Hvordan er du bedstemor? Mød tre forskellige typer her

“Jeg smider ikke alt, men går langt for at passe mine børnebørn”

Det er vigtigt for mig at have et liv med veninder, oplevelser og rejser. Men det er næsten altid muligt at presse en mormor- eller farmor-aftale ind, fordi mine andre planer oftest foregår om aftenen – og selvfølgelig fordi jeg vil gå langt for at passe mine børnebørn.

Jeg har måttet sige nej – og selv om det er sjældent, får jeg dårlig samvittighed. Min datter og jeg har, som følge deraf, haft behov for en forventningsafstemning – fordi hun forventer en del af mig og ikke rigtigt har andre pasningsmuligheder. Men jeg kan ikke altid leve op til forventningerne, så det har vi måttet sætte ord på.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Jeg ser det ikke som en sur pligt at passe mine børnebørn. De giver mig så meget, og det er hyggeligt og skægt at følge dem vokse op og udvikle selvstændige personligheder. 

Jeg ser dem en til to gange om ugen og passer dem en gang eller to om måneden. Vi har ikke en fast aftale, for eksempel en ugedag, hvor jeg passer dem; vi tager det mere ad hoc, når forældrene har behov, og det passer ind i mit program.

Især min datters børn, Ava og Vincent, har krudt i røven. Derfor har jeg, mens de er så små, svært ved at have begge med på tur alene, men jeg tager gerne en ad gangen med i skoven, på biblioteket eller til arrangementer i Helsingør, hvor jeg bor. Jeg nyder at tilbringe tid med dem, men det tager også energi at være sammen med sådan nogle krudtugler. Efter sådan en dag, af og til med overnatning, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er 20 år længere.

Når jeg ikke er sammen med mine børnebørn, elsker jeg at rejse. Jeg tager gerne på lange rejser om vinteren til for eksempel Thailand, Zanzibar eller Kenya, ligesom jeg nyder godt af det rige fællesskab i det seniorbofællesskab, jeg bor i. Jeg tror, det er vigtigt ikke kun at identificere sig som bedstemor eller børnepasser, men at man også har lidt egen-tid, hvor man dyrker sig selv.

Mine tre børnebørn bor inden for en halv times kørsel, så jeg kan hurtigt komme, hvis det brænder på. Jeg kan godt lide balancen i et rigt liv for mig selv og at se mine børnebørn så meget som muligt. Det bedste fra to verdner. Det hænder da også, at den ældste, Ava, ringer op og siger: “Mormor, jeg savner dig.” Det kan jeg jo ikke stå for. Så starter jeg bilen og kigger forbi min datter i Snekkersten.

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

“Jeg er farmor med stort F”

Jeg er sammen med Johanne og Asta, så tit jeg kan. Jeg har en fast hentedag hver tirsdag – eller en farmordag, som vi kalder det. Ud over det hjælper jeg gerne til i weekenderne, når min søn og svigerdatter har planer eller behov for voksentid.

At blive farmor er noget, jeg altid har set frem til. Jeg tror, det handler om, at så ved man, at der er nogen, når man bliver gammel. 

I kraft af mit arbejde som SOSU-hjælper ser jeg mange ældre, der sidder alene og er ensomme. Ældre, der aldrig får besøg af hverken børn eller børnebørn. Det tror jeg ikke kommer til at ske med det tætte forhold, jeg har til mine skønne børnebørn.

Min svigerdatter og søn siger tit, at jeg godt må sige nej. Og det øver jeg mig på. Men jeg elsker jo at være sammen med mine to børnebørn, så for mig er der slet ikke behov for at sige nej. Det skulle da lige være, hvis de tigger efter en ekstra is – så kan jeg godt være en bestemt, men kærlig farmor.

Når børnene er hos mig, forkæler jeg dem. De får deres livret, som er boller i karry, og ellers tager vi til svømning hver tirsdag i vinterhalvåret, og vi laver kreative ting eller går en tur på legepladsen. Det er ikke sådan, at børnene bliver placeret foran tv’et, nej, vi skal ud at opleve og være aktive sammen.

Mine veninder spørger ofte, hvordan jeg dog får energi til at være så meget sammen med mine børnebørn, og der må jeg bare sige, at jeg vil være sammen med dem. 

