flue, man tror på".
Ikke kun for drengene
Annonce
Da de står ved åens bred, forklarer Sarah, at netop her hvor de står lige nu, skal fluen ned i vandet, så snart den rammer overfladen, men det gælder ikke alle steder. Som erfaren fluefisker har hun teknikken i orden og elsker, når hun kan få kvinder til at opdage glæden ved at fiske.
Theresa Kvist, tv., Sarah Rønholt og Heidi Gore er klar til at fiske i Skjern Å tæt ved Sarahs hjem.Foto: Jens Bach
– Jeg er ud af en lystfiskerfamilie, men det var noget, min far og min bror gjorde. Selvom jeg gerne måtte komme med, var det for drengene, fortæller Theresa, 32.
Her ved Skjern Å må man ikke beholde sin fangst, fordi kvoten er lukket, men det betyder mindre for Theresa:
– Det er fascinerende at mærke fisken, tage et foto og se den svømme videre igen. Det er processen, vi nyder, forklarer hun.
Sarah har fisket i Patagonia, Lapland, Skotland, Island og Alaska og skriver om fiskeri til internationale magasiner. Hun er derudover også blevet fotograf.
– Det startede med, at jeg gerne ville dele vores oplevelser, når vi fisker og er på rejser. Jeg ville indfange øjeblikkets æstetik, forklarer hun.
I dag rejser Sarah og Tobias stadig meget, og hun arrangerer også kurser i blandt andet Island og Bosnien, men hjemme – det er her ved Skjern Å.
Theresa fangede en laks, som dog røg af krogen igen.Foto: Jens Bach
– Når jeg låser mig ind i vores hus, tænker jeg: Nu er jeg hjemme!
Sarah smiler og ser Theresa, der svinger med armene længere nede ad åen. Hun havde en laks på krogen, men den røg af og undslap, så hun kaster snøren ud igen. For Sarah er det en glæde, når andre kvinder kan bruge fiskeriet som løftestang til mere glæde og selvtillid.
– Det er så vigtigt, at være gavmild med det, vi kan og har. At kunne give andre muligheden for at få fantastiske oplevelser med noget, som har formet mit liv, er meget givende, siger Sarah.
Annonce
Hendes møde med fiskeriet og alt, hvad der fulgte med, har defineret hendes liv.
– Jeg følte engang, at jeg måske skulle få mig et voksenjob, men det her er jo det rigtige liv, og der er så meget eventyr i det. Jeg har altid elsket at være i naturen, og med fiskeriet fandt jeg mit anker.
Om Skjern Å
I perioden 1999-2003 blev de nederste 22 kilometer af åen genslynget efter at have været rettet ud af hensyn til landbruget i 60’erne. Det blev på daværende tidspunkt Nordeuropas største genopretningsprojekt.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.