Birthe har i 52 år arbejdet i en barsk mandeverden - nu går hun på pension

Når du forelsker dig i en cardigan i en sart rosa nuance eller en sweater i varm orange, tænker du næppe på, hvor stort et arbejde det har været at skabe præcis den kulør. 

Farven skal nemlig ikke bare være smuk, den skal også have en kvalitet, som passer til netop den uld eller bomuld, din bluse er lavet af, så den kan holde til at blive vasket igen og igen uden at falme. Bag farverne på dit tøj står en farvemester. 

Dem er der ikke mange tilbage af i Danmark, for det meste tøj bliver i dag produceret i Østen.

Men Birthe Jensen er netop det. Farvemester. Gennem et langt arbejdsliv har hun med sit særlige håndelag, tilsat erfaring og stor viden, skabt den ene smukke farve efter den anden.

– Rød, gul og blå danner grundlag for de fleste farver. Det er fascinerende, hvor mange farver man kan skabe ud af dem, konstaterer Birthe.

Som en god cognac

Frem til sin pension for godt et år siden arbejde hun hos Dilling, en dansk og familieejet virksomhed, der har sit eget farveri i Bredsten uden for Vejle. 

Dilling laver tøj i økologisk uld og bomuld, og Birthe har brugt 42 år i virksomhedens laboratorium for at skabe udtryksfulde farver med sanselige navne som Tandoori Spice, Antelope Yellow og Stormy Weather Blue.

I dag bruger man computere til at udregne sammensætningen af farvestoffer i en bestemt kulør, men Birthe – hun kan med det blotte øje se, hvor mange procent blå, der skal i lige nøjagtig den og den farve. 

Og den evne havde hun brug for, når en producent mødte op med et specifikt ønske.

– Der kom engang en designer med en flaske cognac og ville have præcis den farve, foræller Birthe, som i adskillige år lavede farver til den ikoniske t-shirt fra Nørgaard på Strøget, som de fleste kender.

Mæh uden kemi

– Gul er nok min yndlingsfarve, men jeg kan lide alle farver, for farver gør livet lidt lettere, smiler Birthe.

Hun er iført Dillings tøj i blød merinould, fra yderst til inderst. Ulden er hundrede procent økologisk og stammer fra Argentina. Det er nemlig det eneste sted i verden, hvor der er så meget plads til fårene, at man er sikker på, at de kun spiser græs, som ikke har været udsat for sprøjtegifte eller andre kemikalier.

Trods det bløde tøj var Birthe i sit virke som farvemester ikke bleg for at bevæge sig fra laboratoriet og ud i produktionshallen og tage fat, hvis der manglede en mand i produktionen. Hun kunne betjene alle maskinerne.

– Og det gav også respekt. Men derfor kunne jeg jo ikke have mit pæneste tøj på, når jeg arbejde­de, konstaterer hun.

Satte herrerne på plads

Som barn kunne Birthe godt lide at blande kemikalier og se, hvad der skete, og som 18-årige uddannede hun sig til farveassistent på Dansk Textil Institut i Vejle. Et job, hvor forbereder, udfører og kontrollerer farvning af tekstiler under ledelse af en farvemester.

Birthe opdagede dog snart, at hun havde bevæget sig ind i en grovkornet mandeverden.

– Men jeg lærte hurtigt, at jeg bare skulle fortælle en historie, som var endnu frækkere end deres – så var de sat på plads, griner hun.

LÆS OGSÅ

Lene Maria Christensen har altid kæmpet med en svær følelse, men så indså hun noget vigtigt

Især da skuespiller Lene Maria Christensen selv blev mor, intensiveredes følelsen.

Det stod ikke mejslet i sten, at Birthe skulle ende i tekstilbranchen, da hun voksede op i vestjyske by Sønder Felding i en søskendeflok på fem. Hendes forældres ønske var blot, at hun og hendes søskende fik en uddannelse.

– De havde ingen uddannelse selv og havde fysisk hårde job, så jeg kommer fra små kår, fortæller hun.

Urin og rådne æg

Før moderne kemi slog igennem i slutningen af 1800-tallet, brugte man urin i farverierne, fordi den naturlige ammoni­ak bandt farverne til ulden. Derfor lå et farveri gerne dør om dør med et værtshus, og så fik svendene til opgave at gå ud om aftenen for derpå at tisse i en tønde. 