Og ja, jeg bliver rigtig træt efter sådan en dag, men så kan jeg bare gå tidligt i seng. Ens børnebørn skal man have energi til, også selv om man er 65 år og ikke længere en vårhare.

Jeg har haft Johanne og Asta med i et feriecenter på miniferie. Bare os tre. Det var fire dage på børnenes præmisser, hvor vi havde tid til at lave lige det, vi havde lyst til. Sådan nogle ferier er rigtig farmorkvalitetstid, og ungerne elsker det. Samtidig får forældrene et pusterum.

Jeg er en meget anderledes farmor, end min egen mor var. Da min far døde i 1990’erne, var det, som om min mor skulle ud at realisere sig – og det betød, at interessen for hendes børnebørn ikke længere var så stor. 

Sådan har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig skulle blive. Derfor gør jeg nok lidt ekstra ud at være noget for mine børnebørn.

Mine børnebørn er en stor del af mit liv, og jeg snakker meget om dem over for de gamle borgere på mit arbejde, som både spørger interesseret og ofte siger, at det må være dejligt at have en bedstemor som mig.

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

“Jeg er en moderne mormor med fart på karrieren”

Jeg er nok sammen med mine børnebørn en gang om måneden, hvor de overnatter hos os i en hel weekend. 

Jeg kunne godt tænke mig at se dem oftere, men det kan være svært, når man skal balancere et travlt arbejdsliv som selvstændig med flere virksomheder, veninder, et stort hus med have samt golf, som både min mand og jeg spiller.

Da min datter blev gravid, var jeg kun 50 år. Jeg tænkte, at jeg slet ikke var klar til at blive bedstemor – for mig lød det vildt gammelt! Jeg havde travlt med min karriere, så hvordan skulle jeg få tid til at være bedstemor? 

Jeg har måttet tage en snak med min datter om forventninger, hvor jeg fortalte hende, at hun ikke skulle regne med, at jeg blev sådan en bedstemor, som min svigermor var – sådan én, der uanset hvad altid kunne passe ungerne. Det respekterede min datter, heldigvis – for hun kender mig jo.

Jeg er vokset med opgaven og har sågar været med til alle tre fødsler. Det var en kæmpe oplevelse, som har været med til at skabe et tæt bånd til både mine børnebørn og min datter.

Jeg elsker at forkæle de tre unger, når de kommer hos os. Så går vi i haven, plukker kastanjer, fisker på vores naturgrund, hvor der er nogle små søer, eller spiller golf – det er min mand og jeg ved at lære dem, og det er sjovt at dele den interesse. Det kunne være sjovt, hvis de blev lige så glade som os for golf.

Hos os får børnene serveret tivolimadder – et udtryk, vi sammen har opfundet. Det er små stykker smørrebrød med en masse forskelligt pålæg på i alverdens farver og former. 

Hjemme hos deres mor vil de ikke så meget som røre rugbrødsmadder, men hos mormor er det et hit. De er også blevet introduceret for finere madlavning, og det nyder de at “bestille” hos os. 

Det er skægt at høre en otteårig tigge om moules marinières, men vi elsker god mad og synes bare, det er herligt, at børnene også sætter pris på det. Det gør det nok lidt mere eksotisk at besøge mormor og morfar.

LÆS OGSÅ

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

Jeg smider ikke alt for at være der for mine børnebørn. Det gjorde min svigermor, men hun var også stoppet med at arbejde og havde langt mere fritid. 

Man havde heller ikke den samme form for selvstændige interesser og venindeforhold dengang, som jeg og mange jævnaldrende kvinder har i dag. Jeg får derfor ikke dårlig samvittighed, når jeg siger nej til at passe mine børnebørn. Mine aftaler er jo ikke mindre værd end min datters. Det handler om gensidig respekt.

Det handler om at finde en balance. Hvor der er tid til ens egne interesser, samtidig med at jeg jo godt ved, at det er vigtigt at være der for mine børnebørn. Både for vores familiesammenhold, og fordi jeg elsker at være sammen med dem. 

Derfor tager vi hver vinter på skiferie, hele familien inklusive børn og børnebørn, hvor vi har en uge med kvalitetstid. Jeg synes, jeg har fundet en god balance, hvor der er plads til det hele, men hvor det ene ikke er vigtigere end det andet.