Da Nana fyldte 50, fik en bestemt følelse hende til at kaste sig ud på dybt vand

Den kom snigende, da Nana Hostrup Mørch nærmede sig de 50. Følelsen af at være halvvejs gennem livet. Det var ikke, fordi følelsen var forbundet med tristesse, som om hendes liv var ved vejs ende, faktisk tværtimod.

– Jeg var begyndt at mærke to modpoler inde i mig. På den ene side havde jeg allerede opnået og oplevet rigtig meget i mit liv, og på den anden side var der rigtig meget, jeg stadig gerne ville opleve. Så der var både en tilfredsstillelse ved det, jeg havde oplevet og skabt, men samtidig en sult efter mere, en følelse af ikke at være færdig.

På den ene side begyndte de helt små, nære ting, som blafrende sommerfugle og en smuk himmel, at fange Nanas opmærksomhed mere og mere. Alting fik mere værdi, øjnene så noget andet, og sanserne opfattede nogle andre ting, end de tidligere havde gjort.

– Jeg mærkede pludseligt en grundlæggende ro, som jeg ikke havde oplevet før – livet gik ligesom op i en højere enhed, fortæller hun og tilføjer, at det var den samme ro, som pludseligt gav hende lyst til at forfølge sine drømme og kaste sig ud i noget helt nyt.

Nye drømme

Både Nana og hendes mand Stefan har altid drømt meget, og særligt ét spørgsmål er jævnligt blevet taget op til revision: Hvad er det, vores liv skal indeholde? Til gengæld har svaret på spørgsmålet ændret sig i løbet af årene og gør det stadig, fortæller hun.

– Vi havde i mange år levet som børnefamilie med alt, hvad det indebærer af praktik og logistik, og vores drømme havde derfor centreret sig meget om børnene, men i takt med, at de blev større, ændrede vores drømme sig også – og det var pludseligt nogle nye ting, som fik lov til at fylde, siger Nana og fortsætter:

– Det var ikke, fordi vi ikke levede et dejligt liv, men vi mærkede et behov for, at der skulle ske et eller andet. Og jeg tror faktisk, at mange kan genkende følelsen af, at man har styr på det hele, alt er godt, men alligevel mangler der noget, som man måske ikke helt kan sætte ord på. Hvad er det egentlig, der giver følelsen af mening? Og hvad sker der, hvis man følger den mavefornemmelse, der bliver ved med at dukke op?

Gennem utallige snakke kom Nana og hendes mand frem til, at drømmen for dem handlede om havet, og en dag – for fire år siden – kastede de sig ud i det og startede deres eget rejsebureau, hvor de skræddersyr familieferier med aktiviteter som dykning og snorkling.

Under havoverfladen

Nana var 20 år gammel, da hun dykkede første gang. Det var i en pool i Australien.

– Jeg havde ikke tidligere prøvet at have en iltflaske med på ryggen og en regulator i munden, som er den, man trækker vejret igennem, når man dykker. Jeg husker tydeligt, da instruktøren sagde, nu tager du hovedet under vand, så tog jeg hovedet under vandet, og så røg jeg op igen, fordi jeg slet ikke kunne forstå, at jeg kunne trække vejret under vandet.

Selvom stedet i sig selv ikke var det mest eksotiske, var oplevelsen vild, fortæller hun – og siden den dag har turene ned under havoverfladen haft en helt særlig betydning for Nana.

– Under vandet får jeg følelsen af at komme på besøg i en anden verden, og jeg føler en enormt stor ydmyghed. Det er meget overvældende. Samtidig er der fuldstændig roligt, på en måde som jeg ikke oplever nogen andre steder. Det er, som om tiden står stille, forklarer Nana og fortsætter:

– Man kan jo ikke snakke sammen. Det er bl.a. det, der er så specielt ved at dykke sammen som familie; at man har sådan en oplevelse sammen, men uden at kunne snakke om den undervejs. Vi er vant til altid at kunne tale sammen og vende og dreje alting, men under vandet skal man bare observere, i stilhed. Samtidig er man afhængige af hinanden og opmærksomme på hinanden på en anden måde under vandet, end når man er på landjorden. Man har altid en buddy, når man dykker, det aftaler man på forhånd, og man er ligesom sammen under vandet to og to eller i hold af tre.

Både Nana og hendes mand fik hurtigt en stor passion for at dykke, da de rejste sammen for 30 år siden, men de begyndte begge to at studere, pengene var små, og det blev derfor ikke til mange dykkerture. Først da børnene var ved at være teenagere, besluttede de på en sommerferie, at nu var det tid.

– Lidt tilfældigt kom vi forbi et dykkercenter og kunne bare mærke, hvordan det trak i os. Min mand og jeg kiggede på hinanden og blev enige om, at de jo egentlig også var ved at have en alder, hvor vi måske godt kunne prøve at dykke sammen med dem, og så kastede vi os faktisk ud i det. Året efter rejste vi på ferie, så de kunne få dykkercertifikater, og siden har dykning været en central del af vores rejser rundt i verden.

– Man når ofte til et tidspunkt, hvor børnene er lidt for store til, at man bare kan sidde på en strand med en skovl og en spand og bygge sandslotte. Der skal ligesom noget mere til. Det oplevede vi i hvert fald selv; at have børn i forskellige aldre, som havde forskellige behov. Én ville gerne slappe af, en anden ville ud at være aktiv, og den sidste noget helt tredje. Hvordan opfylder man alt det? For os blev dykning noget, vi kunne samles om – og det vil vi gerne inspirere andre til, fortæller Nana.

