Engang var det helt naturlige sidste hvilested på den tilhørende kirkegård til byens lokale kirke, men i dag findes der flere andre muligheder.
Nogle ønsker, at deres aske skal spredes over åbent hav, mens andre gerne vil begraves i en skov på en skovbegravelsesplads, og netop skovbundens farverige dække under træernes smukke kroner bliver oftere og oftere valgt som afslutning på livet.
I 2024 var der en stigning i skovbegravelser på 47 procent sammenlignet med året før, og siden den første begravelsesplads åbnede i 2014, er der kommet mere end 20 flere til fordelt over hele landet. Nogle hører til den lokale kirke, andre drives af kommunen, mens andre igen ligger i privatejede skove ejet af godser eller herregårde.
En af dem er Stensballegård Skovbegravelsesplads ved Stensballegård Gods ved Horsens.
Her bor godsejer Jannick Ahlefeldt-Laurvig, hvorfra han driver skovbegravelsespladsen sideløbende med at være direktør i selskabet Skovbegravelse, hvor han administrerer andre skovbegravelsespladser i privateejede skove.
– Naturen er blevet en større del af manges liv, måske på grund af corona, eller også blev tendensen blot forstærket i den periode, og derfor er det blevet mere naturligt for folk, at naturen også kan bruges som begravelsesplads.
Jeg ser det ikke som et opgør med det etablerede, men som en naturlig udvikling af, at man kan ønske noget andet. Cirka to tredjedele af dem, der er begravet her var medlem af Folkekirken, siger Jannick Ahlefeldt-Laurvig, der åbnede Stensballegård Skovbegravelsesplads i 2014.
Pasningsfri grav
Jannick Ahlefeldt-Laurvig mener også, at vores mere mobile færden spiller ind på, at flere ønsker at blive begravet i skoven.
– Mange bliver ikke længere boende i de byer, de vokser op i, og derfor har vi ikke samme logiske færdsel til og fra den lokale kirkegård. Det gør, at vi ikke naturligt kommer forbi gravstedet, og derfor blive naturen et alternativ.
Den er pasningsfri, og det giver en frihed til, at man kan komme og gå, som man vil uden at få dårlig samvittighed. Samtidig giver det stadig et konkret sted at besøge, som betyder meget for mange, og her kan naturen noget. Det er et fint sted at mindes, siger han.
Skovbegravelsespladserne er udelukkende til urner, og en nedsættelse foregår typisk på samme måde som på en kirkegård. Bedemanden leverer urnen, og familien siger et sidste farvel. Gravstedet kan være markeret med en neutral mindeplade på jorden, og for at sikre at gravpladsen fremstår som en naturlig del af skoven, må der ikke plantes eller sættes blomster og lys. Det er muligt at reserve og forhåndserhverve gravsteder til sig selv, et par eller en hel familie.
Oprigtig interesse
I stil med de fleste skovbegravelsespladser landet over holder Jannick Ahlefeldt-Laurvig en månedlig fremvisning i hans skov for at give de interesserede et indblik i et for mange ukendt valg.
– Vi mærker, at det typisk er kvinderne, der er primusmotor på beslutningen om at blive begravet i skoven. Jeg har hørt flere kvinder sige i sjov, at mændene alligevel dør for dem, så derfor må de tage beslutningen.
Vi har altid nogle hyggelige ture, hvor folk er i godt humør. Jeg oplever det ikke som trist eller vemodigt, men som noget folk oprigtigt og med glæde vil vide mere om, siger Jannick Ahlefeldt-Laurvig.
I alt er der nedsat 2200 urner på landets skovbegravelsespladser, heraf er de 312 på Stensballegård.
De første år, pladsen var etableret, blev der nedsat 12 urner, og med årene er tallet lige så stille steget til at ende på 60 sidste år. Man kan frit vælge skovbegravelsesplads uafhængigt at bopæl, men ved Stensballegård er det primært lokale fra Horsens og omegn, der vælger et gravsted.
– Jeg havde ingen forventninger, da vi etablerede pladsen, men det viste sig hurtigt, at interessen var stor, og som skovejer er det dejligt at kunne bruger skoven til at integrere lokalområdet.
For os er det en aktivitet, der er i fin tråd med naturen, og selvom det er en begravelsesplads, er det livsbekræftende at opleve den glæde, den skaber i lokalområdet, siger Jannick Ahlefeldt-Laurvig, der ikke selv skal begraves i skoven, men på familiegravstedet på 'Vær Kirkegård', der tidligere hørte under Stensballegård.
4 andre alternative begravelsesformer
- Urnevæg: Urnen placeres i en urnevæg – også kaldet kolumbarium, der på latin betyder dueslag – ofte på kirkegårde eller særligt indrettede mindesteder.
- Askespredning: Asken spredes over åbent hav, og det kræver skriftlig tilkendegivelse fra afdøde. Spredningen skal foregå mindst 200 meter fra land, og det er ikke tilladt i søer eller åer.
- Donation af legeme til videnskab: Afdøde donerer kroppen til forskning og undervisning. Efterfølgende kan asken udleveres til pårørende.
- Formuldning: En begravelsesform, hvor kroppen nedbrydes til muld over 40 dage. Metoden er tilladt i enkelte lande, men er endnu ikke lovlig i Danmark. Kirkeminister Morten Dahlin har dog netop udtalt, at han vil se på muligheden, når begravelsesloven skal revideres senere på året.
