Photographer Christina Kayser O.
Hanne-Vibeke Holst er blevet mormor – og på ét punkt mærker hun et pres
Livet igennem bliver kvinder mødt af kulturelle og biologiske forventninger til, hvordan man er en ”rigtig kvinde,” mener Hanne-Vibeke Holst. Det samme oplever hun også nu i sin forholdsvis nye rolle som mormor.
For halvandet år siden fik Hanne-Vibeke Holst en ny titel,
da hun blev mormor til en lille pige, og kærligheden til det lille familiemedlem
er meget stor.
Alligevel oplever hun også et forventningspres om, hvordan
man bedst indtager og udfylder ”bedstemorrollen.”
– Det er hende, jeg allerhelst vil være sammen med. Det er
det virkelig. Jeg elsker hende. Men jeg tænker også, åh nej, der kommer nok
snart en til. Jeg har to sønner, som ikke er begyndt at få børn endnu, men det
kommer forhåbentlig. Og lige pludselig har jeg måske seks eller otte børnebørn,
som har skoldkopper på skift, siger Hanne-Vibeke Holst i et stort interview med
ALT for damerne uge 15.
Hun regner med, at hendes børn vil antage, at hun som
bedstemor har mulighed og lyst til at stille sig til rådighed i den slags
situationer.
– Omvendt ved mine børn godt, at jeg har et arbejde, som
betyder meget for mig, men der er jo et forventningspres. Ikke kun fra dem,
også fra vores kultur og vores samfund om, at okay, nu vender du tilbage og
bliver en ”rigtig” bedstemor.
Den samme form for forventning til hvordan man udfylder sin
rolle og er en ”rigtig kvinde” ser Hanne-Vibeke Holst i andre faser af livet.
– Ligesom man skulle være en rigtig kvinde, en
rigtig mor, så skal man også helst være en rigtig bedstemor. Og så er vi
tilbage i den der konkurrence, som handler om, hvor mange boller, vi bager, og
hvor tit børnebørnene overnatter hos os. Ligesom der er mange, der realiserer
sig gennem moderskaber, er der også mange, der realiserer sig gennem
bedstemoderskabet, forklarer hun og uddyber:
– Og det skal man jo have lov til. MEN, så er der
alle os andre. Jeg er lykkelig for mine børn, og jeg er lykkelig for at være
mor, men min identitet har aldrig ligget der. Og derfor bliver det heller ikke
min identitet at være bedstemor. Og er jeg så en dårlig bedstemor, hvis jeg kun
passer mit barnebarn en gang om ugen, hver anden uge, eller måske hver tredje
uge? Det håber jeg ikke, for det kan jo ske for sådan en som mig, som sidder i
lange stræk i sommerhuset og skriver. Skal jeg så sige okay, det går ikke, jeg
må tilbage til mit barnebarn? Det vil jeg også gerne, forstå mig ret, men jeg
kan bare mærke, at det reproduktive pres vender tilbage.
Læs hele interviewet med Hanne-Vibeke Holst i ALT for
damerne uge 15.
Hanne-Vibeke Holst
• Forfatter og næstformand for”Rådet for et aldersvenligt Danmark".
• Skriver på andet bind af historien om billedhuggeren Sonja Ferlov, som udkommer næste år.
• Uddannet journalist og tidligere praktikant på ALT for damerne og journalist på Berlingske Tidende og Søndags B.T..
• Debuterede som forfatter i 1980 med ”Hejsa, Majsa” og slog for alvor igennem med Therese-trilogien, 1992-1998.
• Hun er 67 år og gift med filmfotograf Morten Bruus, som hun har en søn med.
• Har en datter og en søn fra sit første ægteskab samt et barnebarn på 1,5 år.
livsstil
overgangsalder
kendte