Den nye lærer kom energisk ind i klasselokalet. Nu skulle vi have navnerunde, og for at gøre det lidt sjovt skulle vi sige vores navn PLUS et dyr med samme forbogstav. Altså i mit tilfælde Mette måge, Mette mus eller Mette mammut …
Var det ikke bare sjovt? Nej. Så jeg fik desværre et vigtigt opkald og måtte forlade klassen, til navnelegen var ovre.
Et fast element på sosu-skolen er desuden ”bevægelse i undervisningen”. Skolen tager derved ansvar for elevernes sundhed – for vi kan åbenbart ikke finde ud af at bevæge os frivilligt. Øvelserne varer som regel fem-ti minutter, og det er noget lidt overgearet med at danse zumba eller sende hulahopringe rundt til hinanden, mens vi står i en cirkel med hinanden i hånden.
Ikke noget, der for alvor batter på motionsregnskabet.
Er det ikke bare fedt at få rørt kroppen og smilebåndene? Nej.
Jeg synes, det er akavet og grænseoverskridende. Det kravler simpelthen for langt ind i min formørkede sjæl og mit selv-billede som et voksent, nordjysk menneske. Jeg vil helst ikke lede efter mit indre, fjollede barn – jeg vil gerne henvises til nødudgangen i stedet.
Selv da jeg var barn, var jeg overhovedet ikke til det løsslupne fjolleri. På et legendarisk billede fra min barndom står jeg alene og genert ude ved banderne under en gymnastikopvisning, hvor vi skulle spille skøre ballonklovne.
Jeg kunne bare ikke tvinge mig selv til det!
Som regel står jeg med prikkende hud og ligner en klump dej. Læreren og nogle af de mere entusiastiske medstuderende søger hele tiden mit blik for at få bekræftet, at nu er vi faktisk ALLE SAMMEN glade i låget. Jeg gør vold på mit ansigt for at smile, mens alt indeni skriger: Hallo, jeg er altså snart 50 år, og jeg kan godt selv tage ansvar for min sundhed.
Jeg vil egentlig hellere bare have kedelig, voksen tavleundervisning – og så skal jeg nok selv sørge for både at svede og spise spinat i min fritid. Please lad mig være mig!
Og det er ikke bare på sosu-uddannelsen, jeg har oplevet dette. Især i 0’erne var det populært, at man skulle rejse sig under kurser og lave gymnastik … eller massere ens ganske fremmede sidemand. Huha, altså.
Jeg bliver stiv i hele kroppen ved bare at tænke på det.
I februar var jeg til Dansk Melodi Grand Prix, live-showet, og jeg storhyggede mig ved at kigge på glade, glimtende grandprixfans. Hyggen blev dog aflyst, da alle i salen blev enige om hele tiden at rejse sig, danse og huje.
Jeg mimede lidt og vrikkede halvhjertet, mens folk omkring mig kiggede medlidende på mig over, at jeg ikke bare kunne give los.
Live a little, ikke? Smiiiil …
Da jeg endelig kom hjem, så jeg en vens FB-opslag fra Stena Line-færgen, hvor personalet spontant kastede sig ud i en fjollet dans til ære for passagererne. Hun fandt det skæppeskønt. Jeg fandt det ganske ubehageligt at skulle lave fjolledans med fremmede færgeansatte – eller bare finde en grimasse, der kunne passe.
For jeg er vitterligt ikke ude på at ødelægge andres glæde.
Giv den gas. Men kan vi ikke lave sådan en ordning, hvor det ikke udvikler sig til glædestvang?
Kunne vi kedelige voksne med en mere afdæmpet, indadvendt glæde ikke få udleveret et frihedsbrev.
Måske en synlig badge, der fritager os fra zumba, friske highfives, sidemandsmassage og jagt på det indre legebarn?
Om Mette Kirstine Goddiksen
- Ugens klummeskribent er cand.comm. og bygger nu videre på sit cv som social- og sundhedsassistent-elev.
- Hun er 49 år, gift med Eske og har tre døtre.
- Kendt som evil cat lady med hang til sarkasme, sorte øl og stiletter.