Det var præcis den drøm, som Nana og hendes mand for fire år siden besluttede sig for at forfølge.

– I starten fandt vi alle mulige grunde til, hvorfor vi ikke skulle gøre det, men bare fortsætte med at rejse og dykke sammen med vores børn. Samtidig blev vi ligesom ved med at vende tilbage til idéen – hver gang med en ny lyst og energi og hele tiden med nye perspektiver på det, siger Nana og tilføjer:

– Det var ret nervepirrende, vildt og spændende at tage springet, men vi vidste også, at vi ville ærgre os, hvis vi ikke gjorde det. Samtidig tror jeg også, at den indre ro, jeg pludselig følte, gav mig en lettere tilgængelighed til at turde kaste mig ud i noget nyt. Jeg ved godt, hvem jeg er. Jeg har levet et godt liv so far og er virkelig glad, så hvorfor ikke prøve det af? Vi følte os virkelig klar og meget sikre i, at vi var nødt til at gøre det.

LÆS OGSÅ

23-årige Astrid købte et smadret kolonihavehus – så hun har råd til at rejse jorden rundt

Astrid er kun 23 år, men har allerede set en stor del af verden. Hun opfatter sig selv som en globetrotter, der ønsker at bruge vintrene til at rejse, men samtidig lægger hun liv og sjæl i sit kolonihavehus, der med sine 45 kvm rummer al det jordiske gods, hun har brug for.

Alting smelter sammen

Da beslutningen var taget, startede et stort forarbejde, og læringskurven var både lang og stejl, fortæller Nana. Mens hendes mand sagde sit job op som leder af en børnehaveklasse, skar hun selv ned på sine arbejdsopgaver som musikterapeut og projektleder, og de levede i en periode for den løn, hun tjente.

– Selvfølgelig var der nogle udgifter forbundet med at starte et nyt foretagende op, men vi var ret afklarede med, at vi ikke ville binde hele vores økonomi op på det, så vi ikke blev alt for presset over den del, og vi startede derfor langsomt op, fortæller hun og forklarer, at de allerede havde meget materiale at sammensætte nye rejser ud fra.

– Mange af vores foregående rejser havde jo faktisk bidraget til meget af den research, som vi skulle bruge til at starte op. Og hurtigt besluttede vi os til, at vores rejsebureau skulle have to ben – ét, som tilbød forskellige dykkerrejser, og ét, som bestod i at formidle og inspirere til at dykke – også med børn. Dels via foredrag, men også på vores hjemmeside og sociale medier.

Ofte når Nana og Stefan tager ud og holder foredrag i dag, er børnene med, ligesom de inddrages, når en ny dykkeroplevelse eller et nyt sted skal beskrives på hjemmesiden.

– Det er vigtigt, at vores rejser kan tale til hele familien, og derfor har vi også brug for at få vores børns perspektiv på tingene – og det giver noget godt til vores familie, at vi er sammen om det.

Foretagendet har på mange måder knyttet familien tættere sammen, men især som par har det bidraget positivt.

– Selvom vi har været sammen i mere end 30 år, ser vi pludseligt nye sider af hinanden. Vi kender jo hinanden ind og ud som forældre, men vi kendte ikke hinanden som kollegaer, og det har givet os meget, at vi nu ser hinanden i en anden sammenhæng – også her har vi forskellige styrker og svagheder.

Nu hvor Nana og hendes mand også er blevet kollegaer, bruger de mere tid sammen, end nogensinde før, og det kan godt være en udfordring at skille arbejdsliv og privatliv fra hinanden.

– Vores hverdag er helt klart blevet mere fleksibel, for det er langt fra et 8-16-job. Det er blevet en stor del af os. Både som par, men også for os hver især og som familie. Tankerne opstår på alle mulige mærkelige tidspunkter – også når vi er på ferie. Det er derfor en balancegang, for det kan hurtigt komme til at fylde det hele, men jeg tror aldrig, vi kommer til at finde den perfekte balance. Det er en livsstil, tror jeg, men det kræver en opmærksomhed på det, så vi også kan tale om andet end dét, siger Nana med et grin.

Tag springet

For Nana er det vigtigt at inspirere andre. Hvad end det er i forhold til de oplevelser, man får, når man dykker, eller når man beslutter sig for at forfølge den drøm, der bliver ved med at dukke op.

– Jeg tror grundlæggende, at vi mennesker, i hvert fald de fleste, har nogle drømme, fordi de er med til at give vores liv mening og indhold. Og det er ikke nødvendigvis dem alle sammen, man er nødt til at gøre noget ved, men en gang i mellem skal man tage springet. Det er også noget, jeg synes er vigtigt at vise børnene. Min mand og jeg har altid talt meget om, hvor godt det er, at vi fortæller dem, at man skal lave det, man har lyst til, og forfølge sine drømme, men den bedste måde er jo at vise dem, at man også tør gøre det.

– Jeg bliver selv inspireret af andres historier – og af mennesker, der har en passion, og som følger den og lægger en masse tid og kræfter i den. Det, synes jeg, er spændende og inspirerende. Og mit håb er, at jeg kan være med til at inspirere andre på samme måde. Det bliver så tomt, hvis vi ikke deler ting med hinanden, men kun går med det inde i os selv, eller kun gør det for sig selv. Det er så vigtigt, at vi kan dele erfaringer og oplevelser med hinanden.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.