Men selv om urinen var forsvundet fra produk­tionen, var der nu stadig en kras lugt på farverierne, da Birthe var ung, for farver­ne var frem til slut-1970’erne svovl­baserede. Og svovl lugter af rådne æg.

– Jeg kunne dog godt lide lugten, for jeg kunne lide mit arbejde; det var spændende at blande kemikalier og se farverne, mindes hun, som blot var i 20’erne, da hun blev ansat som mester på et farveri.

Blandt Birthes medarbejdere var en mand fra Polen, som var meget lidt begejstret for at modtage ordre fra en ung kvinde. En dag svingede han truende med en kniv, og Birthe måtte tænke hurtigt.

– Jeg overvejede, om jeg skulle løbe min vej, men så havde jeg jo tabt – så jeg sagde, at det var nemmere, at han sagde, hvad han mente, i stedet for at true, for vi skulle jo altså arbejde sammen, fortæller Birthe.

– Efter episoden gik der lidt, før mit hjerte faldt til ro. Men han fik respekt, og vi blev så fine venner, at han havde tårer i øjnene, da jeg stoppede i virksomheden.

Syg af kemikalier

Birthe blev ansat på Dilling som farvemester i 1982. Men efter tre år fik hun allergi med kronisk betændelse i slimhinderne og astma. Lægen mente, at hun måtte se sig om efter andet arbejde, for hun kunne tilsyneladende ikke tåle formaldehyden i farverne. Men Birthe og hendes chef, Villy Berthelsen, ville det anderledes.

– Han ville nødig undvære mig – og kon­kluderede, at når jeg blev syg, var der nok også kunder, som blev syge af at bære tøjet, siger hun.

Formaldehyd bruges, når den opstrikkede uld- eller bomuld skal ”afkrympes”, så det færdige tøj ikke krymper hos forbrugerne. Men Dilling udviklede nu en metode uden brug af andet end luft. En opdagelse, som gav genlyd i verden og fik gæster fra blandt andre Japan og Kina til fabrikken for at se den nye vidunder­maskine. Metoden bruges den dag i dag.

– Vi fik breve fra kunder, som fortalte, at de eller deres børn normalt næsten ikke kunne have undertøj på kroppen, fordi de fik udslæt – men ikke af vores produkter. Det gjorde mig glad – så har jeg da ikke levet forgæves, smiler Birthe.

Slut med turkis og lyseblå

Omkring årtusindskiftet flyttede mange danske farverier til Østen. Dilling var også presset, og på et tidspunkt var der kun tre medarbejdere tilbage.

– Jeg sad hver weekend og regnede på, hvordan vi kunne få mest muligt ud af resurserne, så vi kunne holde konkursen fra døren, husker Birthe.

Man fik en ny investor og tog nu en dyr beslutning om ikke længere at benytte farver med tungmetaller, og Birthe gik i gang med det omfattende arbejde at erstatte det hele med rene farvestoffer.

– Det betød, at vi ikke længere kunne skabe bestemte nuancer af turkis og lyseblå, men det havde vi det fint med, for vi ville ikke bruge den kemi, fortæller hun.

I dag er der kun to farverier tilbage i Danmark. Mange mente ifølge Birthe, at man ikke længere kunne have farverier i Danmark, fordi det forurener for meget.

– Men der er færre tungmetaller i vores spildevand end i drikkevand, understreger hun og tilføjer med et smil, at hun stadig siger ”vi”, når hun taler om Dilling.

– Mit dna er her stadig. Når man som mig har arbejdet 42 år samme sted, får man lidt ejerskab. Det var fint gå på pension, men det var ikke uden en tåre i øjenkrogen, siger hun.

– … jeg bliver faktisk stadig berørt, når jeg taler om det, for jeg har brugt mere end halvdelen af mit liv her.

Birthe blinker et par tårer væk. Det kan godt være, hun er gået på pension, men hendes farver lever videre. 

LÆS OGSÅ

Flere vælger en alternativ gravplads – og Jannick er indehaver af sådan én

Flere vælger at tage den sidste afsked midt i naturen, og skovbegravelsespladser bliver et stadig mere populært alternativ til et traditionelt gravsted.