Janni Pedersen rømmer sig og snøfter en smule. Hun er blevet forkølet – for anden gang i denne her måned, vel at mærke. Det er en uundgåelig følgesvend, når man har børnebørn i institution, påpeger hun.
– Det er bare sådan, det er, når jeg prioriterer at hente mine børnebørn ofte og bruge så meget tid med dem som muligt. Det betyder meget mere for mig at være til stede for dem og hjælpe vores børn end at sidde og lave breaking news. Jeg prioriterer anderledes nu.
Den mangeårige retsreporter og tv-vært har altid sat sit arbejde utroligt højt. Hun har altid været på pletten, når telefonen ringede. Om det var fredag aften, og familien lige havde lavet mad, eller om hun burde være taget med sin datter til et arrangement, så kom arbejdet først. Men noget har ændret sig.
– Det er ret kontrastfyldt for mig i forhold til for bare 5-6 år siden. Jeg har mindre en følelse af at skulle vise eller bevise noget overfor andre. Jeg kan mærke, at når jeg kommer ud på TV2 News nu og ser en stor, gul breaking-bjælke, så går jeg bare forbi. Jeg tænker ikke længere, at jeg burde være der, eller det burde være min historie.
Undermåleren fra Slagelse
Om to år fylder Janni 60 år, og netop alderen, tror hun, er én af grundene til, at hun har kunnet give slip på behovet for at bevise sig selv og sit værd hele tiden. Et behov, der trækker tråde helt tilbage til opvæksten i Slagelse.
– Det der med at være en undermåler, det har jeg med mig. Jeg har kæmpet med, om jeg nu var god nok, og om jeg nu var berettiget til det, jeg havde fået. Jeg kommer fra en skilsmissefamilie i en lille landsby med rødder i arbejderklassen og bondesamfundet, hvor der ikke er særligt mange penge, så det har bare ligget ubevidst i mig.
Janni oplevede ikke at have samme økonomiske eller intellektuelle ressourcer med sig som hendes medstuderende, da hun flyttede til Århus for at studere. Det fik en negativ stemme til at gro indeni.
– Jeg læste statskundskab på universitetet og droppede ud efter ét semester. Jeg halsede efter og kæmpede for at nå at læse alt det, vi skulle, imens de andre lavede ekstralæsegrupper for at læse ekstra bøger og teorier. Det kunne jeg simpelthen ikke, og der havde jeg det sådan, hvis jeg ikke kan det her, så er det fordi, jeg ikke er dygtig nok.
Men på Journalisthøjskolen fandt hun et miljø, hvor hun passede bedre ind og kunne bruge de kompetencer, hun havde med sig. Dog var det stadig afgørende for Janni altid at gøre sig umage og vise, at hun var villig til at gøre mere end alle de andre.
– Jeg følte, at jeg skulle være lidt bedre end de andre for at blive set. Det har egentlig mest påvirket mit arbejdsliv, for jeg har altid haft stærke venskaber, og der har jeg aldrig tvivlet. Men der var en form for ujævnhed i de første år, da Kim og jeg blev kærester. Han var klogere, ældre og dygtigere, end jeg var.
Selvros og ydmyghed
Selvom Janni ikke var usikker på sin relation til sin mand og daværende kæreste, Kim Faber, så mærkede hun en større ro og selvsikkerhed i ham, end hun selv havde. Det kom blandt andet til udtryk en dag, da hun i sin praktiktid på Nordisk Film opdagede hans navn på en særlig liste:
– Jeg skulle lave et indlæg om beachvolley, og på en pamflet fra Volleyballforbundet så jeg en liste over, hvem der havde spillet flest landsholdskampe i dansk historie. Der stod Kim Faber som nummer to.
Jeg var gravid med vores barn, og så ringede jeg til ham og sagde: du har sagt, du har spillet volleyball – hvor meget? Jamen, pænt meget, sagde han. Altså, der står, du er den, der har spillet næstflest landsholdskampe i Danmark. Hvorfor har du ikke sagt det? Du har ikke spurgt, sagde han så.
Janni blev bevidst om den måde, hun fremstillede sig selv på, når hun så det i forhold til Kim. Hvor han ikke havde travlt med at føre sig frem med sine bedrifter, havde Janni en tendens til at gøre det stik modsatte.
– Jeg var sådan en, der bralrede op om alt, jeg syntes, jeg kunne. Jeg havde nærmest allerede fortalt ham, hvor dygtig jeg var til håndbold, fordi jeg havde spillet nogle kampe i 3. division, inden vi kyssede første gang. Men han er sådan en type, at hvis man er god nok, så behøver man ikke sige det.
Tiden er kostbar
Det er kommet gradvist, uden Janni egentlig har taget et bevidst valg om at arbejde med sit selvværd. Det er kommet snigende, som en accept af, hvor hun er i livet. Og en erkendelse af, at livet er skrøbeligt.
– Alderen har gjort noget ved mit selvværd. Jeg har ikke længere et behov for at bevise noget overfor nogen. Jeg har bevist, at jeg godt kan. Og så er tiden simpelthen blevet mere kostbar. Der er venner omkring mig, som bliver syge, og jeg får tanken om, at det også kan ramme mig og min mand.
Det vigtigste er min familie, og at vi har det godt i de år, vi har tilbage sammen.
Derfor tager Janni også glædeligt tidligere fri, så hun kan nå ned i børnehaven og hente børnebørn, fremfor at blive længere på arbejde, sådan som hun plejede.
– Når jeg kigger på mig selv nu, ville jeg da ønske, at jeg havde sluppet det noget før. For det er meget nemmere at være til i verden på den måde, jeg er nu. Jeg tror, jeg havde været samme sted i livet, selvom jeg altid havde følt mig god nok, men så havde det nok været lidt nemmere. Og så havde det nok ikke kostet mig så meget, som for eksempel at løbe væk fra familien fredag aften, fordi jeg skulle ud at dække et skuddrama.
Det kunne andre også have gjort, men jeg tænkte, at det skulle jeg gøre, for jeg var den bedste, og de skulle se, at jeg var den bedste.
Selvom Jannis vej måske ville have ført hende det samme sted hen, som hun er i dag, så kunne turen have set lidt anderledes ud.
– Hvis jeg havde hvilet lidt mere i mig selv, så ville jeg gerne have prioriteret familien lidt mere i stedet for at sidde der i fjernsynet. Jeg fik jo kun ét barn, og jeg ville gerne have været mere tilstedeværende de sidste år, Nana boede hjemme. Når jeg spørger hende, så synes hun, jeg har været en ret tilstedeværende mor.
Så det er nok bare inde i mig selv, jeg har haft følelsen af, at jeg ikke har været der nok. Men så giver jeg tilbage nu. Jeg synes selv, jeg er en meget tilstedeværende mor, mormor og bedstemor nu.
Om Janni Pedersen, 57 år
- Studievært på 'Go’ Aften Live' og vært på 'Bag forbrydelsen' på TV 2 News.
- Forfatter til flere prisbelønnede krimier sammen med sin mand, Kim Faber, og aktuel med bogen 'Styx'.
- Mor, bonusmor og bedstemor.
